Michael Schrøder, der er uddannet cand. scient. adm. fra Roskilde Universitetscenter i 1980, deltog i forhandlingerne, da Værløse og Farum blev tvangssammenlagt, og den nye kommune fik den gamle Flyvestation Værløse som såkaldt morgengave. Han har siden stået i spidsen for en kommune, der slæber på en tung splittende historie, og det har præget forvaltningen af Furesø Kommune. Schrøder lagde sammen med daværende borgmester Jesper Bach en linie, hvor vennetjenester og gråzoner blev historie.
Schrøder blev ansat i Værløse Kommune som kommunaldirektør i 1995 og har således beklædt posten i det nordsjællandske i 15 år. Han er den anden af fem direktører, der siger farvel på to måneder. Børne- og ungedirektør Jette Deltorp skiftede til Greve tidligere på efteråret.
/Redaktionen