SYDDJURS: Plejecenter skal drives i offentligt - privat partnerskab

08/04/2011 09:49

Syddjurs Kommune

Driften af plejeboligerne i plejecenter Søhusparken sættes i udbud som et offentligt – privat partnerskab. Det kommende servicepartnerskab skal sikre at den gode service udvikles og til en god pris.

Plejecenter Søhusparken i Ebeltoft udvides i de kommende år fra 55 til 110 plejeboliger. I forbindelse med udvidelsen besluttede byrådet i Syddjurs Kommune den 25. november 2010 at driften af pleje og praktisk hjælp skulle sættes i udbud som et servicepartnerskab. Udbudsmaterialet blev godkendt af byrådet den 31. marts 2011.

Formand for udvalget for sundhed, ældre og socialområdet Ninna Thomsen udtaler:

- Det er vigtigt for mig, at udbuddet er i form af et servicepartnerskabet, der indebærer en samarbejdsform, hvor den kommunale institution og den evt. valgte partner samarbejder og udnytter hinandens viden til beboernes bedste. Derfor er jeg sikker på at pårørende og beboere også i fremtiden kan være trygge og glade for den service de modtager på Søhusparken. Jeg er også glad for at et samlet byråd stod bag godkendelsen af udbudsmaterialet. Det er en vigtig milepæl i det videre arbejde.

Ledere og medarbejdere i Søhusparken deltager ligeledes med et kontrolbud på at løse opgaven.

Syddjurs Kommune har også tidligere indgået servicepartnerskaber. I Syddjurs Jobcenter samarbejder en privat leverandør med kommunen om at nedbringe antallet af sygedagpengemodtagere. Her er de foreløbige erfaringer lovende.

Borgmester Kirstine Bille udtaler om servicepartnerskaberne:

- Som borgmester er jeg glad for at vi kan se praktisk og uideologisk på løsningen af kommunens opgaver. Det vigtige for mig er at kommunen sætter overliggeren med hensyn til mål og kvalitet. Samtidig tror jeg på at vi som kommune kan lære noget af de private, vi kan jo ikke være verdensmester i alt vi foretager os.

I udbuddet af opgaven vil Syddjurs Kommune prækvalificere fire leverandører og selv afgive et femte kontrolbud. Efter udbudsmaterialet skal den nye drift starte 1. februar 2012 under et servicepartnerskab.

Mest Læste

Annonce