- Hvordan ville du egentlig selv have det, hvis din datter ringede til din læge, og fortalte at du var begyndt at tisse i buskerne? Sådan spurgte en sygeplejerske mig retorisk, da en pårørende havde bedt hende hemmeligholde, at hun havde henvendt sig om moderens vandladningsproblemer.
Historien fik mig til at tænke på, hvordan jeg som sygeplejerske har oplevet, at ældre borgere mere reduceres til genstanden for en samtale om deres eget helbred, end til at være en aktiv part. Tavse sidder de gamle henne i hjørnet, mens sundhedsfaglige og pårørende udveksler ord om, hvad der nu er bedst for deres behandling, symptomer og helbred.
Undersøgelser viser også, at ældre patienter oplever sig mindre inddraget i behandlingen end yngre. Kan det være fordi, at både I pårørende og vi ansatte glemmer, at de ældre stadig er myndige mennesker, selvom de måske hører dårligt og ikke er så hurtige i replikken som før? Og husker vi egentlig på, at forudsætningerne for at være med i en samtale, kan være væsentligt ændret, når man er over de 80 år?
Jeg oplever jer pårørende, som en stor støtte for jeres forældre i alderdommen, særligt når helbredet svigter eller livsmodet dykker. Jeg ved det kan være hårdt.
Men husk; en ældre herre eller dame er stadig et voksent menneske. Det er vigtigt, at I som pårørende, giver jer tid til at lytte, spørge og forstå, men også respektere, hvordan jeres forældre ønsker at leve resten af deres liv. Det lyder måske indlysende og som noget vi alle bør gøre. Alligevel kender jeg til flere situationer, hvor pårørende har krævet en behandling, der er modstridende med den, den ældre selv ønskede, dengang vedkommende var frisk.
Som sygeplejerske har jeg et kæmpe ansvar for, at behandlingen sker ud fra borgerens ønsker og præmisser. Jeg er uddannet til at sætte mig i patientens sted. Men i dag er indlæggelserne på hospitalerne korte og patientkontakten derfor væsentligt reduceret. Tiden til den dybe samtale, hvor man reelt får mulighed for at indrage den ældre i behandlingen er presset. Fremtidens demografiske udvikling, med flere ældre og færre erhversaktive, vil kun forstærke denne tendens.
Derfor er vores samarbejde så afgørende for, at behandlingen sker udfra den ældres egne ønsker og præmisser. Som pårørende kender I patienten bedst, som sygeplejerske kender jeg til behandlingen, medicinen og sygehuset. Ingen af os skal bestemme, hvilken behandling den ældre bør have.
Men I samarbejde kan vi støtte den ældre til at fastholde indflydelse på deres egen alderdom.
Med venlig hilsen, sygeplejersken
