Nu skal handicappede i job: Minister lancerer kampagne

Politik

25/3/18 4:58

Nick Allentoft

Der fortsat alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet, selv om mange virksomheder tager et socialt ansvar, og selv om der er ordninger som eksempelvis fleksjob, personlig assistance og hjælpemidler, lyder det fra beskæftigelsesministeren.

Mennesker med et handicap har værdifulde ressourcer, som de både kan og gerne vil bidrage med på arbejdsmarkedet. Samtidig findes der gode muligheder for at få blandt andet et hjælpemiddel, der kan kompensere for et handicap, så det ikke står i vejen for drømmejobbet. Det er budskabet i en kampagne, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering lancerer torsdag.  

Det går lige nu rigtigt godt på det danske arbejdsmarked. Beskæftigelsen har aldrig været højere – alligevel er det fortsat kun fem ud af ti borgere med et handicap, der er i job. Det skal kampagnen Viljen til job gøre noget ved. Kampagnen opfordrer til, at borgere med et handicap, virksomheder og jobcentre skal arbejde tættere sammen og udnytte eksisterende og ny viden til at ændre holdninger på området og gøre brug af de mange hjælpemidler, som jobcentret kan bevillige, og som alt for få kender til.

Læs mere om det rummelige arbejdsmarked

Vi har samlet væsentlige historier om det runmmelige arbejdsmarked på tema-siden her. 

Handicap og job kan sagtens forenes. Det handler blandt andet om, at virksomhederne bliver bedre til at se muligheder og ressourcer – og ikke begrænsninger. Og at jobcentrene bliver bedre til at tro på, at job er en reel mulighed for mange flere.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

- Vi skal udnytte, at beskæftigelsen i øjeblikket er rekordhøj i Danmark. Det giver en unik mulighed for at få flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet. Desværre må vi konstatere, at de gode konjunkturer ikke kan klare opgaven alene. Selv om mange virksomheder tager et socialt ansvar, og selv om vi har ordninger som eksempelvis fleksjob, personlig assistance og hjælpemidler, er der fortsat alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet. Det skal kampagnen gøre noget ved. Næste skridt er et udspil, der vil komme med yderligere initiativer, som kan realisere potentialet blandt mennesker med handicap. Virksomheder har hårdt brug for arbejdskraften, og vi skylder de mange mennesker med handicap, at vi ser deres ressourcer og muligheder.  

Beskæftigelsesministeren og børne- og socialministeren vil før sommerferien lancere regeringens udspil til en beskæftigelsesstrategi for mennesker med handicap. Udspillet vil bygge på input fra erhvervslivet og handicaporganisationer og vil fortsætte arbejdet med at få realiseret potentialet blandt mennesker med et handicap.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

- Mange mennesker med handicap har ressourcer og kompetencer, som vi skal være meget bedre til at bringe i spil på det danske arbejdsmarked med den hjælp og støtte, de har brug for. Det kommer vi til at gøre noget ved med det kommende udspil, og så er det også nødvendigt, at vi får gjort op med de fordomme, der ofte gør det svært for mennesker med handicap at komme ind på en arbejdsplads. Her er kampagnen et rigtig godt tiltag, der kan være med til at skabe positiv opmærksomhed blandt alle parter, der skal bidrage til, at det lykkes.  

Om Code of Care

Non-profit initiativet Code of Care ønsker at erhvervslivet går foran med at tage socialt ansvar. Der er penge i det for virksomhederne, og samfundet vinder ved at udsatte borgere får et tilhørsforhold til arbejdsmarkedet - ofte med så stor succes, at det skaber nye jobs. 

Læs mere om Code of Care her.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering står bag kampagnen, der er et led i satspuljeinitiativet ”Et mere rummeligt arbejdsmarked for borgere med handicap” fra 2017.

Kampagnen sætter fokus på nogle af de mange eksempler på, at det kan lade sig gøre at forene et handicap og arbejde. Flere eksempler er præsenteret på kampagnens hjemmeside www.viljentiljob.dk, hvor man også kan finde gode råd og viden om de kompenserende handicapordninger.

Se kampagnen her