Psykolog i beskæftigelsessystemet: Vi overser de psykiske problemer

Velfærd

26/3/18 2:57

Freja Eriksen

En stor del af de mennesker, der lever på kanten af arbejdsmarkedet - især de aktivitetsparate - kæmper med komplekse psykiske og sociale vanskeligheder. Derfor må vi i beskæftigelsesindsatsen blive bedre til at genkende og forstå psykiske lidelser - så fx skizofreni ikke i årevis forbliver en uopdaget barriere.

Som psykolog har jeg været ansat både i privat praksis og i flere stillinger i psykiatrien. Da jeg i 2015 skiftede til den københavnske beskæftigelsesindsats, troede jeg egentlig, jeg skulle til at have med mennesker at gøre, som havde det en smule lettere og var lidt mindre plagede, end jeg var vant til. Jeg tog fejl. 

I Danmark har vi gennem en årrække haft omkring en halv million mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, der modtager ydelser som kontanthjælp, uddannelseshjælp og sygedagpenge. Disse mennesker kæmper i gennemsnit med flere psykosociale udfordringer end resten af Danmarks befolkning. De udfordringer kan være at have haft en ustabil familiesituation som barn, mangel på en kompetencegivende uddannelse, større risiko for at have været indblandet i kriminalitet samt et dårligt psykisk og fysisk helbred. Faktisk har omkring 90 % af alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere mindst én af de udfordringer, og en stor del har flere.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Tallene varierer naturligvis, alt efter hvilken ydelse der er tale om. Mennesker på kontanthjælp kæmper således i gennemsnit med langt flere og langt tungere problemer end dem på dagpenge for slet ikke at tale om dem på barsel, SU og efterløn – af samme grund er de tre sidste grupper slet ikke talt med i den halve million, som er længst væk fra arbejdsmarkedet (se Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats, som udkom i 2015).

Det lille udsnit, jeg møder gennem mit arbejde, er de såkaldt aktivitetsparate unge under 30, som er vurderet til ikke at kunne begynde på job eller uddannelse inden for et år, og som har brug for hjælp til at komme videre i livet. Mange af de unge, jeg møder, kæmper med netop den slags komplekse vanskeligheder over en bred kam. Årelange faglige problemer, ensomhed, hjemløshed, psykisk sygdom og misbrug, bare for at nævne nogle stykker. 

Derfor er der brug for mere viden om psykiske lidelser hos mine socialfaglige kollegaer, som arbejder med mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. For i virkeligheden finder man nogle af Danmarks tungest belastede mennesker på vores job- og beskæftigelsescentre.

Beskæftigelsesindsatsen opsporer psykiske lidelser for sent

Flere danske forskningsprojekter har gennem årene peget på, at der i beskæftigelsesindsatsen mangler viden om, hvad psykiske lidelser er, hvordan de viser sig, og hvad de mere præcist indebærer (se f.eks. Rambøl 2014). Egentlig er det jo kun naturligt, at en socialrådgiver eller en mentor ikke er ekspert på området; deres spidskompetence ligger et andet sted. Men det kan faktisk være vældigt problematisk, når så mange af de mennesker, de møder hver dag, døjer med psykisk lidelse i en eller anden grad. Som landsformanden for Sind, Knud Kristensen, lidt bombastisk udtrykker det: 

”Kontanthjælpssystemet er overhovedet ikke gearet til disse her mennesker. De medarbejdere, som administrerer de økonomiske ydelser, ved ikke nok om psykiske sygdomme. Hvis man skal gøre noget ved antallet af personer på overførselsindkomst, skal man gøre noget ved deres sygdom.” (Politiken, 18. februar 2014)

Tit er det sådan, at lige netop de mest udsatte borgere mangler et godt og støttende netværk, som opdager, når de har det skidt, og som har ressourcerne til at handle på det. Derfor lander bolden hos os, der har den daglige eller ugentlige kontakt, og derfor er det så vigtigt, at vi kender noget til tegnene på psykisk sygdom og ved, hvordan vi skal håndtere dem. Ellers risikerer vi – naturligvis uden at ville det – at være med til at gøre ondt værre.

For eksempel er der stor forskel på funktionsniveau og fremtidsudsigter for henholdsvis en ung pige med social angst og hendes veninde med skizofreni, og de to vil have meget forskellige støttebehov. Hvis man som socialfaglig medarbejder ikke ved dét, eller hvis man fejltolker symptomer på skizofreni som social angst, risikerer man at stille krav til den unge, som hun ganske enkelt ikke kan leve op til – ligesom den unge går glip af den udredning og behandling, som i visse tilfælde er direkte livsvigtig. 

Det ord bruger jeg, fordi risikoen for social deroute og i værste fald selvmord er stærkt forhøjet hos mennesker med skizofreni, og naturligvis i langt højere grad, hvis de ikke modtager den rigtige behandling og støtte. En psykose kan være en meget skræmmende oplevelse, hvis man eksempelvis begynder at høre fjendtlige stemmer eller tror, at nogen er ude på at gøre én ondt. Og hvis man samtidig plages af negative symptomer såsom initiativløshed og nedsat evne til at føle glæde eller interesse er det let at se, hvordan tilværelsen i visse ulykkelige tilfælde ender med at køre helt af sporet.

Hvad kan vi gøre?

Heldigvis er vi gennem de sidste årtier blevet stadigt klogere på, hvordan svære psykiske lidelser som skizofreni kan behandles. Vi ved, at rigtig mange kan få gode, meningsfulde liv på trods, og at en langt større gruppe end tidligere antaget faktisk kommer sig igen (Nordentoft, 2013). Men hvis vi skal kunne tilbyde de berørte mennesker den absolut bedste støtte og dermed både spare hver enkelt for stor lidelse og samfundet for millioner af kroner, er der især to ting, jeg vil fremhæve vigtigheden af:

  • tidlig opsporing og afklaring
  • samarbejde på tværs af regioner og kommuner såvel som offentlige instanser

Det første punkt handler netop om, at vi, der har med sårbare unge at gøre, skal klædes bedre på til at opdage, når de har det skidt. Vi skal kende tidlige advarselssignaler såsom social tilbagetrækning, ængstelse, ændret udseende og adfærd. Og vi skal turde bryde tabuet og tage snakken med det berørte menneske samt henvise videre til kompetent udredning, sådan at den rigtige hjælp kan sættes i gang ved behov. Jo hurtigere, des bedre. 

Det andet punkt handler om tiden efter, at den rette udredning har fundet sted, og behandling og eventuelle sociale støtteforanstaltninger såsom hjemmevejledning, hjælp til at klare studierne eller misbrugsbehandling er sat i gang. For som vi, der arbejder med sårbare mennesker, ved, sker det desværre skræmmende ofte, at dialogen på tværs af fagskel og arbejdspladser halter. 

Én kontaktperson og en individtilpasset plan

På et tidspunkt hørte jeg om en borger, der gennem sin tid som arbejdsløs havde talt med i alt 45 forskellige mennesker på diverse centre lige fra psykologer og mentorer til socialrådgivere og jobkonsulenter. Det er godt nok svært at agere i, hvis man i forvejen har svært ved at overskue tilværelsen, og det bliver bestemt ikke lettere, hvis kommunikationen mellem alle de involverede parter er så godt som ikkeeksisterende.

En måde at imødekomme noget af dette på er ved at arbejde meget mere med gennemgående kontaktpersoner. Ét menneske, som er sat ordentligt ind i sagen, samler trådene og holder overblikket. 

Et andet forslag kunne være, at der prioriteres tid og ressourcer til at lægge en fleksibel, individtilpasset plan på tværs af diverse offentlige systemer (dette anbefales eksempelvis i Beskæftigelsesministeriets rapport fra 2015; se også Psykiatriudvalgets rapport fra 2013). 

På den måde kan eksempelvis mentor, hjemmevejleder og psykiater sørge for at koordinere deres indsatser, så alle trækker i samme retning. Det kunne helt konkret foregå ved nogle fælles møder, hvor nøglepersonerne omkring den unge i fællesskab med ham eller hende, det hele handler om, bliver enige om en strategi og en måde at nå hinanden på igen, når planen skal justeres. 

Der er formentlig et godt stykke vej fra der, hvor vi er nu, til at min drøm om tidlig opsporing af psykisk lidelse og én helhedsorienteret plan for hvert enkelt menneske på kanten af samfundet kan realiseres. Men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve på at nå derhen. 

Anne Cathrine Bomann er psykolog og aktuel med bogen En ud af hundrede – Om unge og skizofreni

Mere information om emnet: