AKF med i stort projekt om offentligt-privat samarbejde

26/03/2012 14:16

Administrator

AKF skal udvikle nye modeller for offentligt-privat samarbejde sammen med kommuner, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. Hvordan udvikler vi nye samarbejdsformer, så både private virksomheder, kommuner og regioner drager fordel af samarbejdet? Og hvor det i sidste ende kommer borgerne til gode i form af bedre og billigere offentlig service?

Læs også: Fremtidens velfærd – i krydsfeltet mellem det offentlige og private

Det er centrale spørgsmål, som AKF i et stort samarbejdsprojekt med en række offentlige og private samarbejdspartnere skal søge svaret på. Projektet hedder ”Offentlige-Private Alliancer”, OPALL, og det har et samlet budget på 30 mio. kr., som bl.a. kommer fra EU’s Socialfond og Region Hovedstaden.

Formålet er bl.a. at udvikle og afprøve nye modeller for offentligt-privat samarbejde. Og det er et af de første initiativer på området, der inddrager både det private erhvervsliv, offentlige myndigheder og uddannelses- og forskningsinstitutioner.

- Vi ved fra tidligere forskning og analyser, at offentligt-privat samarbejde endnu er utilstrækkeligt belyst på mange af de store velfærdsområder. Dette projekt skal bidrage med ny viden om, hvordan den offentlige og private sektor bedst udnytter hinandens viden og ressourcer, siger seniorforsker Ole Helby Petersen, der er projektansvarlig.

I OPALL skal AKF samarbejde med Væksthus Hovedstadsregionen, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Danmarks Tekniske Universitet, Professionshøjskolen Metropol og en række kommuner i Region Hovedstaden om at skabe udvikling og vækst gennem nye innovative samarbejder på velfærdsområdet.

AKF bidrager med nyttig viden
AKF indgår i OPALL som forskningsbaseret videnleverandør, hvor AKF’s forskere bidrager som eksperter inden for en række centrale kommunale forhold, problemstillinger og udfordringer, som OPALL’s projekter omhandler.

AKF’s forskere skal også udføre analyser og være med til at udpege, hvilke udfordringer OPALL skal arbejde med for at opnå størst mulig værdi for både kommuner og virksomheder.

- AKF har en omfattende viden om, hvordan offentligt-privat samarbejde kan organiseres og om styring og praksis i kommuner og regioner. Derfor kan AKF bidrage til, at projekterne baseres på den nyeste forskningsmæssige viden fra ind- og udland og sætter fokus på de områder, der har størst potentiale for både kommuner og virksomheder, siger AKF’s direktør Mette Wier.

Projektet løber fra nu af og frem til udgangen af 2014, og der skal gennemføres over 20 projekter, hvor kommuner og virksomheder sammen udvikler nye løsninger til velfærdsområdet.

Mest Læste

Annonce