Mens vi venter på Ledelseskommissionen
Se hele vores tema om Ledelseskommissionen her
Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?
For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt.
Selvom ledelse i politisk styrede organisationer med mange bundlinjer og stor medieopmærksomhed givetvis er langt mere kompleks en ledelse af en privat virksomhed, der skal skabe profit til aktionærerne, så er der noget grundlæggende rigtigt i denne betragtning.
Ligesom offentlige ledere fra forskellige serviceområder kan forstyrre hinanden og skabe gensidig læring om, hvordan man udøver god og værdiskabende ledelse, kan ledere fra forskellige sektorer bestemt også inspirere hinanden. Min stille bøn er blot, at offentlige ledere får lov at lære af nutidens private ledere fremfor fortidens.
Dengang i 50'erne
I midten af 50’erne opstod forestillingen om målstyrede virksomheder, hvor decentrale lederne fik ansvar for at realisere specifikke resultatmål inden for et givet budget ved hjælp af skønsom blanding af pisk, gulerod og prædikener, eller det som ledelsesforskningen betegner transaktions- og transformations-ledelse.
Lederne skulle træde i karakter som tydelige ledere og instruere, evaluere og korrigere medarbejderne samtidig med at de udviklede, kommunikerede og fastholdt en klar mission og vision for organisationens og medarbejdernes indsats. Ledelsen af medarbejderne skulle baseres på klar og tilstrækkelig information om ressourceforbrug og præsentation og bidrage til at forøge effektiviteten.
Den nye ledelsesform kom hurtig på mode blandt private virksomheder, som i større eller mindre omfang indførte de nye principper for virksomhedsledelse i 60’erne og 70’erne. Langsomt men sikkert blev det imidlertid klart, at målstyring, kontrol og incitamentsstyring ikke altid virkede efter hensigten og ofte skabte utilsigtede effekter i form af målforskydninger, demotiverede medarbejdere og fortrængning af medarbejdernes indre faglige og opgaverelaterede motivation.
Den hierarkiske og instrumentalistiske ledelsestænkning blev derfor langsomt udskiftet med en langt mere romantisk og spiritualistisk ledelsestænkning som fokuserede på udvikling, holdånd, arbejdsglæde og mulighed for selv-realisering. Antallet af private virksomheder styret af autistiske KPI fetichister faldt drastisk, og i Danmark er der vel kun få tilbage med den filosofi.
Så kom den offentlige sektor med
Omtrent på dette tidspunkt begyndte den offentlige sektor med mindst 20 års forsinkelse af indføre strategiske ledelsesprincipper baseret på mål-og ramme styring koblet til resultatmåling og positive og negative sanktioner.
Den nye offentlige ledelsestænkning fik betegnelsen New Public Management, men var ved sin indførelse allerede forældet. 30 år efter har vi måtte sande, at selvom vores offentlige ledere i dag er mere kompetente og har et større ledelsesrum, og er blevet bedre til at styre efter klare mål og evaluere resultaterne, så har det nye offentlige ledelsesparadigme i mange henseender skabt et bureaukratisk, skævvridende og ineffektivt kontrolsystem baseret på en voksende mistillid mellem ledere og medarbejdere.
Alt det private ledere gør og kan
Efter forskerne i årevis har talt for døve øren, når de advarede mod de utilsigtede skadevirkninger af en overdreven brug af New Public Management, står politikerne i dag i kø for at ’gøre op med New Public Management’. Det er sådan set fint nok. Men hvis vi nu igen skal lære af lederne i den private sektor, så ville det være dejligt, hvis vi skævede til nutidens ledere i de mest succesfulde private virksomheder.
Nutidens private ledere har meget de kan lære offentlige ledere.
Private ledere går ofte forrest, når det gælder om at skabe nye produktioner og serviceydelser i tæt samarbejde med kunderne.
Private ledere viser en høj grad af tillid til deres medarbejdere, tilskynder teambaseret selvstyring og selvledelse, og tillader i nogen tilfælde medarbejderne at bruge en del af arbejdstiden til at forfølge deres egne ideer til produkt- og forretningsudvikling.
Private ledere understøtter deres medarbejderes faglige kompetenceudvikling, samtidig med at de forsøger at hindre stress og udbrændthed ved at italesætte grænserne for medarbejdernes ihærdighed. De skaber fladere og mere fleksible organisationer, hvor opgaven sætter holdet.
Private ledere satser på innovation og skaber strategiske alliancer og partnerskaber med andre virksomheder og offentlige myndigheder for at fremme læring og innovationsskabelse.
Selvfølgelig er der stadig mere traditionelle firmaer med mere gammeldags ledelsesformer, men lad os dog lære af de bedste i klassen blandt nutidens private virksomhedsledere i stedet for at kigge i bakspejlet og genopfinde den hedengangne ledelsestænkning fra 60’erne og 70’erne.
Hvis det er det ledelseskommissionen er sat i verden for, så er det bare at komme i gang med at udvikle nye former for ledelse af samproduktion, samskabelse, netværk og innovation.