27 EU-lande vil lytte til folket: Vi skal gøre det bedre

De 27 EU-lande holder i september et nyt topmøde om fremtidens samarbejde efter den britiske exit fra EU. Nu skal vi løse de problemer, europæerne forventer bliver løst, siger statsministeren efter møde.

De 27 EU-lande, der nu fortsætter deres samarbejde uden Storbritannien, lytter til utilfredsheden i befolkningerne og lover at gøre det bedre i fremtiden.
 
Det er budskabet fra det første uformelle topmøde, som de onsdag har holdt i Bruxelles.

Mødet bliver holdt, efter at briterne ved en folkeafstemning i torsdags sendte chokbølger ud over Europa med deres beslutning om at forlade EU-samarbejdet.

Samtidig understreger de 27 andre EU-lande, at de håber at beholde Storbritannien som en nær partner. De ser nu frem til at modtage et udspil fra briterne. Det skal indeholde forslag til det fremtidige forhold efter en britisk exit fra EU.
 
Men hvis Storbritannien vil have adgang til det indre marked, må de også acceptere fri bevægelighed for mennesker, lyder den klare besked til briterne.
 
- Der bliver ikke noget indre marked a la carte, siger EU-præsident Donald Tusk efter de 27 EU-landes topmøde. Lederne gjorde det i dag krystalklart, at adgang til det indre marked kræver accept af alle fire friheder, inklusive fri bevægelighed, siger Donald Tusk.
 
De fire friheder på det indre marked er fri bevægelighed for varer, mennesker, tjenesteydelser og kapital. I en fælles udtalelse skriver lederne samtidig, at EU er en historisk bedrift, der har sikret fred, velstand og sikkerhed. De vil fortsætte samarbejdet uden Storbritannien. Men EU-lederne erkender samtidig, at mange folk er utilfredse med tingenes tilstand, både på europæisk og nationalt niveau.
 
- Europæerne forventer, at vi gør det bedre, når det gælder om at levere sikkerhed, arbejdspladser og vækst, såvel som håb om en bedre fremtid..... Vi bliver nødt til at levere på det, på en måde der forener os, ikke mindst for de unges skyld, skriver de 27 lande.
 
De ønsker, at den britiske udmeldelse af EU bliver organiseret "på en ordentlig måde". Storbritannien må "så hurtigt som muligt" sætte gang i udmeldelsen med en såkaldt notifikation, der ifølge EU-traktatens artikel 50 giver to år til at få den britiske exit på plads.

- Der bliver ingen forhandlinger af nogen art, før der er sket en notifikation, fastslår de i udtalelsen fra topmødet.

EU-landene holder et uformelt topmøde i Bratislava i september uden Storbritannien. Her vil de fortsætte deres overvejelser om fremtidens europæiske samarbejde, når briterne har sagt farvel til EU. Men den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger på forhånd, at ingen EU-lande ønsker at kaste sig ud i nye forhandlinger om at ændre EU-traktaten.
 
Løkke forudser ingen store EU-reformer eller nye traktater
De 27 medlemslande, som fremover skal fortsætte det europæiske samarbejde uden briterne, skal nu fokusere på at løse EU's kerneopgaver. 
 
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et uformelt møde mellem de 27 lande. Den britiske premierminister, David Cameron, var ikke inviteret til at deltage i mødet.
 
- Det står meget klart, at ingen ønsker, at vi skal lave nye traktater eller store reformer, siger statsministeren, da han forlader mødet.
 
- Vi skal koncentrere os om at løse de problemer, som europæerne forventer bliver løst. Der skal leveres på flygtninge- og migrationskrisen, og så handler det om at skabe arbejdspladser og vækst. Fordi det er jo det, det hele går ud på, siger han.
 
Igen fremhæver han, at de europæiske udfordringer skal løses med afsæt i pragmatisme og realisme. EU-landene skal være lydhøre over for problemer, som er store for ét land, men mindre vigtige for resten af medlemslandene. 
 
Her nævner statsministeren specifikt Danmarks udfordring med at få en aftale på plads om et fortsat Europol-samarbejde.
 
- Vi ved godt, at der er en udfordring med grænseoverskridende kriminalitet, som vi kun kan løse i fællesskab. Vi glider ud af det samarbejde, medmindre vi får fundet en anden løsning. Men det er ikke noget, vi har været i dybden med i dag, siger han.
 
På mødet har medlemslandene også talt om den stigende EU-skepsis, som breder sig blandt den europæiske befolkning. 
 
- Alle ved godt, at den følelse af modstand mod EU, vi har set i Storbritannien, også er at se andre steder. Og det skal vi tage alvorligt, siger statsministeren. 
 
De 27 stats- og regeringschefer skal mødes igen 15. september i Bratislava, hvor de igen skal diskutere fremtiden i EU uden Storbritannien.
 
David Cameron meddelte selv tirsdag, da han forlod EU-topmødet, at det var hans sidste. Det Konservative Parti ventes at vælge ny leder 9. september.
 
/ritzau/
 
Emneord: EU, Europæisk samarbejde, Lars Løkke Rasmussen, Brexit, Fri bevægelighed, Donald Tusk, EU-lovgivning, EU-topmøde, Uge 27
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også