Aalborg satser stort på kommunal sundhedsforskning

Aalborg Kommune har ansat Tine Curtis til at stå i spidsen for et nyt ”Center for anvendt Kommunal Sundhedsforskning”. Målet er at sikre mere viden og kvalitet i de kommunale sundhedsopgaver og hermed bedre velfærd for borgerne.

Aalborg Kommune har store ambitioner med det kommende ”Center for anvendt Kommunal Sundhedsforskning.” Centeret skal sikre, at der skabes mere viden om de emner, der handler om de udfordringer og behov kommunens ledere og medarbejdere har i det daglige arbejde. Samtidig skal det nye center sikre, at kommunens ledere og medarbejdere får kendskab til den nye viden fra forskningen. Nu ansætter kommunen Tine Curtis, en af landets største kapaciteter indenfor kommunal sundhed og forebyggelse, som forskningschef.


- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået Tine Curtis i spidsen for at udvikle anvendt kommunal sundhedsforskning i Aalborg. Tine Curtis ligger inde med en enorm viden om kommunal sundhed og forebyggelse og forskning i de kommunale sundhedsopgaver. Der er brug for at sætte mere retning på kommunal sundhedsforskning, og her ønsker vi i Aalborg Kommune at være med helt fremme. Det er jeg sikker på, at Tine Curtis kan hjælpe med, fortæller Bente Graversen, direktør Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.

Behov for mere viden
Tine Curtis har en solid baggrund til den nye stilling. Hun er adjungeret professor på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, hvor hun tidligere har ledet forskning om implementering og effekt af kommunale sundhedsindsatser. Tine var også leder af Danmarks største folkesundhedsundersøgelse (KRAM-undersøgelsen), hvor Aalborg Kommune var med som den allerførste kommune. I øjeblikket er Tine Curtis chef for KL’s  Center for forebyggelse i praksis, som står for implementering af forebyggelsespakkerne i danske kommuner. Hun mener, at der stadig er mangel på forskning indenfor sundhedsområdet:

- Der er traditionelt set forsket mest i sygehusbehandlinger og meget mindre i, hvordan de kommunale sundhedsopgaver løses bedst muligt - og der er derfor helt sikkert et stort behov for mere viden. Min første opgave som ny forskningschef er at komme rundt i kommunen og finde ud af, hvor der er behov for viden. Et par eksempler kunne være hvordan kommunen i endnu højere grad kan bidrage til, at børn i ressourcesvage familier får den bedste start på livet og hvordan kommunen bedst hjælper borgere med kroniske sygdomme, så de ikke falder ud af arbejdsmarkedet, fortæller Tine Curtis og fortsætter:

- Jeg synes, det er visionært af Aalborg Kommune at gå forrest på det her område, og jeg er sikker på, at det også vil komme til at inspirere andre kommuner. Personligt er jeg er glad og stolt over at jeg får lov at komme i gang med det spændende nye arbejde.

Mere forskning – bedre kvalitet for færre penge

Aalborg Kommune bliver i stigende grad inddraget i forsknings- og udviklingsaktiviteter på sundhedsområdet. I øjeblikket er Aalborg med i det storstilede TeleCare Nord-projekt, der er verdens største undersøgelse, hvor man indsamler data og erfaringer ved brugen af telemedicin. Det generelle mål i sådanne projekter er bedre service til borgerne, men scorer også højt på andre parametre:

- Vi har for nylig i et enigt byråd afsat 3 millioner kroner til at opbygge Center for Anvendt Kommunal Sundhedsforskning. Vi ser det som en fornuftig investering langsigtet. Vi vil indbyde til samarbejde på tværs af kommuner, regioner og uddannelsesinstitutioner og kan med de afsatte midler være med til at igangsætte ny forskning, der vil kunne få stor betydning for, hvordan vi i kommunen og også i andre kommuner bedre kan løse opgaverne fremover. Samtidig er vi sikre på, at det brede samarbejde vil øge muligheden for at lokke flere økonomiske midler til forskningen fra virksomheder og fonde, og i sidste ende resultere i bedre og billigere service til borgerne, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen 
 
Faktaboks:
Tine Curtis er 48 år
Mag.art. i kultursociologi og ph.d. i sundhedsvidenskab fra Københavns Universitet.
Tine Curtis er adjungeret professor på Syddansk Universitet, hvor hun på Statens Institut for Folkesundhed tidligere har været forskningsleder og leder af Center for Interventionsforskning.
Tine står bag en lang række videnskabelige publikationer og rapporter om forebyggelse og de kommunale sundhedsopgaver og har holdt et meget stort antal foredrag ved konferencer og i kommuner.
Tine var blandt andet leder af KRAM-undersøgelsen med ansvar for indsamling af data til videnskabelig brug, logistik, kommunesamarbejde og personaleledelse. Undersøgelsen blev gennemført i 13 kommuner og omfattede parallelt med spørgeskemaer og helbredsundersøgelser lokale forebyggelsesaktiviteter i de deltagende kommuner. Undersøgelsen var finansieret som udbud af Sundhedsministeriet og TrygFonden.

Emneord: Sundhedsforskning, Tine Curtis, Aalborg Kommune, Sundhedsbehandling, Sundhedsmål
Aalborg Kommune på DenOffentlige.dk Aalborg Kommune
Aktivitet: Artikler: 74 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også