1813-evaluering: Rask beslutning førte til skidt resultat

Politik

23/10/2014 12:31

Suleman Haider

Politisk konflikt førte til, at 1813-akuttelefonen førte til et ikke-tilfredsstillende resultat, viser rapport

1813-akuttelefonen i Region Hovedstaden, som har været plaget af lange ventetider og mangel på personale, siden den gik i luften ved nytår i år, blev oprettet på baggrund af en "rask" beslutning, som ikke gav 1813 tid nok til at komme på benene.

Det viser en ny evaluering, som konsulentvirksomheden Cowi har lavet for Region Hovedstaden efter ønske fra politikere i regionen, som ville have svar på, hvorfor akuttelefonen fik så turbulent en start. Evalueringen dækker forløbet frem til 31. marts i år.

Ifølge evalueringen var det en konflikt mellem regionen og De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) samt en rask politisk beslutning i marts sidste år, som skabte nogle forudsætninger og tidsmæssige rammer for den praktiske drift af telefonen, der har været "meget vanskelige at arbejde indenfor".

Regionsrådet besluttede i marts 2013 at opsige lægevagtsaftalen med PLO, og dermed var der kun ni måneder til at få det nye 1813-system til at virke.

- Den konkrete beslutning om hjemtagelse af lægevagtsfunktionen var en politisk beslutning truffet på et ikke tilstrækkeligt gennemanalyseret grundlag.

- Flere interessenter fra både politisk og administrativt hold beskriver beslutningen som truffet "hals over hoved" og "i affekt", står der i evalueringens konklusion. 

Ifølge rapporten førte den forhastede beslutning til et "ikke-tilfredsstillende resultat af en ellers fornuftig vision og beslutning".

Tidspresset betød også, at medarbejderne på 1813 var uforberedte og ikke tilstrækkeligt uddannede i systemet. 

Det skyldtes blandt andet ifølge rapporten, at it-systemet først var helt færdigudviklet midt i december sidste år, og der var for lidt tid til reel oplæring i det.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) siger som svar på kritik i rapporten af, at regionen ikke har været dygtig nok til at inddrage den lægefaglige og sygeplejefaglige ekspertise: 

- Det er en kritik, som jeg et langt stykke ad vejen er enig med rapporten i. 

- Jeg har da også flere gange sagt, at de praktiserende læger skal med om bord i den nye akutordning. Regionen og PLO har for mig at se et fælles ansvar for at få dialogen og samarbejdet op at stå, siger hun i en pressemeddelelse.

 

Mest Læste

Annonce