Børnehusene Kokkedal vinder guld i økologi

28/02/2013 13:39

Fredensborg Kommune

I går onsdag den 27. februar fik køkkenpersonalet i Børnehusene Kokkedal overrakt økologiens Oscar, det økologiske guldspisemærke, af fødevareminister Mette Gjerskov. Det skete i Bella Centret ved den stort anlagte madmesse, Copenhagen Food Fair, som løber af stablen i denne uge.

Alle køkkenmedarbejdere i Børnehusene Kokkedal var med til den store overrækkelse, hvor de også blev budt til frokostbordet af ministeren.
”Vi vidste godt at vores økologiprocent var høj, men nu har vi fået papir på det, og det føles super godt”, siger Kristina Avenstrup, områdeleder i Kokkedal. ”Det er fantastisk at nå i mål med de ambitioner vi satte i gang, da vi startede fælleskøkkenet op”.
Sund mad har været på dagsordenen længe i Børnehusene Kokkedal – men efter etableringen af et fælleskøkken for et par år siden, har udviklingen taget fart. Køkkenet producerer økologisk mad til alle institutioner og fritidshjemsbørn i Kokkedal, og institutionerne arbejder også med madlavning som pædagogiske aktiviteter for børnene. Børnene lærer at dyrke maden i små urtehaver i institutionerne, at tilberede den gennem kokkeskolen og at forstå processen fra jord til bord i det Grønne Værksted, som tilbyder læringsforløb for de mindste. Der er også tilknyttet en naturvejleder, der kommer og fortæller om fx fisk – inden børnene skal lave sushi.
De store økologiske ambitioner nyder også stor støtte blandt forældrene og lader sig netop gennemføre, fordi hovedparten af forældrene i Fredensborg Kommune – i modsætning til de fleste andre kommuner i regionen – har stemt JA til, at kommunen selv skal lave frokost til børnene. I Børnehusene Kokkedal stemte forældrene sidste år for en udvidelse af frokostordningen således, at den nu også leverer mad til skovbørnehaven.
Formanden for Børne- og Skoleudvalget Hanne Berg er begejstret over den anerkendelse Børnehusene Kokkedal får.
”Det er så flot gået af Børnehusene Kokkedal. De går forrest og sætter baren højt, og jeg er stolt over, at Fredensborg som den eneste kommune i Nordsjælland har modtaget det økologiske guldmærke. Fredensborg Kommune har i det hel taget store ambitioner på det økologiske område, både i forhold til at kunne tilbyde sund mad til borgerne men også fordi vi prioriterer klimaet højt og støtter op om produktionen af økologiske råvarer.”


Fakta om økologi:
Børnehusene Kokkedals økologi procent er blevet målt til 92%. Målingen sker på baggrund af en præcis afdækning af institutionernes indkøb

Daginstitutioner i Fredensborg Kommune ligger generelt højt hvad angår økologi. En rundspørge foretaget i 2011 viste en gennemsnit på 75 % økologi i køkkenernes frokostordninger
Fredensborg Kommune er sammen med 10 andre kommuner udvalgt til at deltage i et stort økologiprojekt under fødevareministeriet. I projektet tilbydes bl.a. undervisning til køkkenpersonale.

Mest Læste

Annonce