Skrald er en ressource

09/05/2012 19:32

Ringkøbing-Skjern Kommune

300 affaldsfolk fra hele Danmark er i disse dage samlet til årsmøde i branche-organisationen RenoSam, som tæller kommuner og kommunalt ejede selskaber.

Den nye dagsorden på området er, at affald ikke længere skal betragtes som et problem, men som en værdifuld ressource. Blandt oplægsholderne er forfatter Tor Nørretranders og en række af miljøordførerne fra de politiske partier.

Deltagerne skal på guidede ture i kommunen i morgen torsdag, hvor de blandt andet skal se og høre om den nye genbrugsplads i Ringkøbing. Der er også en tur til affaldsselskabet ESØ 90 i Tarm, som Ringkøbing-Skjern Kommune ejer sammen med Varde Kommune.

Tirsdag var deltagerne blandt andet på besøg i Hvide Sande for at høre om Søvejen mod Vest og de store projekter, der netop nu gennemføres på havnen.

Leder af affald og genbrug, Yvonne Thagaard Andersen, er tilfreds med både årsmødet og borgernes sortering af affaldet.

- RenoSams årsmøde er en rigtig god anledning til at fortælle andre, hvordan vi arbejder med affald og genbrug her i kommunen, siger hun.


 

Mest Læste

Annonce