Verdens første digitale public service musiktjeneste!

04/06/2012 12:36

Administrator

Musik fri for betaling, fri for reklamer, fair betaling til musikerne og alt sammen i folkeoplysningens tegn. Det er i grove træk essensen, når de danske biblioteker i dag lancerer en helt ny og brugeroptimeret udgave af musiktjenesten Bibzoom, der bliver verdens første digitale public service musiktjeneste. På Bibzoom kan danskerne fremover nemt og gratis lytte til alt fra Medina til Mozart, ligesom de kan blive musikalsk inspireret med musikanbefalinger, lytteguides og artikler.

Målet med det nye Bibzoom er at give danskerne en fri, lige og lovlig adgang til masser af digital musik samt at sikre udbredelsen og interessen for musik nationalt.

”Jeg er enormt stolt over, at vi med det nye Bibzoom, i folkeoplysningens ånd, giver danskerne muligheden for at blive musikalsk underholdt og udfordret eller slet og ret mulighed for bare at lytte til al den musik, de elsker, uden at de skal bekymre sig om hverken dyre abonnementer, forstyrrende reklamer eller ulovlig download,” siger Flemming Munch, der som overordnet ansvarlig for Bibzoom har haft den ny musiktjeneste i støbeskeen i mere end 12 måneder.

Hvad enten man er barn, ung, voksen eller ældre, vil man på Bibzoom kunne finde lige netop det stykke musik, man har lyst til at høre. Hvad enten det er det nyeste nye eller alle de legendariske albums inden for pop, rock og klassisk musik.

”Og modsat de efterhånden forældede cd’er er der ingen ventetid på den digitale musikformidling – Alt er til rådighed fra udgivelsesdagen. Det ville være i uoverensstemmelse med borgernes medievaner, hvis bibliotekernes musiktilbud alene bestod af musik-cd’er. Bibliotekerne skal nemlig ikke være museer, men hele tiden have for øje, hvor udviklingen går hen, så de kan møde borgerne, hvor de befinder sig – også teknologisk,” siger Bibzooms formand, Morten Fogh.

Digitalt kvantespring
Med det nye Bibzoom tager de danske biblioteker med andre ord også et digitalt kvantespring, hvad angår musikformidling. Og målet er, at det nye Bibzoom skal spille en betydelig rolle, når det gælder musikalsk dannelse for såvel børn, unge og ældre i Danmark, ligesom man med musiktjenesten Bibzoom håber at nå nogle af de mennesker, der ikke normalt benytter sig af bibliotekstilbud:

”Når det gælder musik er det jo for længst blevet sådan, at vi som forbrugere forventer at kunne hente og lytte til musikken digitalt. Og her skal bibliotekerne selvfølgelig også kunne være med på en brugervenlig og let tilgængelig måde, ligesom vi skal hjælpe blandt andet børn og unge med at blive godt rustet til den digitale virkelighed, som mere end noget andet kommer til at tegne deres fremtid. Derfor har vi taget den benhårde konsekvens af, at bibliotekernes gamle digitale musikformidling ikke fungerede optimalt, og vi har i praksis skabt en helt ny musiktjeneste, der sikrer, at vi kan være til stede digitalt på en tidssvarende måde,” siger Flemming Munch og fortsætter:

”Danskerne besøger biblioteket mere end 36 millioner gange om året, men vil vi også gerne have fat i dem, som af den ene eller anden grund ikke alene efterspørger det fysiske biblioteks mange tilbud. Her ser vi Bibzoom som et væsentligt redskab. Vi er sat i verden for at medvirke til musikalsk og kulturel dannelse i bred forstand, og den opgave kan vi med det nye Bibzoom løfte på en meget bedre måde end hidtil.”

Se det nye Bibzoom

Fakta:

* Bibzoom rummer alt fra Medinas nyeste hit til Mozart. I alt findes der mere end 10 mio. musiknumre, og antallet øges hele tiden

* Musik, der hentes på Bibzoom, afregnes i overensstemmelse med pladeselskaberne og KODA (musikernes og komponisternes organisation).

* I en kort kampagneperiode er tjenesten frit tilgængelig for alle danskere. Herefter er det eneste, du skal bruge, det samme login, som du bruger, når du låner bøger på dit bibliotek (har du ikke et, kan du få det gratis ved henvendelse på dit nærmeste bibliotek).

* Teknisk fungerer Bibzoom som en applikation på din computer (PC eller Mac), hvor du kan afspille al den musik du ønsker – når du vil og så ofte du vil.

* Bibzoom indeholder også et særligt ”World” univers med musik, Bollywood film og e-bøger på en række fremmedsprog (arabisk, tyrkisk, persisk m.fl.). Endeligt omfatter Bibzoom kulturuniverset "Kulturskatte" med et helt unikt indhold af danske kulturperler.

* Bibzoom lancerer samtidigt en helt ny mobil app (Bibzoom Shuffle), der streamer aktuelle playlister.

* Bibzoom er et nationalt samarbejde og fungerer som bibliotekernes fælles platform for musik og musikformidling.

* Musikformidling på Bibzoom leveres af musikredaktører fra landets musikbiblioteker og er med til at gøre danskerne musikalsk klogere og mere nysgerrige.

* Bibliotekerne er nøgleaktører i udviklingen af det danske samfund og har været det lige siden de første folkebiblioteker blev etableret under overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund. Bibliotekernes formidling og frie levering af viden og information medvirker aktivt til en oplyst og veluddannet befolkning og er et grundelement i den danske folkeoplysning og en del af public service forpligtelsen. Dette omfatter også musik og musikformidling, der samlet set er en vigtig del af vores kulturelle identitet.

* Bibzoom ledes af et konsortium bestående af Odense Centralbibliotek, Herning Bibliotekerne, Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket og Aabenraa Bibliotekerne. Statsbiblioteket er økonomisk og juridisk ansvarlig.

Mest Læste

Annonce