På tværs af partier finder politikere nu sammen om en skarp kritik af folkene i front for Sygt valg i Aalborg. “Tone og fremgangsmåde gavner ingen,” lyder det. “Så sørg for at kommunen opfører sig ordentligt,” lyder svaret tilbage.
Lige nu læser andre

“For det første, er Sygt Valgs retorik meget aggressiv. I deres folder, som David før har givet mig, står der eksempelvis: ”Rådmand Mai-Britt Iversens forvaltning lyver i stribevis over for invalide og syge borgere, der søger om førtidspension og fleksjob, og der lyves over for borgere, der skal have vurderet deres sag om sygedagpenge” og: “Vi kan egentlig heller ikke se, at Mai-Britt Iversens politiske virke er spor socialdemokratisk, når det kommer til hendes praksis”. For det andet ved jeg, at Klemte Borgere i Aalborg flere gange har fået svar af Mai-Britt Iversen. Jeg ved, at de har snakket sammen flere gange og at Klemte Borgere i Aalborg Kommune flere gange under denne valgkamp har opsøgt Mai-Britt Iversen,” skriver Jakob K. Svendsen i anledning af en konkret oplevelse, hvor David Wedege demonstrativt afviste Rådmand Mai-Britt Iversens forsøg på at svare et af hans spørgsmål.
Ødelægger dialogen “Ved vælgermødet stiller David sit spørgsmål og Rådmand Mai-Britt Iversen begynder at svare. Demonstrativt rejser David sig op og ryster på hovedet. Det er i min bog ikke god opførsel,” siger Svendsen. Venstremanden lægger dermed partipolitiske hensyn til side, og forsvarer en politisk modstander i valgkampens slutspurt. Det afføder en hurtig reaktion fra en afgående SF’er i byrådet, Jane Østergaard, der hurtigt støtter Svendsen på hans Facebook. Til DenOffentlige.dk siger hun,“Jeg synes at sygdagpengelovgivningen på mange måder er blevet for stram, og jeg er ikke i tvivl om at der laves fejl i Aalborg kommune. Det gør der alle steder, og ingen er ufejlbarlige, slet ikke med de arbejdsvilkår, der findes i jobcentrene,” siger Jane Østergaard, der iøvrigt selv er socialrådgiver og derfor har en faglig indsigt i området.
Uanset Jane Østergaards erkendelse af, at der er problemer, tager hun klart afstand fra Sygt valg i Aalborg og gruppens fremgangsmåde. “Når man som udgangspunkt mistænkeliggør og omtaler politikere med ord som dumme og hjerteløse, så bliver jeg betænkelig ved at gå ind i et samarbejde, og tænker hvad formålet egentlig er – reel dialog eller en forudindtaget forventning om at politikere er ufølsomme mennesker,” siger Østergaard, og peger på, at når politikerne skræmmes væk er det svært at finde hjælp hos andre end de professionelle private rådgivere. “Det er synd for de sygemeldte borgere, der har en berettiget sag, at politikere skræmmes fra at hjælpe dem, men retorikken fra flere af sygegrupperne hjælper i hvert fald ikke. Jeg er ikke i tvivl om at det har kastet nogle af dem i armene på skruppelløse private rådgivere,” siger SF’eren. Rådmand Mai-Britt Iversen har takket for opbakningen, og er enig med Svendsen og Østergaard i, at retorik og fremgangsmåde fra Sygt valg i Aalborg er ødelæggende. “Det er simpelthen ikke rimeligt, og det gavner ikke nogen, at de begynder at hænge politikere ud målrettet. Det er endnu værre, når vi rent faktisk har gjort en stor indsats for vores borgere på det her område,” siger Mai-Britt Iversen til DenOffentlige.dk. Rådmanden peger på, at kommunen har ansat flere sagsbehandlere og lagt stor vægt på rehabilitering. Men også på den rene dokumentation peger rådmanden på, at Aalborg Kommune har få sager. “Ud af de 30.000 sygedagpengesager vi afgjorde sidste år blev 161 anket. Heraf fik 5 medhold og i 10 tilfælde skulle vi kigge på sagerne igen,” fortæller Mai-Britt Iversen. Modstand er radikal Men David Wedege, der er en af talsmændene for Sygt valg i Aalborg, afviser kritikken. Fremgangsmåde og retorik er nødvendig, mener han. “Vi er radikale. Uden tvivl. Ordet radikal betyder, at man tager fat om problemets rod. Jeg vil sige, at vi er meget stramme og spidsfindige på en måde, som det ikke har været hørt i debatten før, men det er vi, fordi det er fuldt ud berettiget,” siger Wedege til DenOffentlige.dk.Ifølge Wedege handler det om, at være kontant, når der skal afregnes, og kalde en spade for en spade.
“Man har alt for længe brugt en retorik, pakket unødigt ind i vat, når man skulle beskrive den her forvaltningsuskik. Sagen er jo ikke, at vi blot føler os dårligt behandlet. Det er ikke bare noget, vi føler. Borgerne behandles slet og ret dårligere, end loven tillader,” siger Wedege.