Aktivist og ildsjæl sætter ord på socialkrisen: Udsatte borgere isoleres fra samfundet

Velfærd

04/10/16 7:01

Nick Allentoft

“Vi er de senere år blevet reduceret redskaber for vækst og indtjening, og politikerne svigter massivt ved ikke at respektere, at mennesker har behov som samfundet altid har taget ansvar for,” skriver Lisbeth Sand, der glæder sig over at være 57 år, for hun gider ikke leve i et samfund hvor mennesker er reduceret til noget andre lever af at kontrollere.

Jeg er bekymret.Meget bekymret for jeg oplever, hvordan politikerne tillader et samfund i opløsning. Basale stærke danske værdier bliver kørt over med økonomiske argumenter. Udsatte mennesker efterlades til egen skæbne. Resten skal bare arbejde.

Jeg er efterhånden en gammel tøs på 57 somre, og jeg har taget turen fra malersvend til pædagog i mit arbejdsliv. Mine karriereskift hænger sammen med de kolbøtter samfundet har taget over tid. Store økonomiske kriser, som betød, at jeg måtte finde nye veje, hvis jeg fortsat skulle forsørge mig selv og mine børn, og dermed være et fuldgyldigt medlem af fællesskabet.

Den sociale modstandsbevægelse

Velfærdsmodellen er under forandring. Staten bliver styrket og samfundet klemt. Det har fået flere og flere til at samle sig i protest. Vi kalder det den sociale modstandsbevægelse, som mobiliserer mennesker i protest mod konkurrencestatsreformer og i kamp for at bevare og styrke samfundet. De drømmer om velfærdssamfundet. 

Læs mere her

I min fritid har jeg været en god samfundsborger som aktiv i mødrehjælp, krisecenter, offerrådgivning og meget meget andet. Politisk aktiv i et parti blev jeg aldrig, for jeg mener det enkelte menneske er det vigtigste af alt; også vigtigere end at holde partidisciplinen i det enkelte parti.

 

Der var engang

Grunden til min bekymring er, at jeg kan se hvordan samfundet ændrer sig. Jeg tilhører en årgang hvor min mor var husmoderafløser og senere hjemmehjælper. Tænk sig der var engang hvor man sendte nogen ud for at sikre sig at familien fik mad og blev sendt på arbejde og i skole, når husmoderen havde lagt sig syg. Min mor havde 3 klienter hvor hun hver dag passede familien på skift.

Jeg tilhører en årgang hvor min far og hans kollegaer på byens største fabrik gik hjem fordi ledelsen truede en tillidsmand med fyring. Der var kun en kanal på tv, så folk vidste hvad der foregik politisk. Vi så TV-avis og fulgte med. Dengang var vores bevidsthed om arbejdsmarkedsforhold høj.

Jeg tilhører en årgang hvor den til enhver tid siddende statsminister sad på sin post for HELE befolkningen. Fattig som rig. Det lå i jobbeskrivelsen at han skulle sikre sammenhængskraft og sørge for at alle borgere havde retssikkerhed og ikke gik sultne i seng eller måtte bo på gaden. Dengang havde vi vagabonder, der havde valgt et liv på gaden. I dag har vi tiggere og hjemløse i alle aldre. Dengang blev sikkerhedsnettet for syge og udsatte borgere flettet gennem en samfundsansvarlig debat og skabt med visionen om velfærdsstaten.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Jeg tilhører den årgang, som fulgte det internationale samfund mens konventioner satte standarder for god statslig opførsel - Danmark var tilmed internationalt respekteret som et af de stærke humanistiske lande, der inspirerede andre.   

Det var et Danmark vi var stolte af, fordi vi var foregangsland for velfærd og menneskerettigheder ude i verden.

Det samfund voksede jeg op i. Jeg var tryg i, fordi jeg vidste at fællesskabet var stærkt. Vi stod på stærke værdier, som havde formet os siden vikingetiden. Vi tager os af hinanden.

Det var et samfund som hjalp mig med at sadle om, da byggeriet lå stille. Jeg fik kvit og frit lov at tage en ny uddannelse, fordi man kunne se den sunde fornuft i, at jeg igen blev i stand til at forsørge mig selv.

Det  var dengang.  

 

Værdifællesskabet er opløst

I dag er man statsminister for SINE EGNE vælgere. Politik er reduceret til studehandel, og selv de partier der som udgangspunkt skulle tale min sag bærer ved til politikerlede ved at lave reformer som skader sammenhængskraften i samfundet.

Kontanthjælpsloft

Find alle vores historier om kontanthjælpsloftet på temasiden her. 

Det var socialdemokraterne, der indførte gensidig forsørgerpligt og fjernede førtidspensionen så syge og handicappede bliver fastholdt på kontanthjælp. Den ydelse, der nu presser dem yderligere, men oprindeligt var midlertidig. De senere års reformer har stresset kommunerne og flyttet udsatte mennesker fra ydelse til ydelse, for til sidst at blive parkeret på en kontanthjælp - den ydelse, som engang var en affyringsrampe tilbage til livet, når uforudsete begivenheder spændte ben for den sociale tryghed.

Nu er det slut med det sociale sikkerhedsnet, som de sidste fire-fem årtiers generationer er vokset op med historien om.

 

Trappen går til kælderen

Sidste stop på en livskrise er kontanthjælpen. Systemet har trapper ned til kælderen, men ingen i det såkaldte velfærdssystem har tid til at hjælpe dig op igen.

Forskellige regeringer har de sidste 10 år afmonteret socialrådgivernes faglighed ved at sætte økonomiske mål op i stedet for faglige. Man snakker kun tal, statistik og økonomi i forhold til folk der er på overførselsindkomst. Man dehumaniserer de, der har brug for et lift opad.

Humanisme er blevet et skældsord. Det er ikke noget man længere skal være stolt af. Din skide humanist blev jeg mødt med den anden dag, da jeg talte syges sag. Det er ikke første gang.

Vi ser folkevalgte politikere, der burde repræsentere ordentlighed og forbilledlig stil, skælde ud på humanister som værende sundhedsskadelige og vederstyggelige.

Vi  ser folkevalgte hetze syge og handicappede, som dovne, dumme eller dyre. Det enkelte menneske er overladt til sig selv i et samfund, der består af mennesker. Var det meningen?

Jeg er opdraget til og vokset op i troen på, at vi har et ansvar for hinanden. At man respekterer det enkelte menneske. At jeg skulle betale min skat med glæde, fordi vi har verdens bedste velfærdssystem.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Det bliver sagt så tit at man efterhånden tror dem på det.

Fra den første oktober vil den måbende dansker opdage at arbejdende danskere kan få fuld boligsikring, mens folk på kontanthjælp ikke kan få noget. Det er blot et enkelt eksempel på den fordrejning vi oplever politikerne på begge fløje laver.

Imens kontanthjælpsloftet sænker sig over 33.000 udsatte fortsætter kommunerne deres jagt på borgere for at afklare arbejdsevne vel vidende at der ikke findes arbejdsgivere som vil ansætte dem, hvis de skal have løn.

Politikere fortæller stolt, at det er helt bevidst at man rammer enlige mødre hårdest, vel vidende at man rammer deres børn endnu hårdere. Løkken om halsen på 33.000 udsatte skal nemlig skabe 700 nye job.

 

Vi kvæler empatien

Vi er ved at miste interessen for hinanden. Empati er den evne som adskiller os fra dyr. Mister vi empatien mister vi os selv.

Vi er kommet derud hvor samfundet ikke er skabt for mennesker, men mennesker er skabt for samfundet. Vi skal knokle til vi segner. Kun døden er gyldig fraværsgrund.

Jeg har fulgt det hele vejen. Som arbejder. Som frivillig. Jeg har med egne øjne set effekten af dehumaniseringen. Jeg er glad for at jeg er så gammel som jeg er. Jeg gider ikke leve i et samfund hvor jeg er reduceret til noget andre lever af at kontrollere.

Det er trods alt nemmere at stå på gaden alene uden at skulle tænke på at kommunen fjerner mine børn. Men jeg bekymrer mig meget om det samfund vi efterlader til mine børnebørn og deres venner.

Jeg er ked af, at unge ikke længere ved hvad et velfærdssamfund er. De bliver fyldt med spin fra begge fløje i dansk politik og det giver politikerlede, som vil true demokratiet i sidste ende.

Politik er reduceret til studehandel om magt. Man sælger gerne velfærd for de syge for at køre i billig luksusbil eller få et par grænsebomme. Jeg må indrømme helt ind i mit 57årige hjerte at jeg har opgivet at få den alderdom jeg håbede på.

Hvis ikke befolkningen slukker for X-faktor og Paradis Hotel, og holder øje med politikerne i dansk politik går det helt galt.

Befolkningen lytter overfladisk til debatten og går ikke i dybden. Det giver skiftende regeringer frikort til at afmontere velfærden og udpine retssikkerheden for borgerne.

De fleste danskere ved ikke at de ender på kontanthjælp den dag de er slidt op. Så drop alt det der med at spare op til pension, hus og andet. Kommunen ligger sin klamme hånd på det så snart de kan, giver dig nogle håndører som du alligevel ikke kan overleve på.

Fattigdommen er massiv herude. Hold nu øje med politikerne inden de tager det sidste fra os. Både rød og blå blok har svigtet. Drop al den snak om farver. Stil krav til din politiker og hør om han/hun holdt sine løfter.  

 

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce