Antallet af videnskabelige publikationer stiger støt, såvel nationalt som internationalt.
Umiddelbart en positiv udvikling set med forskningsbriller – men ifølge flere forskere er der en bagside. Udviklingen skyldes nemlig, at der i dag er kommet alt for meget fokus på kvantitet over kvalitet i videnskabelige publikationer, hvilket blandt andet har resulteret i, at forskerne fristes til at skære deres forskningsresultater op i mange mindre og tyndere skiver – såkaldt ’salamiforskning’. Det skriver Videnskab.dk.
Det gør det svært for alle deres kollegaer at følge med i den videnskabelige litteratur, hvor der optræder unødigt mange gentagelser, og hvor den samlede forskningskvalitet daler, lyder anken.
»En stor del af den forskning, der bliver udgivet i dag, er fuldstændig overflødig, fordi den ikke bidrager med ordentlig ny viden. Standarden er simpelthen for dårlig, der er ikke en kæft, der læser det, og det er ikke interessant,« lyder den hårde dom fra filosof Claus Strue Frederiksen, som er ekstern lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
En lang publikationsliste er i dag forskeres adgangsbillet til at få job, penge fra fonde og ofte også en glad chef, idet universiteternes basismidler blandt andet bliver fordelt på baggrund af fakulteternes samlede antal publikationer.
Siden Forskningsstyrelsen i 2009 indførte pointsystemet BFI til at optælle publikationer udgivet af danske forskningsinstitutioner er antallet af videnskabelige artikler for eksempel steget markant.
Men det store fokus på at udgive så mange artikler som muligt påvirker forskernes adfærd negativt, mener lektor i videnskabsteori Mikkel W. Johansen, som arbejder ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.
»Folk vil gerne have lange publikationslister og kommer til at tænke alting i, hvad der lige passer til en artikel - og nogle gange tænke, at noget måske ikke er super interessant, men det kan lynhurtigt blive til en artikel, og så laver man det alligevel. Det ændrer, hvad man beskæftiger sig med, og hvordan man beskæftiger sig med det.«
Det fører blandt andet til, at forskerne splitter deres forskning op i mindre og mindre dele for at kunne udgive delresultater i stedet for oversigtsværker og større gennembrud. På engelsk kaldes denne praksis for 'salami science' - på dansk salamiforskning
»Det vil sige, at man prøver at få så mange artikler som muligt ud af et hvilket som helt lille deskriptivt studium for at optimere sin publiceringsliste. Det er forstyrrende for forskningen, fordi det giver støj og gør det vanskeligt at finde frem til de mest toneangivende og nyskabende studier,« siger David Budtz Pedersen, som arbejder på Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.
Du kan læse hele historien hos Videnskab.dk.
