Den offentlige leder står over for store digitale udfordringer

Ledelse

14/03/2012 21:57

Administrator

Den nyoprettede Digitaliseringsstyrelse samler for første gang it-politikken fra strategi til eksekvering. Dette styrker indsatsen for at nå den centrale politiske vision om at digitalisere danskerne og spare penge på administration – og dermed frigøre midler til kernevelfærden og øge serviceniveauet.

Den ambitiøse, fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015 giver os en klar retning og mere end 60 konkrete indsatser og projekter, som skal implementeres.

Frem mod 2015 skal alle borgere fx have en digital postkasse og de skal bruge digitale selvbetjeningsløsninger frem for papirblanketter. Dem som har svært ved de teknologiske muligheder, skal have hjælp, og vi skal have teknologien helt ud i de store sektorer som sundhed og social, hvor det kan hjælpe mange medarbejdere og borgere. Og så skal vi på tværs af den offentlige sektor blive bedre til at dele data, så borgeren ikke skal taste de samme data ind igen og igen.

Dette skal alt sammen bidrage til en mere effektiv og serviceorienteret offentlig sektor, hvor det bliver nemmere at følge en byggesag, overvåge sin egen sukkersyge eller tjekke skolens intranet efter børnene er lagt. 

Den offentlige topleders digitale hverdag
Digitalisering bliver dermed for hver dag der går en mere og mere integreret del af mødet mellem borger og den offentlige sektor. Derfor er det ikke overraskende også blevet en vigtig del af de fleste offentlige toplederes hverdag. Digitalisering handler nemlig ikke længere kun om bits og bytes, men om at ændre arbejdsgange for medarbejderne og ændre den oplevelse, som borgeren har af deres virksomhed.

Jeg ser især tre områder, hvor den offentlige topleder skal udvise digital ledelse:

Brugeren i fokus, Samarbejde på tværs og Effektivt projektejerskab:
 

1. Brugeren i fokus
En vigtig konsekvens af det nye ledelsesmæssige fokus på digitalisering er, at vi som topledere bliver nødt til at forholde os til, hvad vores digitale arbejde har af konsekvenser for vores brugere, hvad enten det er ældre borgere, landbrugskonsulenten eller børnefamilien.

Vi skal konstant have effektiviseringsgevinsterne for øje, men samtidigt forstå, at det fulde udbytte først kommer den dag, hvor vores brugere finder vores løsninger attraktive og bruger dem som tiltænkt. Hvis en it-løsning ikke er god nok og medfører frustrationer og unødige telefonopkald, har vi ikke gjort det godt nok.

Vi skal derfor lytte til vores omverden, turde agere på det vi hører – samt være meget klar i vores kommunikation af, hvad det omvendt er, vi forventer brugeren skal kunne levere. Personligt har jeg løbende kontakt til en række borgere, som er bekymrede for digitaliseringen. Det har givet mig meget relevante input til ledelsen af Digitaliseringsstyrelsens opgaveløsning og kommunikation.

2. Samarbejde på tværs
Vi har mere end 10 års erfaring med en fællesoffentlig tilgang til digitalisering. Det er noget af det, som udlandet hæfter sig ved, når man fortæller om fx fælles infrastrukturløsninger som NemID, borger.dk og Digital post.

Stat, kommuner, regioner, skoler, sygehuse mv. er daglige samarbejdspartnere, når der skal skabes digitale løsninger, som bliver anvendt i praksis. Både på sagsbehandlerniveau og på toplederniveau skal vi have en god dialog og et stærkt fokus på at løfte de store udfordringer sammen og på at se vores egne løsninger i et fælles perspektiv.

Et af Digitaliseringsstrategiens ambitiøse mål er at skabe fælles grunddata, og her bliver et stærkt fællesoffentligt samarbejde altafgørende for succes. Vi skal de kommende år sikre at borgere og virksomheder kun taster basale oplysninger ind én gang og sikre, at myndighederne får adgang til entydige data om ejendomme, adresser, personers indkomst mv. Det er som de fleste nok kan gætte ikke helt trivielt og kræver derfor også topledelsernes engagement.

3. Effektivt projektejerskab
I Digitaliseringsstyrelsen er vi så heldige at huse Ministeriernes projektkontor og sekretariatet for Statens IT-projektråd. Jeg sidder dermed på første parket i forhold til at blive klogere på, hvordan man kommer bedst i land med ofte komplekse offentlige it-projekter. Og ikke overraskende er netop ledelsens engagement meget væsentligt.

Som topleder skal man først og fremmest give sine store projekter den fornødne tid og de rette ressourcer til at komme godt i gang – og man skal kræve god ledelsesinformation hele vejen. Erfaringen er, at når først projekterne er gået i rødt, skal der meget til for at komme tilbage på sporet.

Så frem for at gemme fokus til det går galt, er topledelsens fokus godt givet ud i opstarten. Som digital leder skal du dog selvfølgelig også have modet til at tage kampene og trække stikket, når det er det bedste alternativ – et alternativ som flere offentlige topledere har skullet forholde sig til de seneste år.

Læs mere om Statens IT-projektråd og få mere viden om Digitaliseringsstrategien 

Mest Læste

Annonce