Ny udgivelse: Få værktøj til jobcentrets samarbejde med små virksomheder

Ledelse

02/06/2014 08:31

Jakob Rom Johansen

Små virksomheder er rigtig gode til at tage imod udsatte ledige, viser erfaringer fra flere jobcentre. Cabi har derfor udgivet et katalog med inspiration og værtøjer til, hvordan jobcentre kan styrke samarbejdet med små virksomheder.

Små virksomheder har ofte kort vej fra leder til medarbejder, og praktikanter bliver lynhurtigt en del af hverdagen og fællesskabet. Mange små virksomheder er desuden villige til at gå rigtig langt for at hjælpe deres praktikanter.

Sådan lyder erfaringerne fra flere jobcentre, som netværks- og videnshuset Cabi har besøgt i forbindelsen med researchen til kataloget ’Samarbejde med små virksomheder om udsatte ledige’, som netop er udgivet.

Kataloget er gratis, og det er særligt henvendt til dig, der fungerer som jobcentrets opsøgende medarbejder med virksomhedskontakt.

I kataloget får du bl.a. inspiration og værktøjer til:

  • hvordan du laver det gode match mellem borger og virksomhed.
  • hvordan du finder det lokale potentiale.
  • hvordan dit jobcenter kan fungere som rekrutteringspartner.
  • hvordan du opnår bedre kendskab til virksomhederne.

Små virksomheder med stort potentiale

Cabi har besøgt jobcentre og virksomheder i Ringsted, Esbjerg, Hedensted, Horsens og Faaborg-Midtfyn, og i kataloget får du deres tips og tricks til et godt samarbejde med små virksomheder om at få udsatte ledige tættere på job.

Erfaringen fra jobcentrene er, at de små virksomheder besidder et stort potentiale i forhold til at tage imod udsatte grupper. Og der er mange af dem. I 2012 var der ifølge Danmarks Statistik ca. 134.000 virksomheder med mellem to og tyve ansatte. Det svarer til 85 procent af landets arbejdssteder.

Hent kataloget

Du kan bestille eller downloade det gratis katalog direkte på Cabis hjemmeside.

Mest Læste

Annonce