Mange med ADHD får en helt forkert behandling i kommunerne. Bevares, tit ender det godt, men alt for ofte er de indsatser, der investeres i med til at gøre problemerne værre.
Amalie, der er 20 år, har ADHD og har haft et meget skævt liv. Hun kommer af socialt gode kår, men gennem sin barndom og ungdom har hun gået på flere skoler (er blevet smidt ud af de fleste), boet på opholdssteder, været efterlyst, begået kriminalitet, røget hash, taget stoffer, fået en betinget dom og har prøvet at smadre et socialkontor. Hun er pt. ikke i gang med uddannelse eller job.
Amalie har en skidt fortid – hun ved det godt og hun ved også, der er mange ting, hun har svært ved. Men hun bliver mødt som en adfærdsvanskelig ”sag.”
ADHD og de sociale omkostninger
En hel del mennesker med ADHD lever på kanten af samfundet: De har svært ved at gennemføre en uddannelse, de er langtidsledige, de har problemer med kriminalitet, eller de har et misbrug af alkohol eller stoffer.
Misbrug er faktisk et stort problem: Overlæge Erik Pedersen fra ADHD teamet i regionspsykiatrien i Herning fortæller at 20% af dem, der bliver henvist til udredning for ADHD hos dem, har et misbrugsproblem. Dertil kommer alle dem, der skjuler misbruget eller bare ikke søger hjælp i psykiatrien. ADHD har altså store sociale omkostninger.
Handleplan og lokal ansvarlighed
Danmark har i maj i år fået en national handleplan for ADHD med et katalog over, hvad der virker, når mennesker render ind i problemer og der ligger ADHD eller lignende vanskeligheder til grund. Handleplanen besvarer mange spørgsmål om, hvordan vi indretter os for at hjælpe med at løse det samfundsproblem, som ADHD er ved at blive. Den gør det med et katalog over indsatser. For hver indsats er der beskrevet målgruppe, formål og indhold, varighed og forudsætninger samt effekt og dokumentation. Handleplanen indeholder referencer til andres erfaringer, så man i den enkelte kommune kan sammensætte sin egen indsatspalette.
Planen er ikke fulgt af krav. For en gangs skyld har politikerne i landets kommuner fået noget de selv kan vælge, hvordan de vil implementere og der er lagt op til lokale løsninger. Men dermed placeres også et ansvar; et ansvar, vi mener skal tages alvorligt ude i kommunerne.
Keine Hexerei, nur Behändigkeit
Kataloget indeholder konstruktive løsninger med fokus på at gøre mennesker selvhjulpne og uafhængige. Den behandling Amalie har fået i systemet igennem sin opvækst har ikke just hjulpet hende - og i dag får hun ingen hjælp. Selv er hun sig smerteligt bevidst om, at hun har brug for hjælp, men Amalie passer ikke ind i en kasse og som en ”sag” kan hun fremstå både kompleks og besværlig. Men som menneske har hun uendeligt meget at byde på og hun vil så gerne.
Handleplanen peger på flere muligheder for, hvordan hendes kommune kunne hjælpe: Man kunne vælge at slå op på den kriminalitetsforebyggende indsats på side 67, men måske kan man nøjes med mindre: Arbejde med mestringsforløb, hvor ”evalueringer peger på lovende resultater, og der er gode projektbaserede erfaringer i flere kommuner”.
Ved siden af kan der fokuseres på uddannelse: Det er oplagt at hun har brug for et individuelt tilpasset forløb. Et helt kapitel i handleplanen er reserveret til viden om uddannelse (side 56ff).
Løsninger eller alternativer
Amalie skal mødes som et ressourcestærkt menneske, ikke som den adfærdsvanskelige ”sag.” Hun vil gerne videre med sit liv nu, og hun beder i bund og grund bare om lidt forståelse for sine udfordringer, samt en optimistisk og fleksibel tilgang til hendes fremtid - så kan hun sikkert med tiden klare sig selv.
Alternativet er ikke acceptabelt: At lade hende leve på kanten af samfundet med sin kriminalitet og en selvforstærkende "jeg-passer-ikke-ind-nogen-steder"-oplevelse af sig selv.
Læs også Amalies historie i ADHD-foreningen, Storkøbenhavn og Bornholms blad fra august 2013 (side 9) (PDF)
