I august skrev Nick Allentoft her på DenOffentlige.dk, at der var brug for en politisk date mellem LA og Alternativet, hvor de diskuterede en forenkling af social- og beskæftigelsessystemet og skabelsen af mere frihed til borgerne og et mere dynamisk arbejdsmarked. LA’s tanker at om skabe et arbejdsmarked, hvor det i højere grad kunne betale sig at arbejde og Alternativets tanker om borgerløn med mindre kontrol og tvang måtte kunne give anledning til et nyt politisk kompromis om arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, der på en gang skabte mindre bureaukrati og mere sikkerhed.
Redaktørens leder opfordrer til et kompromis mellem en liberal (LA) og en grøn (Alternativet) opfattelse af borgerløn. I Slesvig-Holsten har man netop set at den nyvalgte delstatsregering bestående af CDU, FDP (de liberale) og De Grønne har kunnet blive enige om at lave et eksperiment med borgerløn.
Det gode og frugtbare ved borgerlønsidéen er, at den kan begrundes og indpasses i forskellige ideologiske orienteringer, hvorfor den burde kunne støttes bredt: Af socialister (der især lægger vægt på en mere lige deling af det samfundsnødvendige arbejde), af liberale (der især lægger vægt på en reduktion af klientgørelsen), af feminister (der især lægger vægt på en mere retfærdig kønsarbejdsdeling) og af grønne (der især lægger vægt på en styrkelse af det civile samfund).
Rød og blå borgerløn
For liberale er en borgerlønsordning tiltrækkende, først og fremmest fordi den vil kunne betyde en reduktion af bureaukratiet og den statslige styring, samtidig med at den vil forøge mobiliteten på arbejdsmarkedet. Det vil således altid kunne betale sig at tage et lønarbejde. Samtidig ville den for den enkelte udvide valgfriheden. En liberal grundtanke er, at staten (det offentlige) så vidt muligt skal være neutral i forhold til borgernes mulighed for at vælge erhverv og livsform. Endelig vil den kunne øge retssikkerheden og gennemskueligheden i lovgivningen.
LÆS MERE OM BORGERLØN PÅ TEMASIDEN HER
Men borgerlønstanken kan også ses som havende socialistiske elementer. For det første vil en borgerløn betyde en delvis afvaregørelse af arbejdskraften. Den vil mindske tvangen til lønarbejde. Det bliver et individuelt frit valg at gå ind og ud af arbejdsmarkedet. Den vil altså styrke arbejdernes forhandlingsposition over for kapitalen. For det andet vil den styrke mulighederne for udvikling af det civile samfund og af en ny social økonomi med selvforvaltning.
Lidt groft sagt kunne man sige, at den velfærdsmodel vi har realiseret indeholder nogle uheldige træk ved de to ideologiske systemer, som vores system består af, liberalismen og socialismen. Den indeholder for meget statsstyre og bureaukrati (et uheldigt træk ved socialismen) på den ene side og på den anden side for lidt social tryghed (et uheldigt træk ved liberalismen).
Det viser, at kompromiset mellem de liberalistiske og socialistiske træk i vores velfærdsmodel indeholder nogle uheldige egenskaber fra begge de to ideologiske systemer. Begge parter (Socialdemokratiet og fagbevægelsen på den ene side og arbejdsgiverne og partiet Venstre på den anden) lever trygt af, at modparten lever op til de skræmmebilleder, de giver hinanden.
Lad os luge tidslerne ud
Kan man tænke sig et nyt kompromis mellem liberale og socialister, hvor vi får luget de uheldige træk ved socialismen og de uheldige træk ved liberalismen ud? Et system, hvor de liberale får mindre statsstyre og bureaukrati (større fleksibilitet) og socialisterne mere social tryghed?
Det vil kræve et nyt kompromis. For at få mindre statsstyre og bureaukrati må de liberale og arbejdsgiverne gå ind for større social tryghed, og tilsvarende må socialdemokraterne og fagbevægelsen for at få større social sikkerhed gå med til mindre socialt bureaukrati i arbejdsmarkeds- og socialsystemet.
Grunden til, at vi befinder os i den nuværende fastlåste situation, kan kun skyldes: At liberale og arbejdsgiverne prioriterer den sociale utryghed højere end skabelsen af fleksibiliteten, og at socialdemokraterne og fagbevægelsen prioriterer bureaukrati i arbejdsmarkeds- og socialsystemet højere end den sociale tryghed.
Et nyt kompromis, der indeholder de gode træk ved de to ideologiske systemer, kan netop være en model med ubetinget borgerløn. Her kan vi forene større fleksibilitet med øget social sikkerhed. Ideelt set vil det tilfredsstille begge parter.
Dertil må så lægges en grøn dimension med mere sans for udvikling af det civile samfund og en ny social økonomi med selvforvaltning
Der er flere markeder for arbejde
I modsætning til de grønne har mange liberale og socialister helt glemt, overset og undervurderet det uformelle arbejde i samfundet, (husholdningsarbejde, omsorgsarbejde, lokalsamfundsarbejde), som alle borgere i et vist omfang udfører. Arbejde og job er blevet opfattet som lønarbejde. Når de har talt om "samfundsnyttige jobs", har det kun været i den formelle sektor.
I fremtiden bliver vi nødt til at udvide arbejdsbegrebet, hvis alle borgere skal have samfundsmæssig anerkendelse. Og det nytter ikke blot at kræve, at alle skal stå til rådighed for lønarbejdsmarkedet. Vi har brug for stærke lokalsamfund og udvikling af en helt ny iværksætterkultur. Det kan ske, hvis vi tør frigøre de udstødte, der er bundet på hænder og fødder og for manges vedkommende dukker nakken i frygt for den næste beskæring af overførselsindkomsterne.
En grøn omstilling med en bølge af sociale og økologiske eksperimenter i samfundet vil være betinget af en ændring af arbejdsbegrebet, der går i retning af en borgerløn. En meget væsentlig del af det arbejde, der skal gøres for at få økologiske eksperimenter igangsat, vil nødvendigvis have form af uformelt arbejde, arbejde som ikke vil kunne være normalt lønarbejde. De grundlæggende rådigheds- og aktiveringsregler i vort samfund med tvang til lønarbejde sætter nogle fundamentale barrierer for økologiske eksperimenter.
Erik Christensen er tidl. lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet.
Erik Christensen: På vej til borgerløn. Aktuel Idédebat. Hovedland 2017.
Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding.
