For nylig viste en international undersøgelse, at Vestlige borgeres tro på demokrati som styreform for deres lands fremtid er katastrofalt lav. På få år er tilslutningen til demokrati som styreform styrtdykket, og eksperter taler om, at “folket” hellere vil have en stærk leder snarere end en demokratisk valgt leder.
Med Trump har demokratiet helt selv leveret en sådan leder, men kan styreformen klare denne prøve inden han fuldstændig opløser de civiliserede strukturer, som vores samfund har opbygget gennem et par århundreder?
Mere af Nick Allentoft
Svaret på dette spørgsmål skal søges både i vores egen måde at reagere på udviklingen men også i reaktionen hos vores folkevalgte, deres embedsværk og i den offentlige debat.
Trump er farlig
Præsident Donald Trump er en direkte trussel mod vores frihed, når han fremturer mod nogle af de væsentligste institutioner i vores samfund. Han disser ikke bare efterretningstjenester og medier, men fylder verden med løgn og har tilsyneladende ingen evne til at respektere andre end sig selv.
Den vestlige demokratiske verden kan ikke længere være i tvivl om faren ved Trump, for med hans indsættelsestale om America First sendte han et klart budskab til os allesammen. De store og stærkes moralske forpligtelse over for resten er nu ligegyldig. Sæt dig selv først og forlang af andre, at de retter ind efter dine behov.
Det er Trumps ord.
Sådan lød det fra ham, da han holdt sin indsættelsestale.
Prøv lige at møde på arbejde med den indstilling.
Eller skabe en familie med det afsæt!
Det spændende og direkte skræmmende er, om folkene omkring ham - fra rådgivere til ministre - moralsk, etisk og menneskeligt vælger at stå skulder ved skulder med ham den kommende tid, eller om de har modet til at sige fra.
Indtil videre peger meget på, at vi vil se, hvad man normalt ser: Mennesker retter ind for at være en del af magten, og modstandere demonstrerer.
Trump er folkets stemme
Men Trump er også folkets stemme. Der er mennesker, der har peget på ham af vidt forskellige årsager. Mange har fremhævet, hvor få stemmer Trump reelt fik i forhold til Hillary Clinton, men generelt er stemmeprocenten i USA ganske lav. Det er faktisk normalt, at præsidenter reelt kun har opbakning fra omkring 30 procent af de stemmeberettigede. Obama blev valgt med 33.7 procent men faldt tilbage til 30.6 procent i 2012, mens Trump er valgt med 26.3 procent af de stemmeberettigede mod Hillary Clintons 26.5 procent.
Den generelle opfattelse er, at Trumps vælgere er mennesker, der reagerer på, at demokratiet har glemt dem, og derfor er Trumps ord i indsættelsestalen “the forgotten people” essentielle.
Andre peger på, at demokratiets ledere - eliten - er blevet så selvtilstrækkelige, at de simpelthen har glemt, hvad demokratiets formål er, nemlig at sikre samfundets lederskab i respekt for folket - hele folket. I det lys er det naturligvis en anelse ironisk, at præsidentkontoret får en gæst de næste fire år, som vinder med støtte fra “det glemte folk” men indtager The Oval Office med støtte fra blot 26.3 procent af vælgerne.
Trump kan således være nok så frastødende i sin opførsel, men det er hans politik, der er det væsentlige, og meget tyder på, at Trump vil forsøge at gennemføre sin politik uden respekt for de demokratiske værdier og institutioner, som vestlige samfund har opbygget gennem et par århundreder.
Det fører til det allerstørste problem ved vejen til - og valget af - Trump.
Svaret til vælgerne udebliver
Ingen - hverken systemerne eller de beslutningstagere, systemerne rummer - har endnu reageret med et brugbart svar på den bevægelse Trump står i spidsen for.
Præsidenten repræsenterer åbenlyst et oprør, som har ulmet i hele den vestlige Verden gennem flere år. Briterne satte en streg under med Brexit sidste år, mens vi i Danmark har set det med både stigende opbakning til Dansk Folkeparti og i perioder over 10 procent vælgeropbakning til Enhedslisten.
Alligevel har mange reaktioner fra systemet og de gamle partier indtil videre blot været en bekræftelse af, hvorfor oprøret er nødvendigt.
Almindelige menige mennesker er kørt over af udviklingen, og de politiske svar på udfordringerne har primært fokuseret på mere af det samme.
Den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, men mennesker flytter sig stort set med samme tempo, som vi altid har gjort. Nye smarte mobiltelefoner og apps kan nok være spændende og interessante, men i sidste ende skal vi alle passe vores arbejde, vores familie og vores venner, og så må alt det smarte komme i fjerde række.
Måske er det årsagen til, at befolkningen og den offentlige debat bliver mere og mere spaltet mellem for og imod. Mellem ja og nej. Eller mellem folket og eliten. Det kan kun føre til mere oprør, mere krise, flere chok og større utryghed.
I det lys bliver det for let, når Trump-kritikere tyer til demonstrationer, symbolske protester på sociale medier eller hån og latterliggørelse af Trump og hans budskaber. Her er det svært at høre nogen tage en stor befolkningsgruppes bekymringer alvorligt. Forargelse og fordømmelse har sjældent bidraget til noget konstruktivt.
Demokratiets største krise
Konstruktivt er netop, hvad der er brug for med en demokratikrise, der når historiske højder.
Fakta er, at demokrati har bragt en demokratifornægter ind som leder af Verdens største demokrati. Fornægte er nemlig hvad Trump gør når han eroderer tilliden til de institutioner, der er bindemidlet for samfundets indretning. Først mål for Trump er tilsyneladende medierne, som han erklærede krig med inden der var gået 48 timer i Det Hvide Hus.
Hvis befolkningen først mister tilliden til medierne, forsvinder tilliden til resten. Så er vejen banet for en ukendt men skræmmende udvikling.
Det forpligter også medierne, og med presset fra Trump stiller det enorme krav til mediernes ledere, for får Trump først sin mediekrig, har han vundet. Medierne må altså modstå invitationen til krig uanset hvor meget den nye amerikanske præsident provokerer.
Det vil forstærke demokratikrisen, hvis splittelsen først slår rod i medierne. Mediebranchen er en væsentlig del af et velfungerende demokrati, men selv i Danmark har vi de senere år set, hvordan faktaresistente selvudnævnte medier forurener den offentlige debat og derigennem mobiliserer protestgrupper i befolkningen.
Hvis etablerede institutioner som efterretningstjenester, forskningsinstitutioner og demokratisk valgte forsamlinger mister deres berettigelse, fordi demokratisk valgte ledere afskriver dem, er vejen banet for en ukendt men skræmmende udvikling.
Den styreform, som har gjort Vesten rig og stærk, er nu truet mere end nogensinde. Selv ikke en Verdenskrig var en større trussel, for netop demokratisk sammenhold sikrede sejren mod totalitære rædselsregimer.
I stedet står den vestlige Verden nu med en leder, der fører sig frem som Putin og Kinas Xi Jingpin. Men altså er demokratisk valgt.
Demokrati er samtale
Essensen af demokrati er samtale frem til en fælles forståelse. Det er respekt for andre synspunkter. Det er retten til at sige sin mening.
Men demokrati er også erkendelsen af, at ingen partier, mennesker eller organisationer alene har de rigtige svar på beslutninger om samfundets indretning.
Når demokratiets beslutningstagere opfører sig som om de alene har svaret på verdens problemer, har vi et problem.
Når systemet optræder samlet og mener, at det alene skal, kan og bør træffe nødvendige beslutninger for samfundets bedste, har vi et problem.
Når systemets beslutninger i stigende grad bliver truffet under hensyn til systemet og de strukturer vi har opbygget snarere end under hensyn til det folk, det hele er her for, ja, så har vi et kæmpestort problem.
Der er derfor tale om en helt enormt pres mod mennesker, der taler imod systemet. I det lys, virker det logisk og forståeligt, at der skulle en Trump til - med alle hans ekstremer - før en ny bevægelse og nye erkendelser kan komme.
We før me first
Vi har nemlig brug for en ny erkendelse, og den erkendelse kan man ane små forsigtige tegn på hos enkelte politikere, erhvervsledere, organisationer og i embedsværket.
Men det går alt for langsomt, for det er gennem erkendelsen, at vi kan genskabe en konstruktiv demokratisk samtale.
Vi kan alle skubbe på udviklingen. At skubbe på Trump, hjælper dog ikke. Det øger blot spændingerne. Man åbner ingen døre, nedlægger ingen mure og skaber ingen samtale ved at fremture med egen selvretfærdighed.
Vi skal i stedet forvente af hver eneste politiker, leder og organisation, at de tager et ansvar, der rækker længere end “me first”.
Vi skal forvente, at mennesker, der har valgt at arbejde for samfundets interesser, netop også varetager samfundets interesser. Karriere i den offentlige sektor, i politik eller i nogle af de organisationer, der varetager samfundsgruppers interesser, må først og fremmest forpligte den enkelte til at tænke “we”.
Danmark er ikke større end vi kan gå en anden vej, og vise resten af Verden, at “we” er muligt.
Alternativet er, at vi om nogle år - og med stor sandsynlighed efter en periode med enorm uro, usikkerhed og kaos - skal genopfinde samfundets strukturer helt fra bunden. Det er i hvert fald en bekymring, som nogle at de allerrigeste i USA allerede tager forskud på.
