​Aarhus Kommune på vej med landets første møbelstrategi med bæredygtighed i centrum

Med en ny bæredygtig møbelstrategi kalder Aarhus Kommune til handling. Strategien er et nødvendigt kursskifte for at sætte fart på den grønne omstilling. De 45 mio. kr., Aarhus Kommune årligt køber møbler for, kan både give bedre indretning og belaste miljøet mindre, når bæredygtigheden kommer i centrum.

Aarhus Kommune skal være CO2-neutral i 2030. En af indsatserne for at nå målet, er en kommende møbelstrategi, som netop har været drøftet i kommunens bæredygtighedsudvalg. Med strategien ønsker Aarhus at gå forrest i udviklingen af cirkulær økonomi og i samarbejdet med private leverandører om bæredygtighed på møbelområdet.

”Vi står overfor en enorm klimaudfordring, som vi er forpligtet til at tage alvorligt! Vi skal gå forrest, tage ansvar og handle – og som kommune være driver på en bæredygtig udvikling. Med vores nye møbelstrategi kommer vi til at ændre holdninger og adfærd internt og til at udfordre vores leverandører og samarbejdspartnere eksternt. Vi sætter miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed i centrum”, lyder det fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard.

Det er sidste års budgetforlig og anbefalinger fra kommunens særlige bæredygtighedsudvalg der har banet vejen for etableringen af et projekt om bæredygtige og cirkulære møbelindkøb i Aarhus Kommune. En tværgående gruppe har med hjælp fra intern og ekstern faglig inspiration og ekspertise arbejdet på at nytænke tilgangen til kommunens indkøb af møbler. Resultatet er et forslag til en ny ambitiøs møbelstrategi.

Ved at indtænke brugernes behov, bæredygtighed, erhvervssamarbejde og professionalisme, skal Aarhus Kommune sætte standarden for bæredygtige møbler i det offentlige og levere et positivt bidrag til kommunens CO2 regnskab.

Fakta

Møbelstrategien er bl.a. udarbejdet på baggrund af kommunens erfaringer med nuværende møbelaftaler, input fra markedet, erfaringer fra andre møbeludbud i det offentlige, EU, Nordisk Ministerråd, danske og internationale rapporter.

Forventningen er, at den nye strategi udover at sætte bæredygtigheden i centrum konkret undersøger muligheder for:

  • at gøre det nemmere at handle eller bytte genbrugsmøbler eller reservedele via en virtuel markedsplads på kryds og tværs mellem alle magistratsafdelinger i kommunen 
  • at affald på kommunens genbrugsstationer fremover bl.a. bliver brugt til at producere nye møbler af i stedet for at blive brændt
  • at møbler fra 2030 bliver transporteret fossilfrit til kommunen
  • at møbelleverandørerne samarbejder med magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse om at bruge borgere på kanten af arbejdsmarkedet til f.eks. rengøring, reparation, upcycling og transport af genbrugsmøbler samt til kildesortering af møbelaffald og dermed hjælpe dem på vej til ansættelse og beskæftigelse
  • at gøre det nemmere for kommunens indkøbere at træffe det bæredygtige valg, ved at CO2-aftrykket på nye møbler bliver oplyst

Strategien sendes i intern og ekstern høring i perioden 7. februar – 9. marts 2020 og forventes fremsat til byrådsbehandling april 2020.

Flere oplysninger

Chef for Indkøb og Udbud i Aarhus Kommune, Anette Juhl Winther, mob. 2160 4041

Foto: Unsplash

Aarhus Kommune på DenOffentlige.dk Aarhus Kommune
Aktivitet: Artikler: 177 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også