Læs også Demokratirapport
For det tredje er det blevet sværere at være politiker som følge af en udvikling i samfundet, hvor specialer fylder mere og mere, og lovgivning bliver mere og mere kompleks. Der er kun et lille og stadig mindre rum til at tale politik.
En fjerde - og i denne sammenhæng sidste - grund, er nye medier, hvor informationen flyder som en flod, og skaber en verden, hvor enkeltsager kun giver plads til meningstilkendegivelser, men ingen grundlæggende forandringer i kommunen eller regionen. Nå ja, masser af siddende politikere vil den kommende tid føre valgkamp på alt det, de har været med til at gennemføre. Men forsvindende få kan reelt pege på, at de har været med til at sætte en politisk dagsorden, der skabte en ny politisk retning. Med mindre altså stramme besparelser og hård effektivisering kan kaldes en politisk retning i den forstand. Mangler politisk lederskab Læg disse fire tilfælde sammen, og man må forstå, hvorfor vi står med et demokratisk problem. Når politikerne bliver en del af systemet og bliver passiviseret af deres administratorer, mangler selvsamme embedsapparat de lynafledere og frontlinje-kæmpere, som politikere er og bør være.Ny social modstandsbevægelse
Velfærdsmodellen er under forandring. Staten bliver styrket og samfundet klemt. Det har fået flere og flere til at samle sig i protest. Vi kalder det den sociale modstandsbevægelse, som mobiliserer mennesker i protest mod konkurrencestatsreformer og i kamp for at bevare og styrke samfundet. De drømmer om velfærdssamfundet.
Det giver plads til oprør og uro. Plads til enkeltsager i bunkevis, og plads til en social modstandsbevægelse. Tusindvis af borgere oplever afmagt og frustration over, at ingen politikere tør tale deres sager på trods af, at netop politikerne opleves som de øverste ansvarlige for den velfærdsstat, vi lever i. Etableringen af en social modstandsbevægelse er udtryk for den mangel på politisk ledelse, der savnes i udviklingen af fremtidens velfærdsmodel.
Nu har andre aktører end politikerne taget initiativet til at tale politisk ledelse. COK (tidligere Den Kommunale Højskole) taler om at etablere et akademi for politisk ledelse. Professor Ulrik Kjær, SDU, påviser, at politikerne har været frustrerede over de samme ting siden 1995 uden egentlig at gøre noget ved det. Frustrerede over arbejdsvilkår, samarbejdsklima og kolleger. Valget den 19. november kan komme til at handle om politik. Men skal man tro de mennesker, der ved noget om den virkelighed, som de nyvalgte politikere går ind i, så skal der uddannelse til. Et ordsprog siger, at er du utilfreds, så gør noget ved det. Vi har hørt mange politikere bruge lignende vendinger om borgere, der bliver klemt i dagpengereform, fleksjobreform og så videre. Tør lokalpolitikerne selv sætte en ny dagsorden, lægge dynen med dokumenter til side, og fokusere på politikerens rolle, opgaver og ansvar? Vil lokalpolitikerne afvise eller gribe debatten om, at også i dette “lægmands-fag” er en form for uddannelse og videndeling nødvendig, for at skabe brugbare resultater? Den næste fireårige periode i kommuner og regioner kan sætte en ny standard for lokalpolitik. Spørgsmålet er, om politikernes mod og vilje er til stede.