Tryk på speederen

11/11/2010 16:01

Jesper Brønnum

Potentialet for inddragelse af private leverandører i den offentlige opgaveløsning er mere relevant end nogensinde. Men der skal mere fart på samarbejdet mellem det offentlige og det private, understreger adm. direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov.

Det offentlige marked har aldrig været større end i dag. Mange private leverandører står på spring for at være med til at løse opgaverne mere effektivt og dermed fastholde et højt serviceniveau– en øvelse, der er helt afgørende med en restriktiv finanslov og i en kontekst, hvor flere kommuner er tvunget til skolelukninger og generelle kvalitetsforringelser for at møde kravet om nulvækst.


Der er mange gode eksempler på, at det er lykkes at finde sammen og skabe effektive og innovative løsninger.


»Men vi kan blive langt bedre,« mener Jens Klarskov, der også peger på, at den offentlige og den private sektor begge bør have et bedre kendskab til hinandens arbejdsgange og vilkår, hvis de skal samarbejde om nye opgaveløsninger.


Der skal desuden være forståelse for, at det offentlige typisk er en mere risikoadvers samarbejdspartner end det private. Det er meget væsentligt, at virksomhederne sætter sig grundigt ind i spillereglerne for den offentlige forvaltning, samt at dialogen kommer i højsædet:
 

»Typisk drejer udlicitering sig om at løse en kendt opgave og udbyde en detaljeret og specificeret opgavebeskrivelse. Det bør i langt højere grad handle om at beskrive den opgave, der skal løftes, og så indkredse løsningen i et tæt samarbejde mellem opgaveudbyderen og den private leverandør. Formålet skal ikke alene være ”bedre og billigere” men også udvikling af helt nye forretningsmodeller til gavn for samfundet på lidt længere sigt,« pointerer Jens Klarskov.

Væk med barrierne
Den samlede kommunale konkurrenceudsættelse er kun steget med 0,2 procent i 2009. Fra 2007-2008 var stigningen 1,1 procent.


»Stik i mod al forventning er OPS tempoet altså sat ned. Selvom der er mange positive tiltag, kan vi gøre det bedre,« konstaterer Jens Klarskov.


Desuden er brugen af private aktører på bløde områder stadig ikke helt så stor som ved f.eks. lønadministration, transport og IT.


»Brugen af private aktører betyder ikke, at kommunen mister kontrol med de bløde opgaver,« understreger han og fortsætter:


»Vi har set, at private hænder er mindst lige så varme som offentlige.«
Jens Klarskov fremhæver dog den politiske vilje til at se dette samarbejde som noget konstruktivt:


»Vi er efterhånden nået forbi en politiseret debat om inddragelse af private og et godt skridt nærmere erkendelse af, at private aktører er en nødvendig del af løsningen. Så kan vi bruge energien på det reelle arbejde: at nedbryde nogle af de kendte forhindringer og udfordringer, der stadig eksisterer, når private skal indgå i den offentlige opgaveløsning«.

Vækst og innovation

Ved at arrangere konferencen Opexpo sammen med SKI, inviteres til en årlig arbejdsdag med fokus på erfaringer og faldgruber og på at kunne levere en række konkrete værktøjer, så det bliver nemmere at samarbejde.


»Det er en af de måder, vi sammen trykker på OPS-speederen på.«


Han efterlyser højere politiske ambitioner – ikke mindst når regioner og kommuner skal udforme konkrete udbudsstrategier:


»I Dansk Erhverv ser vi gerne en mere ambitiøs målsætning for konkurrenceudsættelse, end regeringens mål om, at 31,5 procent i 2015 skal konkurrenceudsættes i kommunerne. Vores mål er 37,5 procent med et årligt besparelsespotentiale på mellem 1,8 og 3,3 mia.«


Den offentlige sektors indkøb udgør et trecifret milliardbeløb om året.
»Vi vil gerne sætte fokus på vigtigheden af, at det offentlige har en fornuftig og gennemtænkt indkøbspolitik, der også medvirker til at udvikle den private sektor. Offentlige indkøb kan spille en langt større rolle for at sikre vækst og innovation i samfundet,« siger Jens Klarskov.

Mest Læste

Annonce