60 procent af alle villaer til salg koster under to millioner kroner

Infrastruktur

17/07/2018 07:00

Boligsiden A/S

Huspriserne stiger på landsplan, men det betyder ikke, at markedet er ryddet for huse i den lave ende af prisskalaen. Tværtimod viser tal fra Boligsiden.dk, at knap 60 procent af de villaer, der er til salg lige nu koster under to millioner kroner.

En ejerbolig er for folk med godt polstrede pengepunge. En oplagt tanke, men sådan er det ikke nødvendigvis. En ny opgørelse fra Boligsiden.dk viser, at langt de fleste villaer på markedet er udbudt til priser, hvor helt almindelige lønninger slår til. Lige nu er der omkring 20.300 villaer ud af et samlet udbud på knap 34.800, der er sat til salg på den appetitlige side af to millioner kroner. Det svarer til en andel på lige knap 60 procent.

Og er budgettet mindre, er der også råd for det. 14.700 villaer kan fås for under 1,5 millioner kroner, og har du en rund million at købe bolig for, er der 8.400 villaer at vælge imellem, viser opgørelsen.

”Når vi taler bolig, betaler man umiddelbart for det, man får. Det vil sige, at beliggenhed, stand og nærmiljø har en massiv indflydelse på efterspørgslen, der er afgørende for, hvad en bolig kan sælges for. Heldigvis har de danske boligkøbere vidt forskellige behov, og hvis du kan se dig selv købe hus og have uden for de store byer, er der ekstremt meget at hente på prisen. Mange folk i byerne vil blive overraskede over, hvor meget hus man kan få for pengene, hvis man søger bare lidt ud i landet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Områder med flest billige huse
Geografien er netop af stor betydning, når man ser på, hvordan de omkring 20.300 villaer til under to millioner kroner er fordelt i landet.

Andelen er størst i Region Syddanmark, hvor Vejle Kommune er topscorer med 531 villaer. Men også i områder i det midtjyske bælte fra Ringkøbing i vest til Aarhus i Øst, er udvalget af de mere prisvenlige villaer ganske stort. Viborg er med 473 villaer til salg for under to millioner kroner den kommune med flest salgsemner i regionen.

Men ser vi bort fra regionerne, står både Vejle og Viborg Kommune dog uden for top tre. Det er derimod den nordjyske kommune Hjørring, hvor det burde være lettest at finde et hus, der ikke vælter budgettet. Her er der 658 villaer at vælge imellem. Herefter følger kommunerne Guldborgsund og Frederikshavn.

”Det er interessant, at du eksempelvis i Vejle og Viborg finder et stort udvalg af budgetvenlige huse. Her er der tale om kommuner, der har masser at byde på i hovedbyen, både i forhold til uddannelse og byliv generelt. I Hjørring Kommune er du desuden tæt på unik natur, og køreturen til Aalborg er relativt kort, hvis du stadig gerne vil bevare et arbejdsliv i en af landets største byer,” siger Birgit Daetz.

Villaer til salg til under 2 millioner kroner:

Region Hovedstaden: 493
Region Midtjylland: 5.451
Region Nordjylland: 3.967
Region Sjælland: 3.814
Region Syddanmark: 6.562

Mest Læste

Annonce