Modelfoto

17-årig sigtet for at banke pædagog i hovedet med kølle

Velfærd

03/10/2017 11:02

Nick Allentoft

En ansat på en institution i Randers blev natten til mandag banket med en kølle. En 17-årig dreng er sigtet.

En 47-årig kvindelig pædagog blev natten til mandag udsat for et voldsomt overfald på en institution i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Kvinden blev vækket midt om natten af en person, der efterfølgende bankede hende i hovedet med en kølle adskillige gange.

En 17-årig dreng er sigtet i sagen, og han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag klokken 09.00. Ifølge politiet var drengen anbragt på institutionen.

Politiet oplyser, at gerningsmanden var klædt i sort tøj og bankede på den 47-årige kvindes dør på bostedet midt om natten. Da kvinden åbnede døren, slog gerningsmanden hende flere gange i hovedet med en kølle.

Kvinden fik flere flænger i hovedet og blev kørt til sygehuset.

Medarbejdere på institutionen havde mistanke om, hvem gerningsmanden kunne være, og klokken 09.10 mandag blev den 17-årige dreng anholdt.

Han er nu sigtet efter straffelovens paragraf 245, der omhandler grov vold.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce