13 års tavshed: Siemens-selskab kunne have forhindret vindmøllekollaps

22/01/2016 09:09

Nick Allentoft

Siemens har ifølge fagbladet Ingeniøren tilbageholdt informationer om fejl på Vindmøller i flere år.

Totalhavariet af en vindmølle i den lille havmøllepark Paludans Flak ved Samsø i november sidste år kunne sandsynligvis være undgået, hvis producenten af parkens vindmøller havde delt sin viden med mølleejerne, skriver Ingeniøren.

Vindmølleproducenten Bonus – i dag ejet af Siemens – vidste nemlig allerede i 2003, at der var problemer med tårndesignet på vindmøllerne og har i al stilfærdighed forstærket den såkaldte tårnflange på flere møller af samme type i andre og langt større havmølleparker.

Også en model af en tidligere generation – der blandt andet snurrer ud for København i Middelgrundens Havmøllepark – har fået udført disse forstærkninger, og senest er der i Bonus-møller af en tredje type begyndt at vise sig revner omkring svejsningen af tårntoppen.

Strange Skriver, der er teknisk konsulent i mølleejernes forening, Danmarks Vindmølleforening, mener, at det er ‘stærkt belastende’ for Siemens, at man har undladt at orientere alle ejere af de pågældende mølletyper om risikoen ved konstruktionen:

»Man burde klart have tilbudt Samsø Havvind og Rønland Havmøllepark at få forstærket tårnflangerne på deres vindmøller, når man har gjort det på den store Nysted Havmøllepark,« siger han til Ingeniøren.

Hos Samsø Havvind, der er driftsselskab bag havmølleparken Paludans Flak, er man dybt skuffede over, at man ikke har fået besked om det skrøbelige design på samme måde som giganten Dong Energy fik besked om problemer med møllerne i sin park ved Nysted:

»Så kunne havariet måske være undgået,« siger direktør Erik Grenaa, der nu har spurgt Siemens, hvorfor man ikke fik besked – men svaret er ikke kommet endnu.

Energistyrelsens Godkendelsessekretariat for Vindmøller er myndighed omkring havarier og sikkerhed, og her blev sekretariatsleder Peggy Friis meget overrasket, da hun blev klar over, at tårnet på visse Bonus-vindmøller blev forstærket allerede i 2003:

»Det er bestemt ikke betryggende, at selskabet ikke har orienteret alle mølleejere med de berørte mølletyper,« siger Peggy Friis, der dog efter nye møder med Siemens er fortrøstningsfuld med hensyn til, at selskabet nu tager fat på problemet.

Postdoc Claus Strue Frederiksen, der forsker i Corporate Social Responsibility (CSR) ved Københavns Universitet, mener, at der er tale om et alvorligt brud på almene virksomhedsetiske regler, hvis Siemens har vidst, at Bonus-mølledesignet var skrøbeligt – og ikke har fortalt det til alle kunder:

»Hvis ikke, så er der under alle omstændigheder tale om, at vindmøllerne nu er Siemens’ ansvar og så bør de kompensere de berørte møllelaug med den samme forstærkning, som de andre kunder har fået,« siger han til Ingeniøren.

Ingeniøren har siden i fredags forsøgt at få en kommentar fra Siemens og har sendt skriftlige spørgsmål bl.a. om, hvorfor Samsømøllerne ikke er blevet forstærket, og hvad virksomheden gør for at sikre, at det skrøbelige tårndesign ikke sidder på endnu flere vindmøller. Siemens har indtil videre afvist at svare på spørgsmålene.

Mest Læste

Annonce