Åbningsdebat: Løkke søger nuancer fra DF i udlændingepolitik

Politik

04/10/2018 22:29

Nick Allentoft

Under åbningsdebatten henvender Løkke sig direkte til DF for at få nogle flere nuancer i udlændingepolitikken.

Ni ud af ti flygtninge ender med at være her permanent, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under åbningsdebatten.

To af de emner, der har fyldt mest under torsdagens debat, som ventes at vare til sent torsdag aften, har været sundhed og udlændingepolitik.

Fra 1997 til sidste år er der kommet 105.000 flygtninge og familiesammenførte til Dammark, mens 95.000 stadig er her.

Følg finanslovsforhandlingerne for 2019 her

Vi samler alle historier fra forløbet om finanslovs-forhandlingerne på denne temaside.

- Selv om det lyder logisk, er situationen den, at ni uf af ti flygtninge ender med at være her permanent, og det dur ikke i længden af mange forskellige grunde, siger han.

Han peger på, at hvis en flygtninge flygter hele vejen til Danmark, gennem en masse sikre lande, har man et ansvar for at vende tilbage og hjælpe med at bygge op.

- Jeg har to grundlæggende synspunkter, som kæmper mod hinanden. Hvis man kommer hertil som krigsflygtning, så skal man mødes med, at det er midlertidigt, og man skal hjem igen.

- Det andet synspunkt, som jeg føler lige så stærkt for, det er, at mens man er her, skal man forsøge sig selv, hvis man kan, for det gør danske skatteydere.

- Den gordiske knude, som vi ikke har fået hugget over, er, hvordan vi forener det her, siger han.

Han peger på, at de skal være en aktiv del af samfundet og kvalificere sig, så de er klar til at vende hjem og genopbygge landet, hvis de er krigsflygtninge.

Frem mod valget, som skal falde senest til juni næste år, bliver det i høj grad de to emner, som politikerne vil kæmpe om.

Statsministeren forventer, at det bliver drøftet under finanslovsforhandlingerne i næste uge.

Under sin replik til den første runde i debatten henvender statsministeren sig direkte til Dansk Folkeparti og beder om nuancer. Regeringens støtteparti kræver et paradigmeskift, hvor langt flere sendes hjem.

Det er et politisk svært område, fordi det drejer sig om mennesker og tung lovgivning i form af den danske og de internationale konventioner.

Fremadrettet sætter statsministeren tre pejlemærker for flygtningepolitikken.

- Vi skal gøre tre ting. For det første skal vi sætte endnu mere kraft ind i arbejdet med hjemsendelser. Det er allerede gjort, siger han og peger på, at flere afghanere samt syrere og somaliere bliver sendt hjem.

- Det andet er, at vi er nødt til at finde den juridiske vej til, at det - at man arbejder, mens man er her - ikke betyder noget afgørende for tilknytningen til Danmark.

- Det tredje er, at man skal tjene sine egne penge, mens man er her, siger statsministeren.

Noget, der var værd at lægge mærke til i debatten, er, at DF ikke har noget principielt imod flygtninge, der arbejder, mens de er i landet.

Dermed får støttepartiet og regeringen nemmere ved at nå hinanden under forhandlingerne i efteråret.

- Vores engagement er ikke i, at man ikke må lave noget, mens man er her, det er ikke det, det handler om, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

I stedet peger han på, at som reglerne er i dag, så giver et job en tilknytning til Danmark, som gør det sværere at sende dem hjem.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce