Region Syddanmark: Regionen skal lægge låg på aktiviteterne

02/06/2011 20:26

Region Syddanmark

I dag, torsdag 2. juni 2011, indgik regionerne og staten en aftale for økonomien i de næste to år. Aftalen betyder, at aktiviteterne i regionerne over de næste to år ikke må stige med mere end 4 procent i forhold til 2010. Med aftalen er der således lagt en dæmper på aktiviteterne i Region Syddanmark.

- Vi må tilpasse os en fremtid, hvor hele samfundet skal leve med en stram økonomi, og set i det lys har vi opnået den bedst mulige aftale. En aftale, hvor vi trods en stram økonomi ikke skal ud i nye afskedigelser, og det er jeg rigtig glad for. Regionerne har på ganske få år skabt et produktivt og robust sundhedsvæsen med korte ventelister og høj kvalitet med balance i økonomien. De kommende år bliver svære, for vi skal effektivisere, samtidig med at vi skal fastholde et sundhedsvæsen med høj kvalitet, men jeg tror på, at vi kan nå målene med den nye aftale, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V).

Regionerne lever op til aftalerne

Regionerne har i 2010 præsteret en historisk udgiftsopbremsning, og regionerne forventer at overholde økonomiaftalen for 2011. Det går altså rigtigt fint med at holde styr på pengene. Og det er på trods af, at aktiviteten på sygehusene i regionernes første fire år er steget mere end aftalt - og altså også mere end der er finansieret i de årlige aftaler med regeringen.

- Jeg har klart en opfattelse af, at regeringen anerkender vores hårde og solide arbejde, men det fortjener regionerne også. Sygehusene har årligt præsteret effektiviseringer for 1,2 mia. kr. Altså flere behandlinger for en værdi på op mod 5 mia. kr. i løbet af de første fire år for de samme penge. Sådanne produktivitetsforbedringer kan ingen andre fremvise år efter år - hverken i den offentlige eller den private sektor, siger Carl Holst.

Stram aftale

Aftalen mellem regeringen og regionerne kommer ikke overraskende til at være en udfordring for sundhedsvæsenet. Aftalen betyder en lav vækst i økonomien, og det står i skarp kontrast med de seneste års voldsomme vækst i antallet af behandlinger. Derfor er der behov for en forventningsafstemning og en prioritering i de ydelser, som sundhedsvæsenet de kommende år skal levere.

- Det er klart, at hvis vi skal have økonomien til at løbe rundt, så kræver det, at der skal prioriteres i behandlingerne. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at Folketinget i fællesskab med regionerne tager stilling til, hvor vi skal bruge pengene - og ikke mindst hvor vi ikke skal bruge pengene, siger Carl Holst.

Mest Læste

Annonce