Sidste års vinder af CSR People Prize fra Bevola
Sidste års vinder af CSR People Prize fra Bevola

Vær med til at finde Danmarks mest socialt ansvarlige virksomhed!

Ledelse

20/5/14 7:58

Jakob Rom Johansen

CSR People Prize er prisen for de virksomheder, der tager et stort socialt ansvar. Nu kan du søge prisen eller indstille de virksomheder, som du mener, fortjener et stort skulderklap. Prisen uddeles ved CSR Awards 30. oktober.

”Det er så vigtigt for os, at vinde denne her pris for det arbejde, vi gør internt og eksternt. Lige pludselig giver det mening, ikke bare for mig, men også for mine medarbejdere. Det betyder, at vi øger vores indsats og fastholder, det vi gør. Ikke bare forretningsmæssigt, men også på det sociale engagement.”

Sådan sagde Tommy Horn, administrerende direktør for Ringsted-virksomheden Bevola, få minutter efter at han sidste år havde modtaget CSR People Prize.

Nu er chancen der for nye virksomheder, for igen i år uddeler VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar hædersprisen CSR People Prize.

Det er en pris, som går til virksomheder, der gør en ekstraordinær indsats for at vise socialt ansvar over for sine medarbejdere eller for mennesker, som har brug for en ekstra chance for at få foden inden for på arbejdsmarkedet.

De gode historier skal frem i lyset

Nu åbner VFSA for indstillinger til CSR People Prize, og alle virksomheder – store som små og offentlige og private – kan søge prisen. Eller du kan indstille andre virksomheder, som du mener, fortjener et skulderklap for en god indsats.

Virksomheders sociale ansvar kommer fx til udtryk gennem forebyggelse af stress og sygdom på arbejdspladsen eller ved at fastholde medarbejdere, som har brug for støtte. Mange virksomheder viser også socialt ansvar ved at indsluse mennesker, som har svært ved at bide sig fast i beskæftigelse på grund af handicap, misbrug, en kriminel fortid eller af helt andre årsager.

Eller måske kender du helt andre måder at tage ansvar på. Lige nu leder vi efter de mange gode historier, så vi kan få dem frem i lyset og andre kan blive inspireret af dem.

Alle virksomheder kan være med

VFSA bruger CSR People Prize til at fremhæve de gode initiativer, erfaringer og resultater, der skabes, når virksomheder tager et socialt ansvar.

Alle virksomheder – offentlige som private – kan komme i betragtning til CSR People Prize, som uddeles i to kategorier:

  • Mindre virksomheder med færre end 100 ansatte
  • Store virksomheder med flere end 100 ansatte

Prisen uddeles den 30. oktober 2014 til det store årlige prisshow CSR Awards, som finder sted i Holstebro.

Sidste år var det Bevola, som opbygger lastbiler, hængere og trailer, der fik de mindre virksomheders pris, mens pensions- og sikringsselskabet ATP løb med CSR People Prize for virksomheder med over 100 ansatte.

Søg prisen eller giv et skulderklap!

VFSA tager nu imod indstillinger til CSR People Prize, og fristen for indstillinger er allerede 30. juni. Hvis du mener, at din virksomhed gør en særlig indsats, så søg prisen allerede i dag!

Eller indstil en anden virksomhed, hvis du kender én, der fortjener et stort skulderklap for sin indsats.

Sådan gør du:

Indstil en virksomhed til CSR People Prize >>

Læs mere om VFSA og CSR People Prize >>

Læs mere om CSR Awards hos csrfonden.dk >>