Aftaleteksten: Satspulje for beskæftigelsesområdet, undervisningsområdet samt kulturområdet

15/11/2011 20:28

Nick Allentoft

15. november 2011 Aftale om udmøntning af satsreguleringspuljen for 2012 på beskæftigelsesområdet, undervisningsområdet samt kulturområdet

Beskæftigelsesministeren har indgået en aftale ved de decentrale forhandlinger med arbejdsmarkedsordførerne om udmøntning af satsreguleringspuljen for 2012 for beskæftigelses-, undervisnings- og
kulturområdet.
Der er for de tre ministerområder forhandlet inden for en samlet ramme på 256,6 mio. kr. i 2012, 140,7 mio. kr. i 2013, 99,7 mio. kr. i 2014 og 98,1 mio. kr. i 2015.

Beskæftigelsesministeriet
Ved satspuljeforhandlingerne for 2012 er der på Beskæftigelsesministeriets område i perioden 2012 til 2015 i alt afsat 448,4 mio. kr. til projekter inden for nedenstående hovedområder.

Udsatte grupper
Der er afsat 115 mio. kr. i 2012 til initiativet Brug for alle - Håndholdt indsats til udsatte kontanthjælpsmodtagere. Initiativet har til formål at sikre en håndholdt opfølgning fra jobcenteret for borgere i matchgruppe 3. Initiativet er forankret i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Der er afsat 9,2 mio. kr. i 2012, 12 mio. kr. i hvert af årene 2013-2015 til et initiativ om en Opsøgende indsats over for selvforsørgede. Initiativet har til formål at forbedre integration og arbejdsmarkedstilknytning for nydanskere der forsørges af ægtefæller. Projektet er forankret i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Der er afsat 10,5 mio. kr. i 2012 og 3,0 mio. kr. i 2013 til Center for

Aktiv BeskæftigelsesIndsats
CABI er en selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet, der har til formål at formidle viden til jobcentre og virksomheder med henblik på at minimere overgangen til overførselsindkomster og styrke virksomhedernes sociale engagement.
Det er besluttet, at der skal udarbejdes en evaluering af CABI med henblik på, at der forud for næste års satspuljeforhandlinger kan tages stilling til, om CABI fortsat skal finansieres af satspuljen.
Der er afsat 11,0 mio. kr. i 2012 og 3,0 mio. kr. i 2013 til projektet High:Five. Projektet har til formål at sikre bedre job- og uddannelsesmuligheder for unge, der ellers ville være i fare for marginalisering på grund af kriminalitet. Projektet gennemføres i regi af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar.
Der er afsat midler til en evaluering af projektet High:Five med henblik på, at der forud for næste års satspuljeforhandlinger kan tages stilling til, om projektet skal forlænges yderligere.
Der er afsat 10,0 mio. kr. i 2012, 10,0 mio. kr. i 2013 og 7,5 mio. kr. i 2014 til et projekt for Veteraner. Projektet har til formål, at sikre sammenhæng mellem veteraners behov og ønsker i forhold til arbejdsmarkedssystemets tilbud og krav samt at minimere de vanskeligheder mange veteraner har med jobcentrene. Projektet er forankret i Forsvarsministeriet via Beskæftigelsesministeriet.
Der er afsat 8,8 mio. kr. i 2012, 14,9 mio. kr. i 2013, 16,3 mio. kr. i 2014 og 2,6 mio. kr. i 2015 til en pulje til socialøkonomiske virksomheder. Formålet er at støtte etablering og fastholdelse af
socialøkonomiske virksomheder. Puljen er forankret i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Der er afsat 35,0 mio. kr. i hvert af årene 2012 og 2013 til en pulje til bekæmpelse af ungeledighed for unge ledige i matchgruppe 2 og 3. Projektet har til formål at igangsætte initiativer, der målrettet kan
bekæmpe ledigheden blandt unge, herunder at fastholde unge i uddannelse. Puljen er forankret i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Handicappede
Der er afsat 2,2 mio. kr. i 2012 og 6,0 mio. kr. i hvert af årene 2013-2015 til et projekt vedrørende sindslidende førtidspensionister. Initiativet har til formål, at videreføre en indsats der skal forbedre og styrke sindslidende førtidspensionisters tilknytning til arbejdsmarkedet. Projektet gennemføres i regi af Jobbanken.
Der er afsat 1,4 mio. kr. i hvert af årene 2013-2014 til et Videns- og dokumentationscenter. Formålet er at indsamle og videreformidle viden om beskæftigelsesfremmende tiltag for sindslidende førtidspensionister. Projektet gennemføres i regi af Jobbanken.
Der er afsat 0,1 mio. kr. i 2012 og 0,2 mio. kr. i 2013 til projektet Huset Venture Flexicurity, der har til formål at formidle nye ideer om jobmuligheder for personer med funktionsnedsættelse. Projektet
gennemføres i regi af Huset Venture Midtjylland.
Der er afsat 4,9 mio. kr. i hvert af årene 2013-2015 til et projekt, der har til formål at forbedre handicappedes muligheder for at leve et selvstændigt aktivt liv med deltagelse på arbejdsmarkedet. Projektet er forankret i Handicapidrættens Videnscenter.
Der er afsat 1,0 mio.kr. i 2012, 0,9 mio. kr. i hvert af årene 2013-2014 og 0,5 mio.kr. i 2015 til et projektet der har til formål at forbedre tilknytningen til arbejdsmarkedet for unge handicappede med en særlig tilrettelagt uddannelse (STU). Projektet gennemføres i regi af TV-Glad.
Der er afsat 0,8 mio. kr. i 2012 og 0,7 mio. kr. i 2013 til et projekt, der har til formål at styrke indsatsen for at få døve i arbejde enten på ordinære vilkår eller i et fleksjob. Projektet gennemføres i regi af Center for Døve.
Der er afsat 4,7 mio. kr. i 2012 og 3,7 mio. kr. i hvert af årene 2013-2015 til et projekt, der har til formål at etablere en projektvirksomhed, der har personer med fysiske og psykiske handicap som hovedarbejdskraft. Projektet gennemføres i regi af Socialøkonomisk Virksomhed Frederikshavn.
Nydanskere
Der er afsat 5,0 mio. kr. i 2012 og 10,0 mio. kr. i hvert af årene 2013-2015 til en pulje om Nydanske kvinders vej til beskæftigelse. Puljen har til formål at støtte initiativer, der kan hjælpe nydanske kvinder, der er langt fra arbejdsmarkedet med at få en uddannelse og et arbejde. Projektet er forankret i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Arbejdsmiljø
Der er afsat 4,0 mio. kr. i 2012, 5,0 mio. kr. i 2013, 10,0 mio. kr. i 2014 og 8,0 mio. kr. i 2015 til et projekt, der har til formål at afprøve metoder til at forbedre arbejdsmiljøet via medarbejderinddragelse.
Projektet gennemføres i regi af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Omprioriteringer
Der er omprioriteringer for i alt 3,4 mio. kr. på Beskæftigelsesministeriets område. Omprioriteringerne vedrører tidligere afsatte midler til 1) Opfølgning på førtidspensionsreform afsat ved satspuljeaftalen for 2000 2) Førtidspensionisters tilknytning til arbejdsmarkedet afsat ved satspuljeaftalen for 2003.
Ministeriet for Børn og Undervisning
På Ministeriet for Børn og Undervisnings område er der i perioden 2012 til 2015 afsat i alt 121,3 mio. kr. fordelt på 32,3 mio. kr. i 2012, 23,0 mio. kr. i 2013, 20,0 mio. kr. i 2014 og 46,0 mio. kr. i 2015. Midlerne udmøntes til nedenstående projekter:
Der er afsat i alt 9,0 mio. kr. fordelt på 4,0 mio. kr. i 2012, 3,0 mio. kr. i 2013 og 2,0 mio. kr. i 2014 til tidlig identifikation af læse- og regnevanskeligheder samt sprogforståelsesvanskeligheder.
Der er afsat i alt 13,0 mio. kr. fordelt på 5,0 mio. kr. i 2012, 5,0 mio. kr. i 2013 og 3,0 mio. kr. i 2014 til en indsats for bedre overgang til ungdomsuddannelser og fastholdelse på erhvervsuddannelserne.
Der er afsat 10,0 mio. kr. i 2012 til en pulje til Digitale læringsformer/pædagogik og redskaber rettet mod fagligt svage elever og elever med særlige behov i form af en ansøgningspulje for kommuner, skoler og undervisnings- og forskningsinstitutioner, rettet mod fagligt svage elever og elever med særlige behov.
Det er aftalt, at de ved sidste års satspuljeforhandlinger reserverede midler i 2014 til Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU) kan anvendes. Parterne er enige om at permanentgøre TAMU’s
finansiering på 35,0 mio. kr. fra 2015 og frem.
Der er afsat i alt 40,0 mio. kr. fordelt på 7,0 mio. kr. i 2012, og 11,0 mio. kr. i hvert af årene 2013-2015 til forlængelse og udvidelse af Tosprogs-Taskforcen.
Der er afsat i alt 9,7 mio. kr. fordelt på 3,3 mio. kr. i 2012, 3,2 mio. kr. i 2013 og 3,2 mio. kr. i 2014 til en ekstraordinær indsats i forhold til produktionsskoleelever med læse-stave og matematikvanskeligheder ved Taleinstituttet Region Nordjylland.
Der er afsat i alt 3,1 mio. kr. fordelt på 1,5 mio. kr. i 2012, 0,8 mio. kr. i 2013 og 0,8 mio. kr. i 2014 til Projekt Venskaberen.
Der er afsat 1,5 mio. kr. i 2012 til en fortsættelse af Fastholdelse i erhvervsuddannelserne af frafaldstruede unge med minoritetsbaggrund og andre særlige udfordringer (Fastholdelseskaravanen).
Det aftaltes endvidere at satspuljeforligskredsen ser positivt på, at der i forbindelse med satspuljeforhandlingerne for 2013 drøftes fortsat finansiering af Fastholdelseskaravanen.
Kulturministeriet
Ved satspuljeforhandlingerne for 2012 er der på Kulturministeriets område i perioden 2012 til 2015 i alt afsat 25,4 mio. kr. til projekter inden for nedenstående hovedområder.
Nydanskere
Der er afsat 2,6 mio. kr. årligt i perioden 2012-2014 til projektet Lektier Online, der er et internetbaseret projekt, hvor unge kan få hjælp til lektielæsning. Projektet gennemføres i regi af Styrelsen for Bibliotek og Medier samt Statsbiblioteket.
Svage grupper
Der er afsat 4,4 mio. kr. årligt i perioden 2012-2015 til projektet Bogstartprogrammer, der er målrettet småbørnsfamilier med svage læsetraditioner. Projektet gennemføres i regi af Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Handicappede
Satspuljeordførerne har ikke taget stilling til det fremadrettede bevillingsniveau for handicappedes transportudgifter til deltagelse i folkeoplysende virksomhed (Dansk Oplysnings Forbund). Det er besluttet, at der skal ses positivt på videreførslen af bevillingsniveauet ved næste års forhandlinger.

Mest Læste

Annonce