”Flere får mulighed for at realisere deres potentiale i et aktivt arbejdsliv og være en del af fællesskabet”. Sådan lyder det i indledningen til aftalen om førtidspensions- og fleksjobreformen, der trådte i kraft første januar 2013.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Reformen indfører en aktiv beskæftigelsesindsats, ressourceforløb, overfor en gruppe af borgere, der hidtil ikke har været betragtet som en beskæftigelsespolitisk målgruppe, nemlig personer med ingen eller meget lille arbejdsevne som følge af kronisk sygdom eller handicap.
Det kan synes paradoksalt at rette et så massivt beskæftigelsespolitisk fokus, mod en gruppe borgere der netop står udenfor arbejdsmarkedet, fordi deres arbejdsevne har været vurderet ikke tilstedeværende. To argumenter har været gennemgående for at gøre det:
* Man formodede at kunne forbedre borgernes arbejdsevne, for nogle endda i en sådan grad, at de ville kunne (gen)indtræde på det ordinære arbejdsmarked.
* Man formodede, at man ved at give disse borgere en beskæftigelsesrettet indsats kunne forbedre deres sociale liv, så de i højere grad kunne blive en del af fællesskabet, underforstået det arbejdende fælleskab.
Det lyder godt og kan synes svært at være uenig i intentionen. Men stemmer de gode intentioner også overens med virkeligheden for de borgere, reformen berører? Hvilke konsekvenser har reformen faktisk haft for det enkelte individ og for vores velfærdssamfund i en bredere forstand?
Langt de fleste er fortsat på offentlig forsørgelse
Kigger vi i første omgang på beskæftigelseseffekterne af de hidtidige ressourceforløb, så er kun 79 borgere ud af knap 19.000 etablerede ressourceforløb kommet i ordinær beskæftigelse, mens knap 350 borgere har fået et fleksjob, hvilket omregnet til fuldtidsstillinger svarer til ca. 54 stillinger, viser en aktindsigt Nordjyske Stiftstidende har fået i landets kommuner.
Flertallet af de borgere, der har været i et ressourceforløb er altså fortsat på offentlig forsørgelse. Enten fordi de har fået tilkendt førtidspension, eller fordi de har fået et nyt ressourceforløb eller er overgået til andre ydelser, primært kontanthjælp.
Reformen har altså indtil videre ikke haft nogen nævneværdig virkning i forhold til at give flere muligheden for at realisere deres potentiale i aktivt arbejdsliv.
Helbredet er afgørende for fællesskabet
Men har man så forbedret de berørte borgeres relation til fællesskabet? Det afhænger naturligvis meget af, hvad vi mener med fællesskabet. Hvis vi mener et arbejdsfællesskab, så må svaret nødvendigvis være nej.
Meget få borgere har indtil videre fået fodfæste på arbejdsmarkedet som følge af reformen, og langt de fleste som har, er først og fremmest ansat i fleksjob med en gennemsnitlig arbejdstid på under 5 timer om ugen, hvilket i mange tilfælde ikke er tilstrækkeligt til reelt at blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads.
Mener vi derimod fællesskab i en bredere samfundsmæssig forstand, bliver spørgsmålet lidt mere komplekst at svare på.
Men kigger vi til forskningen er det svært at finde belæg for, at deltagelse på arbejdsmarkedet er altafgørende for at være en del af fællesskabet.
Min egen forskning viser eksempelvis med stor statistisk sikkerhed og på linje med anden forskning på området, tydeligt at det at have et arbejde ikke er afgørende for, hvor godt man har det, eller hvor meget man deltager i fællesskabet.
De personer, der ikke arbejder, får det ikke værre af den grund. De mister heller ikke deres venner eller holder op med at se deres familie. Og de taber heller ikke interessen for fritidsaktiviteter og andre interesser, eller holder op med at deltage i de sociale aktiviteter, der normalt er en del af deres liv.
Det, der derimod er afgørende for deres muligheder for at være en del af fællesskabet, er helbredet. Jo dårligere helbredet er, des sværere er det både at passe et arbejde og deltage i sociale aktiviteter.
Får den modsatte effekt
Der er i øvrigt nærmest ingenting, der peger på, at arbejde automatisk vil gøre kronisk syge og handicappede til en del af det store samfundsmæssige fællesskab. Selv hvis reformen af førtidspension og fleksjob får lidt større beskæftigelseseffekter end vi har set tal for, vil det med andre ord ingen betydning have.
Tværtimod indikerer mine forskningsresultater – og nu også de foreløbige tal – at de tiltænkte effekter af reformen simpelthen udebliver. I værste fald vil den få den modsatte effekt.
Forskningen peger nemlig på, at presset for at deltage i arbejdsmarkedsindsatser eller på arbejdsmarkedet, når ressourcerne ikke i tilstrækkelig grad er til stede, forværrer den sociale situation. Særligt for borgere, der er allersvagest rent helbredsmæssigt. Reformen risikerer altså at gøre mennesker mere syge, som også mange enkeltsager har vist eksempler på i pressen i løbet af det, som DenOffentlige kalder Socialkrisen.
Skubber borgere ud at systemet
En anden, formentlig utilsigtet, effekt af reformen er, at knap hver tiende af de 2.368 borgere, der har afsluttet et ressourceforløb i dag står helt uden forsørgelse, viser en opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering baseret på tal fra DREAM databasen.
Denne andel har indtil nu været forholdsvis stabil. Det er altså borgere, der er røget helt ud af systemet og har hverken indtægt fra løn eller fra offentlige ydelser. Borgere, der efter betydelig indsats fra velfærdssystemets side senere er henvist til at blive forsørget af familie eller venner – eller i sidste instans til et liv på gaden.
Det er måske i virkeligheden den allermest alvorlige effekt af reformen. At den har svækket den økonomiske beskyttelse af alvorligt syge og handicappede i en sådan grad, at en betydelig andel ender med at stå helt uden forsørgelse.
Fundamentet under velfærdsmodellen skrider
Det er ikke bare ikke et problem for de personer, det konkret rammer. Det er også en væsentlig svækkelse af det sociale sikkerhedsnet, vi anser som en af grundpillerne i vores velfærdsmodel, og som bl.a. juridisk er funderet i Grundlovens § 75. Den har netop til formål at forhindre at personer, der ikke kan arbejde fx pga. sygdom, ender i fattigdom eller som afhængige af venner og families indtægt og nåde.
Når denne beskyttelse reelt begynder at smuldre for de, der har allermest brug for den, rokker det således fundamentalt ved vores velfærdsmodel og den sociale og økonomiske sikkerhed, vi anser som en selvfølgelig del af vores velfærdssamfund.
Det handler altså om noget mere og større end blot et spørgsmål om beskæftigelseseffekter. Det politiske spørgsmål er nu, om det er prisen værd for en reform, der indtil videre ikke har forbedret hverken beskæftigelsen eller den sociale situation for kronisk syge og handicappede.
Det kan forskningen ikke svare på. Det er derimod en prioritering der skal laves politisk.
