Statistisk er en sjov størrelse, også når man taler om ”de rige”. Jeg læste eksempelvis engang, at en dansk kontanthjælpsmodtager er blandt de 5 % rigeste i verden (hvad der vel mest siger noget trist om resten af verden). Det er også pudsigt, at man hele tiden læser overskrifter om stigende ulighed, når den globale ulighed faktisk er faldet markant af den simple årsag, at Kina og andre ulande er skiftet til markedsøkonomi i 80erne. Selv Thomas Pikettis meget omtalte undersøgelser af rigdom i fire vestlige lande viste faktisk, at uligheden var faldet over de 200 år, han undersøgte.
Mattias Tesfaye og Lars Tvede tegner nye konturer for rød og blå
Lars Tvede og Mattias Tesfaye mødte for første gang hinanden i Mediehuset DenOffentliges debatkoncept Society Zoo. Det skete efter gensidige anmeldelser af hinandens bøger, Det Kreative Samfund og Kloge Hænder.
Find interviews og deres respektive anmeldelser her.
Men der er et aspekt af rigdom, som mange overser, nemlig det, man kalder longitudinale studier, hvor man istedet for at lave et øjebliksbillede følger hver variabel (her hver person) over tid. Disse viser nemlig, at det overhovedet ikke er de samme personer, der ligger i den "rige" kategori fra år til år. I USA undersøgte finansministeriet eksempelvis, hvad der skete med folk, der i 1996 var blandt de 20% fattigste og fandt, at disse frem til 2015 så deres indtægter stige 91%. Så de fattige blev meget rigere. Derimod så dem, der i 1996 var blandt de 5% rigeste gennemsnitligt deres indtægter falde lidt, og de 0,1% rigeste havde gennemsnitlige indtægtsfald på over 50%. De rige blev altså fattigere. Dette ser man slet ikke i et øjebliksbillede, men det fremgår af et longitudinal-studie, og så bliver helhedsopfattelsen pludselig en ganske anden.
Denne volatilitet har nogle bizarre resultater. Eksempelvis oplever 12 % af amerikanerne faktisk mindst én gang at være blandt de 1 % rigeste, hvad der egentlig er vildt. Tænk lige over det; 12 % har været blandt de rige 1%!
Næsten endnu vildere er, at 39 % prøver at være blandt de 5 % rigeste.
Og hele 73 % prøver at være blandt de 20 % rigeste.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Samtidig har 54 % imidlertid også været blandt de fattigste, hvilket betyder at mange (såsom jeg selv) gennem deres liv oplever at være i begge ender af skalaen.
En analyse af de 400 rigeste amerikanere mellem 1992 og 2008 viste, at tre ud af fire kun forblev på listen i et enkelt år. Det er egentlig ikke ret længe – 12 months of fame - og kun fire personer (Ja, 4!) havde været på listen gennem alle 16 år. For så vidt angår Danmark er 70 % af dem, der oplever at være blandt de rigeste 1 %, det kun maksimalt seks år, og 39 % er det kun i et enkelt år. Tænk ikke på de 1% rigeste som en speciel gruppe af mennesker. Tænk mere på det som afgangshallen i en lufthavn, hvor folk strømmer igennem, og kun ganske få bliver stående i længere tid.
Dette hænger efter min mening sammen med, hvordan alting går hurtigere i dag end før. I1920erne var gennemsnitsalderen for S&P500 67 år, men i 2010 var det faldet til 16 år. Og dette gælder endda S&P500, som primært rummer relativt konservative virksomheder. NASDAQ, derimod, rummer masser af milliard-selskaber, som opnåede deres storhed på eksempelvis 2-5 år. Firmaet Quirky, som selv opnåede enorm succes på ingen tid, hjælper folk med at identificere ideer og lancere nye produkter, og deres gennemsnitlige periode fra ide til virkelighed er blot fire måneder. Min egen datter opbyggede et globalt firma med over 100 ansatte på fire år. Hun startede da hun var 18 og universitetsstuderende. I det år boede hun i et kollegieværelse, der lignede en fængsescelle og havde ikke en krone. Nu er hun nok "rig" efter statistikkerne, men næsten hele hendes velstand er bundet op i varelagre, maskiner og udstyr. Men pointen er, at det dæleme gik hurtigt.
Erhvervslivet er altså blevet langt mere volatilt, og firmaer kommer og går med lynende hast, ligesom folk kommer og går i en lufthavn.
De kommer og går også stadigt hurtigere i erhvervslivets top. Ser vi på professionelle topledere, betaler virksomhederne i dag mere for superstjernerne end før, hvilket fører tankerne hen på professionel fodbold. Men hvis eller når toplederen ikke længere performer, kommer fyresedlen langt hurtigere end før, hvilket ligeledes fører tankerne hen på professionel fodbold. En dårlig sæson, og du er færdig, og kort tid efter er du næppe længere blandt "de rige". Så når man siger, at der er koldt på toppen, er det måske fordi, der her er voldsom gennemtræk.
Under alle omstændigheder er det ofte præsenterede billede af en lille gruppe mennesker, der er enormt rige, meget misvisende, for det er overhovedet ikke de samme mennesker fra år til år eller fra årti til årti, og som sagt er den globale ulighed faldet markant i vor livstid.
Den mere konstruktive diskussion om ulighed går efter min mening på, hvordan man kan give flere mennesker mulighed for at skabe et godt liv, hvilket hænger sammen med at få folk i uddannelser, der passer til deres evner og lyster og som fører til noget, der er en efterspørgsel efter. Og det handler også om at undgå en afhængighedskultur. Jeg tror, kultur er virkelig vigtigt.
Fakta og kilder
BBC artikel: Can a company live forever
The 400 Individual Income Tax Returns Reporting the Highest Adjusted Gross Incomes Each Year, 1992-2008, IRS. The relevant numbers appear in table 4.
Hansen, M.L. & C. H. Heiberg: Top 1 PCT. – ca. 39 pct. er ude efter 1 år, CEPOS, 30. Juni, 2014.
NOTE: Denne artikel er udgivet første gang den 19. januar 2016, men genudgivet i forbindelse med tema om fattigdom den 15. november 2016.
