Administrator I den indledende blog om socio-sundhedssystemet introduceres tankengangen, at man kan forvente at optimere positive incitamenter i systemerne, ved at bringe dem meget tættere sammen. Ved at danne socio-sundhedssystemet vil man kunne mobilisere ressoucer til nye og bedre, billigere tiltag. Som der er nu ødes alt for mange penge i irrationel sygehusdrift.
Læs første blogindlæg her
Som det fremgår af figur 1, vil et beskedent ryk i indlæggelsestærsklen give en alvolig løft til primær sektorens finansiering. Der skal ikke meget til at realisere dette, blot lidt nytænkning omkring hvilke ressoucer, den primære sektor har til rådighed for at forebygge indlæggelse. Dertil kommer den adminstrtive mulighed for at agere sådan, som det behøves.
Socio-sundhedssystemet vil udvide den tragt, der nu suger patienterne ind til sygehusene, da stigende sygdom hos patienten medfører færre og færre ressoucer i den primære sektor for at kunne agere. De to forhold hører uløseligt sammen, og uden at bringe socio-sundhedssytemet i spil, vil denne uhensigtmæssige og dyre arbejdsfordeling fortsætte ufortrødent. Det bliver værre og værre, ikke bedre. Primærsektoren udsultes, og de centrale sygehusenheder bliver større.
Tragtens sugehals vil kunne udvides, så den bliver uden mærkbare skel for patienten. Som det er nu er indlæggelse og udskrivelse ofte uventede og nærmest traumatiske oplevelser for patienten, som oplever de skismer, som adskiller systemerne.
De mange andre fordele, som socio-sundhedssystemet vil medføre, følger i fremtidige blogs. Det kommer til at omfatte incitamentsstrukturer, der tilgodeser patienten og bringer omkostningsniveauet ned, reduktion af syge-fravær og dagpenge, forkortning af genoptræningstiden for de fleste tilstande, uddannelsestiltag for personale og patienter, integration af marginaliserede grupper, præcisering af ”modediagnoser” (depression, ADHD, Asperger m.m.) således at det pædagogiske prioriteres med meget mere.
