Administrator “Der kan jo ikke herske tvivl om, at forandring er en tilstand, og innovation er vores bedste og mest offensive kort, når vi skal skabe gode velfærdsydelser på den lange bane.”
Der nikkes rundt om bordet – cheferne og afdelingsledelsen er enige. Innovation må vi have. Gerne hurtigt.
For innovation i den offentlige sektor er at skabe ny og overskridende værdi for borgeren – som ikke blot er forælder til skolebørn, patient i sundhedssystemet, bruger af kommunens veje og anlæg, men også skatteborger og vælger.
Men hvorfor går det så uendeligt langsomt? Hvorfor sker der så lidt? Hvis innovation er at skabe ny værdi – hvad er det så, der bremser den offentlige sektor? What’s not to like?
Ser vi på innovation som slutpunkt – så må vi knuselske innovation i det offentlige.
De mange skovbørnehaver, der giver børnene frisk luft, masser af plads, færre sygedage og samtidig pædagoger, der ikke bliver belastede af dårligt indeklima og får høreskader af elendig akustik. Samtidig med at kommunen sparer på udgifterne til bygningsdrift. Dét er en god historie om innovation i det offentlige.
Herligheden ved at se et sygehus som Sydvestjysk Sygehus, der har skabt en langt mere smidig service for borgerne, der skal have taget røngtenbilleder i ambulatoriet OG samtidig har fået langt mere effektive arbejdsgange internt. Endnu en win-win-situation.
We love it!
Men ser vi på innovation som proces – så er det andre billeder, der kan tegnes. Billeder af langstrakte, kaotiske processer, hvor der synes uendelige vidder mellem idé og handling. Og hvor det er en pionéropgave for ledelsen og medarbejderne at krydse disse vidder og nå til landet, hvor det flyder med mælk og honning.
En stor del af den strabadserende tur, handler om at nedbryde traditioner. Traditioner for, hvordan man ser arbejdsopgaverne i særlige sammenhænge:
Børn+dagtilbud=børnehavehus+legeplads. Patienter+røngtenundersøgelse=ambulatorium+tidstildeling.
For nogle ledere og medarbejdere er det en pirrende og udfordrende leg, at finde nye løsninger, der bryder med traditioner. For andre, er det decideret angstfuldt arbejde, først mentalt at bryde tankemønstrene, og socialt at bryde normerne for, hvordan vi samarbejder – og senere reelt ved at undlade at gøre ”som vi plejer” og i stedet etablere nye handlinger.
Innovationsprocessen er i det hele taget præget af at bryde ned, for at bygge op. Ikke igen. Men på-ny. Creative destruction, kaldte økonomen Joseph Schumpeter det i innovationsteoriernes tidligste år (Schumpeter, 1950, Harper Torchbooks, New York)
Så – innovation – what’s not to like? Innovation er altså ikke kun forestillingen om banebrydende værdi, men i realiteten hårdt pionerarbejde, hvor usikkerheden over at forlade sikker grund og kendte traditioner, skal håndteres samtidig med det lange seje træk, hvor nyt bygges op. Innovation kan kun skabes ved at forlade dét, vi kender og er trygge ved. Og indebærer altid strategisk nedbrydelse af strukturer, processer og kulturer.
Pionérarbejde kræver mod til at gå mod strømmen – ikke bare at sige, at man da gerne vil have noget innovation… Det betyder, at lederne i den offentlige sektor systematisk må nedbryde eksisterende normer; også normerne for formelle og uformelle magtstrukturer, normerne for kvalitetsmålinger og belønning; og ikke mindst de kulturelle normer for, hvordan banebrydende arbejde hyldes socialt.
Og simultant må ledelsen sørge for at skabe tryghed og tillid i det professionelle samarbejde. Ikke gennem flere skåltaler – men i det daglige nærvær. Det skal kunne mærkes, at man som ledelse vil, tør og kan tage ansvaret for at krydse de storer vidder, som endnu ikke er kortlagt. Og dét er jeg ikke helt så sikker på, at man reelt diskuterer på chefmøderne.
