Regeringen fastfryser kommunal medfinansiering på sundhedsområdet

Sundhed

21/03/2019 07:46

Nick Allentoft

Regeringen har besluttet at fastfryse den kommunale medfinansiering i 2019, så kommunerne får budgetsikkerhed i år.

En række kommuner har oplevet problemer på grund af ændringer i den såkaldte kommunale medfinansiering (KMF) – en ordning hvor kommuner betaler en del af deres borgeres sygehusbehandling.

Ifølge kommunerne får de en regning, hvor de ikke kan se, hvad de betaler for, og det gør det vanskeligt at budgettere. Derfor vil regeringen nu fastfryse ordningen, så kommunerne får budgetsikkerhed i 2019.

Følg sundhedsdebatten

Vi samler de væsentlige historier fra sundhedsområdet lige her. 

Vær med i temaet - bliv redaktør på DenOffentlige. Skriv til os for at høre mere

”Når nogle kommuner oplever så store problemer, er vi selvfølgelig nødt til at tage det alvorligt. For det er selvsagt frustrerende for kommunerne, hvis de ikke kan gennemskue regningerne fra ministeriet og regionerne. Derfor fastfryser vi KMF’en, så der er budgetsikkerhed i ´19 – netop som KL’s formandskab har ønsket det,” siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Ministeren vil drøfte efterreguleringen for 2019 med KL, men vil allerede nu gerne sige, at tanken er at sikre et begrænset udsving i forhold til den faktiske kommunale betaling.

Regeringen har igangsat analyse
Sundhedsministeren understreger, at den kommunale medfinansierings incitamenter til en styrket pleje og forebyggelse er centrale også fremadrettet, hvor kommunernes rolle på sundhedsområdet styrkes markant med den sundhedsreform, som regeringen netop nu forhandler.

Derfor vil regeringen se på, hvordan man kan løse problemerne og har igangsat en analyse af udviklingen i ordingen, som ventes færdig i løbet af 2019.

”Kommunerne kan nu med ro i maven afvente resultaterne af regeringens analyse, som skal kaste lys over en række udsving i ordningen. Vi må til bunds i problemerne, så vi kan fortsætte arbejdet med at forebygge unødige indlæggelser og i stedet sikre borgeren et nært og sammenhængende sundhedstilbud,” siger Ellen Trane Nørby.  

FAKTA om kommunal medfinansiering

  • Den kommunale medfinansiering er en ordning hvor kommuner betaler en del af deres borgeres sygehusbehandling. Ordningen blev indført med kommunalreformen i 2007 med det sigte at styrke den kommunale forebyggelsesindsats.
  • I 2018 blev ordningen aldersdifferentieret – bl.a. efter ønske fra KL – for at målrette ordningen mod ældre og småbørn, som kommunerne i forvejen har tæt kontakt med.
  • Det kan have givet udsving i ordningen, ligesom et nyt DRG-system, overgangen til LPR3 og Sundhedsplatformen kan have givet udsving.
  • Regeringen har derfor igangsat en analyse af udviklingen i ordningen i lyset af de nye regler.

Mest Læste

Annonce