To nye topdirektører i DSB

24/08/2012 12:03

Administrator

DSB’s direktion har sat navn på de to personer, der skal besætte posterne som henholdsvis personaledirektør og direktør for S-tog og Strategi. Posterne har været ledige, siden der i slutningen af maj blev annonceret ændringer i DSB’s topledelse.

Ny personaledirektør bliver den 41-årige Steen Schougaard Christensen, der er uddannet cand. merc. jur. og har været personaledirektør, produktionsdirektør og ansvarlig for afviklingen af A.P. Møller Mærsks skibsbygningsaktiviteter på Lindøværftet.

Ny direktør for DSB S-tog bliver den 42-årige Anders Egehus, der også får ansvar for DSB’s strategi-arbejde. Han er uddannet i A.P. Møller-Mærsk og kommer fra en position som COO (driftsdirektør) i SVITZER.

Dermed er den nye Ledelse og organisationsstruktur i DSB på plads, forklarer DSB’s administrerende direktør, Jesper Lok:

”Jeg er glad for at byde Steen og Anders velkommen på holdet. Vi har fået to stærke ledere med gode og brede erfaringer,” siger han.

Steen Schougaard Christensen glæder sig til opgaven som personaledirektør i DSB.

”DSB er med til at binde Danmark sammen. At være med til at sikre, at DSB er en effektiv virksomhed og et attraktivt sted at arbejde, er en spændende udfordring,” siger han.

Ny direktør for S-tog og Strategi

Anders Egehus glæder sig til at stå i spidsen for DSB S-tog og DSB’s nye Strategikontor.

”Jeg glæder mig meget til at fortsætte det gode arbejde i S-tog og samarbejdet med de andre trafikselskaber. Og så glæder jeg mig til at møde de ledere og medarbejdere, der alle bidrager til at arbejdet med at sikre, at DSB også på den lange bane er rygraden i den kollektive trafik i Danmark,” siger han.

Steen Schougaard Christensen tiltræder den 28. august, mens Anders Egehus tiltræder den 1. oktober.

Mest Læste

Annonce