“Vi er nødt til at gøre op med et system, der tvinger psykiatere til at vælge ydelser frem for behandling. Som børne- og ungdomspsykiater er jeg nødt til at gå ud og deltage i debatten, fordi vi i dag tænker i regneark og talmagi og i stigende grad medicinerer, før vi fokuserer på en faglig ordentlig behandling.”
Sådan siger Nina Tejs Jørring, der er ny blogger på DenOffentlige. Hun melder sig dermed ind i en debat, hvor fagfolk de senere år er trykket tilbage som følge af fokus på økonomi og styring.
“Jeg oplever i mit daglige arbejde frustrationerne ved et administrativt og politisk system, der er topstyret, og som ofte bruger måleredskaber, der er helt uden relevans for patienter, børn, unge, familier eller mig,” siger Nina Tejs Jørring. Når man primært styrer ud fra faste krav og kasser, er der ingen fleksibilitet i systemet, og det går ud over psykisk syge børn og unge. Læs også interview med kommunaldirektørernes formand: Vi skal tilbage til fællesskabet “Styringen bidrager til at passivisere alle: børn, unge, forældre og pårørende til psykisk syge børn og unge. Alle aktører bliver vores modstandere, de skaber problemer, hvis de udfordrer vores måde at “måle” dem og vores egne handlinger på,” mener hun. Effekten af styringen bliver den stik modsatte af formålet, nemlig brug af endnu flere ressourcer, påpeger børne- og ungdomspsykiateren. “Skal vi lykkes med at hjælpe børn og unge med psykisk lidelse skal forældrene inddrages og være aktive deltagere i alle faser. Hele vejen. I dag bliver netværket - fra familie til myndighed - problemskabere i et ydelsesfacistisk system, men forældrene er ikke problemet. Forældrene er en del af løsningen og har selv ideer og vilje. Myndighederne burde også være en del af løsningen, men vi i systemet har ikke en chance for at søge de rette løsninger. Vi skal finde ydelser, der passer,” siger Nina Tejs Jørring, der til daglig arbejder i Region Hovedstadens børne- og ungdomspsykiatri og har mere end 15 års erfaring fra psykiatrien."Når vi skal hjælpe et barn på 7 år 'tæller det kun i det store regnskab' at tale med barnet, men ikke at tale med forældrene. Selvom det ofte meget bedre for barnet, at vi taler med forældrene, lærerne, skolepsykologen eller sagsbehandlerne uden barnet på 7 år er til stede," påpeger hun.
Styringen har taget magten Hun har længe haft lyst til at engagere sig i debatten, fordi hun brænder for de idealer det offentligte sygehusvæsen er bygget på. Men beslutningen var svær. Primært fordi hun arbejder med et fagområde, hvor alting altid kan debatteres, og hvor loyalitet overfor ledelsen er vigtig. Men hun mener, at udviklingen de senere år er tippet til fordel for styring og økonomi snarere end de mennesker, hun er uddannet og ansat til at hjælpe. Læs også: Hvor er lederskabet? Den offentlige sektor er mere styring end ledelse “Jeg brænder for vores velfærdsstat, for et statsligt, regionalt og kommunalt system. Men de opererer med en økonomisk model, hvor pengene er låst til forskellige kasser. Det er i dag stort set blevet praktisk umuligt at investere i en behandling, der har effekt på den lange bane, om fem-ti år, og det selvom behandlingen helt åbenlyst vil være til gavn for en anden pengekasse - for samfundsøkonomien,” siger børne- og ungdomspsykiateren. Svingdørsbehandling fremfor kontinuitet Når hun nu for alvor tager bladet fra munden og engagerer sig i debatten sker det delvist også i frustration over netop debatten. “Jeg læser alt for mange indlæg der enten dæmoniserer medicin eller forherliger medicin. Det er meget mere komplekst, når vi har med psykisk syge mennesker at gøre,” siger hun. Vi må kommunikere på en måde, så det bliver til gavn for vores patienter. En af hendes mærkesager bliver dog at udfordre systemets prioritering af medicinsk behandling før anden behandling. Og at stigende medicinudgifter medfører beskæringer i psykoterapi og samarbejde mellem sektorerne. Hun ønsker også at udfordre systemets prioritering af “Hurtigt ind, Hurtigt ud” fremfor støtte og samarbejde, der bygger på loyale og trofaste relationer over tid. “Vi er styret af ydelsesregistreringer, og det system forhindrer ofte effektiv patientbehandling. Jeg vil med bloggen gerne rejse en debat om andre måder at sætte ambitiøse mål for vores børne- og ungdomspsykiatri. Mål er godt – jeg elsker at sætte høje, ambitiøse mål - men de skal være relevante, og effekten af "måleriet" skal være positiv. Sådan er det desværre ikke længere,” siger Nina Tejs Jørring. Hun anerkender, at styringen og økonomien er væsentlige elementer, men har stort behov for at udfordre den systematik, der følger. “Jeg er ikke i tvivl om de gode tanker bag økonomisk styring og ydelserne. Men jeg er til gengæld meget i tvivl om, hvordan vi på en konstruktiv måde forholder os til de bivirkninger der er. Det lyder så flot, at lære af sine fejl, men tør vi lære af fejlene ved ydelsesregistreringerne ? ” spørger den nye blogger. Hun efterlyser mere lydhørhed og respekt for den faglighed, hun og hendes kolleger kommer med, når nye styringsmetoder og mål stilles op. “Må vi sige højt, hvordan vores faglige kvalitet daler, fordi vi måles på nogle ydelser, der giver os et incitament til at yde dårligere kvalitet? Kan vi sige det højt, med det formål, at udvikle, ændre og forbedre systemet? Det håber jeg,” siger Nina Tejs Jørring.
