Kommunaldirektør i brev til ledere: Kommunens arbejdspladser bør ikke tage imod kandidater

Politik

28/04/2017 11:16

Nick Allentoft

Kommunaldirektør får kritik for at bede institutioner udelukke kandidater fra besøg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

LÆS OGSÅ LISBETH BINDERUPS INDLÆG OM SAGEN

Kommunaldirektøren i Skanderborg Kommune har sendt et brev til kommunens institutioner, hvor hun ifølge kritikere forbyder de ansatte at modtage besøg fra eller mødes med kandidater til efterårets kommunalvalg.

I en mail til alle kommunens ledere advarer kommunaldirektør i Skanderborg Kommune, Lisbeth Binderup, mod, at kommunens ledere skal være ekstra påpasselig med at tage imod kandidater eller stille op som eksperter til valgdebatter. Det er forargeligt, mener Thomas Cordtz, der er byrådskandidat for Konservative:

- Jeg har aldrig set noget lignende. Det er meget uheldigt, at man har forsøgt at give de ansatte mundkurv på, mener han.

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskoler Roger Buch kalder det unormalt, at en kommunaldirektør blander sig i en forestående valgkamp.

- Men jeg synes sådan set, det er okay, at en kommune siger til medarbejderne, at de skal passe på at blive viklet ind i det politiske spil, siger Roger Buch. Han tvivler på, at hensigten har været at give de ansatte mundkurv på.

SE OGSÅ: Artikler med Lisbeth Binderup

Kommunaldirektøren sendte sin oprindelige mail i starten af april, men fulgte så op med en mail i mandags, hvor hun trækker i land og skriver: "Allerede mens jeg skrev mailen, kunne jeg mærke i fingerspidserne, at det føltes uvant og u-skanderborgsk at skrive sådan en instruks med ’SKAL’ og ’BØR’".

Den oprindelige henvendelse blev blødt op efter en debatdag i Skanderborg Kulturhus i lørdags, hvor borgmesteren blev spurgt til brevet fra kommunen. Nu står det de ansatte frit for, om de vil mødes med kandidater.

Selv siger kommunaldirektøren Lisbeth Binderup:

- Hensigten er at beskytte vores medarbejdere, så de kan bruge deres ytringsfrihed på lige fod med alle andre, men uden at blive bragt i situationer, hvor de føler, at de optræder som kommunens officielle repræsentanter og kan komme i klemme og blive brikker i et politisk spil, siger hun.

Den lokaleformand for HK Kommunal Hans-Henrik Hansen mener dog ikke, at det ændrer på, at kommunen har gebærdet sig meget uheldigt.

- Man lukker systemet, begrænser ytringsfriheden og muligheden for at deltage i det lokale demokrati, mener han.

Der er kommunalvalg tirsdag 21. november.

FAKTA: DET STÅR DER I BREVET

Nedenstående er et centralt uddrag af den første mail sendt 5.april:

"Kommunens arbejdspladser bør ikke tage imod kandidater, der ønsker at besøge arbejdspladsen eller ønsker at mødes med arbejdspladsens ledere, tillidsfolk, andre medarbejdere eller brugere. Ledere og andre ansatte bør heller ikke sige ja til at deltage som kommunale eksperter i møder, der er arrangeret af politiske partier eller arrangeret af andre som led i valgkampen. Sådanne besøg og møder ville stille partierne ulige, og der kunne opstå risiko for, at medarbejdere følte sig udnyttet i partipolitisk sammenhæng.

Der kan være mange grunde til, at kandidater til valget ønsker at møde kommunalt ansatte. Det kan være for at få en platform for formidling af politiske budskaber, men det kan også blot være ønsket om at få mere viden og dermed et mere sagligt grundlag for det politiske arbejde. Uanset hensigten, er det dog vigtigt at afvise ønsket med henvisning til vores forpligtelse til neutralitet.

Disse forholdsregler udelukker dog ikke de nuværende byrådsmedlemmer fra at udøve deres politiske hverv som hidtil, fx dialogmøder, udvalgs-besøg, indvielser etc."

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.