Det er selvfølgelig glædeligt, at debatten om forebyggelse jævnligt kommer op til mediernes overflade. Men set fra en forskers perspektiv strander diskussionen alt for ofte i en ideologisk diskussion om, at ingen skal bestemme over, hvor meget fedt der skal være i en spegepølsemad, og hvorfor det offentlige egentlig skal mene noget om vores sundhedsvalg.
Bevares, diskussionen er relevant og spændende. Problemet er bare, at vi aldrig rigtigt får brugt den viden, som vi har masser af, og som reelt kan gøre en forskel.
Læs mere fra Region Hovedstaden
Du kan læse flere historier fra og om Region Hovedstaden på temasiden her.
Og så er det jo ikke så mærkeligt, at kurven endnu ikke er knækket: I dag lever 76 procent af alle borgere i hovedstadsregionen over 65 år med en eller flere kroniske sygdomme. Det samme gør næsten halvdelen af alle over 16. Fra 2007 til 2013 steg antallet af mennesker med kronisk sygdom fra 419.600 til 467.600. Alene på diabetesområdet steg antallet med næsten 20.000. Og udviklingen er ikke vendt i mellemtiden.
LÆS OGSÅ: Regionsrådsformand: Sådan puster vi liv i forebyggelsen
Man kan sammenligne det lidt med klimadebatten for få årtier siden: Selv om forskere råbte op om, at en høj udledning af CO2 havde negativ effekt på klimaet, skete der ikke rigtigt noget.
Men ud over at få mere fokus på fakta og viden, når det handler om forebyggelse - hvad skal der så til? Svaret kræver, at vi først ser på historikken. Siden strukturreformen i 2007 har det som bekendt været kommunerne, der har haft ansvaret for at skabe rammerne om en sund levevis for borgerne.
Mens regionen skulle sikre forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren - og rådgive i forhold til kommunernes indsats - så fik kommunerne ansvaret for at sikre forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til den enkelte borger.
Samtidig slår sundhedsloven fast, at »sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelser og funktionsbegrænsninger for den enkelte«.
Både strukturreformen og sundhedsloven lægger således op til, at kommuner og region selv definerer indholdet og omfanget af den forebyggende indsats. Dette står i kontrast til regionernes patientbehandling, der som bekendt er omgærdet af en lang række regler og statslig styring.
Forebyggelse er langt løsere formuleret - selvom specifikke opgaver som f.eks. helbredsundersøgelse af gravide og børn, kræftscreeningsprogrammer, rent drikkevand og trafiksikkerhed ligger i mere faste rammer.
Imellem regionerne og kommunerne står Sundhedsstyrelsen, der er rådgiver for begge parter, og som gennem årene har præsenteret en række forskellige forebyggelsespakker, som gav datidens viden om indsatser for at forebygge danskernes sygdomme. Der er ikke valide opgørelser over, hvor mange ressourcer, der bruges på forebyggelse, men de er milevidt fra ressourcer brugt på behandling.
Billedet i dag er, at kommunerne griber forebyggelsen meget forskelligt an - og desværre også, at mange forebyggelsestiltag direkte fravælges, formentlig fordi ressourcerne er knappe. Dette sker, samtidig med at vores samlede viden om, hvad der har effekt inden for forebyggelse, er øget meget i de seneste ti år.
For ti år siden var de fleste, der beskæftigede sig med forebyggelse, optagede af den såkaldte 'individorienterede forebyggelse'. Devisen var, at når forebyggelse handler om at hjælpe dig og mig med at træffe bedre personlige valg, så skulle forebyggelsen også helt tæt på individet. Derfor havnede indsatsen hos kommunen.
I dag ved vi f.eks., at der skal langt mere fokus på såkaldte komplekse interventioner. Dvs. hvor både struktur, oplysning og individorienteret tilgang spiller sammen. Eller sagt anderledes: Vi ved, at det typisk er komplekse og sociale problemer, som er udgangspunktet for vores sygdomme, og at en indsats for f.eks. at løfte mange mennesker ud af rygning kræver store, brede og tværgående indsatser, der også tager højde for sociale aspekter.
Jeg vil skynde mig at tilføje, at flere kommuner eksempelvis har oprettet sundhedscentre, som har hjulpet den enkelte motiverede borger - men det har bare ikke haft indflydelse på folkesundheden generelt og dermed ikke på antallet af syge borgere.
For at drage fuld nytte af vores viden i dag er det vigtigt at tænke på tværs af kommunegrænser. Ikke bare fordi indsatserne ofte går på tværs af kommunegrænser - men fordi den nødvendige viden ikke altid er tilgængelig i de enkelte kommuner.
Kommuner, almen praksis, stat og regioner kan i samarbejde arbejde med rationelle, langsigtede og tværgående indsatser, som involverer hele samfundet. Og som gør en reel forskel. Ikke fordi kommunerne har fejlet - forebyggelsen virkede jo heller ikke før strukturreformen.
Men fordi vi har spildt alt for mange år med underprioritering af et område, som i sidste ende måske har den største betydning for sundheden.
Artiklen er udgivet første gang 5. april 2017. Genudgivet den 1. juli 2017.
