Ensomhed i arbejdslivet - et personligt og organisatorisk problem

Alenehed og ensomhed At være alene er et menneskeligt grundvilkår. Den psykologiske evne til at være alene er lige så vigtig som evnen til at skabe og indgå i meningsfulde relationer. Evnen til at være alene grundlægges tidligt i livet og læres i andres nærvær. At være alene er væsensforskelligt fra at være ensom. Den, der er alene, kan række ud, her og nu eller senere.

At være ensom er at være afskåret fra muligheden for at forbinde sig med andre. At være ensom er at opleve sig eller være afvist for den man er, det man mener, eller det man kan. Flere undersøgelser viser, at ensomhed er forbundet med lavere livskvalitet og kan være helbredstruende. 

  Ensomhed i rollen og i gruppen Ensomhed i arbejdslivet er et problem. For dem der oplever sig ensomme, for dem der mister eller undgår kontakten med de ensomme, og for organisationen, der ikke får den fulde viden og engagement fra dem, som af forskellige grunde ikke rigtig er en del af arbejdsfællesskabet.    Ensomhed opstår i eller forstærkes af den rolle, man indtager. Vi møder ofte ensomhed hos ledere, der qua deres rolle, helt naturligt er alene med beslutninger og viden og omgivelsernes forventning om kapacitet til at overkomme, rumme og klare. Rollens naturlige alenehed kan udvikle sig til slidsom ensomhed, som kan opleves både skamfuld og personlig. Ensomhed kan også være en gruppedynamik. Den der udtrykker og bærer synspunkter, erfaringer og følelser, som andre ikke vil vide af, kan blive ensom. Syndebukken er ensom. Og det er helten, som idealiseres og holdes i et idealiseringsfængsel også.    Opgave og relationer – kærlighed i arbejdslivet For mange af os bliver arbejdslivet heldigvis ramme om betydningsfulde og tætte relationer. Det er svært og ofte misundelsesfyldt at være udenfor vigtige, nære, venskabelige og kærlige relationer. Der kan udvikle sig en ond cirkel, hvor hverken den ensomme eller de andre formår at ændre mønstret i samarbejdet. Vi hverken kan eller skal afskaffe, at der er nogen man bedre kan lide at arbejde sammen med, end andre. At der er relationer, hvor arbejdet kan tage karakter af leg, optagethed af at løse opgaverne eller blot og bart glæden ved at arbejde sammen med en man kan lide og har en særlig tillid til. 

Opgavefællesskaber med fokus på arbejdsopgaven gør det enklere at arbejde sammen trods forskelligheder. En generel tolerance for forskelligheder – netop og især – når forskellighederne ikke blot er et krydderi på tilværelsen, men udgør en udfordring, et problem og ikke blot er et hurraord. Man må ville det. Og derigennem tage ansvar for, at ensomhed ikke alene er et etisk mellemmenneskeligt problem, men også er og bliver et gruppe- og organisatorisk problem, som kan løses. Hvis vi kan og vil. 

Du kan læse mere her: ”Kærlighed og ensomhed i arbejdslivet” af Birgitte Bonnerup og Annemette Hasselager. Bogen er udkommet d. 28. august på Hans Reitzels Forlag.