Det offentlige og det private mødes i et samarbejdslaboratorium på CBS

24/04/2012 09:39

CBS Public-Private Platform

Den offentlige sektor står overfor store udfordringer, som den ikke kan løse alene. Det gælder f.eks. på uddannelse, sundhed, miljø, klima, og arbejdsmarkeds-områderne. Det er kendetegnene for mange af nutidens udfordringer, at de simpelthen er for komplekse til at kunne løses af den offentlige sektor eller den private sektor hver for sig. I stedet er det nødvendigt med samarbejde mellem offentlige og private aktører.

Samarbejdet kan foregå i partnerskaber, offentlig-privat innovationsinitiativer, netværk eller gennem nye måder at imødegå udfordringer på mellem den offentlige og private sektor. International inspiration og nyindhøstede erfaringer kan hjælpe danske ledere i den offentlige og den private sektor til at tænke nyt!

CBS Public-Private Platformen vil gerne bidrage til en samfundsdialog om ændringen af relationerne mellem det offentlige og det private.

- Platformen skal være et samarbejdslaboratorium, hvor erhvervsledere, politikere, forskere og borgere kan mødes for at udveksle synspunkter og nye ideer, siger Paul du Gay fra Institut for Organisation. Han er en af to ledere af initiativet, den anden er professor Carsten Greve fra Department of Business and Politics.

I platformens samfundslaboratorium kan man indgå i dialog om specifikke problemstillinger med henblik på at initiere fælles forskningsdagsordener og projekter i jagten på nytænkende løsninger. Platformen vil ganske enkelt være et videnscenter!

Derfor har vi inviteret to af tidens stærkeste bud på, hvordan førende lande tackler spørgsmål om innovation og offentlig-privat samarbejde på til CBS i dette forår. Den første er David Halpern fra Cabinet Office, 10, Downning Street. David Halpern er leder af den meget omtalte ”Nudge Unit” i den britiske koalitionsregering (officielt kaldet ”No 10/Cabinet Office Behavioural Team). Den anden er Tom Bentley, der er deputy chief of staff for den australske Labour Premierminister, Julia Gillard. Tom Bentley har tidligere være direktør for den britiske tænketank DEMOS og fokuserer i sin rådgivning på, hvordan demokrati og styring kan forenes på nye innovative måde.

Begge de to internationale kapaciteter taler på et to-dagsworkshop den 30.-31. maj på CBS på Frederiksberg. Udover David Halpern fra den britiske ”Nudge unit” og Tom Bentley fra Labour-regeringen i Australien, vil også Rick Muir og Katie Schmuecker fra den progressive britiske tænketank Institute for Public Policy Research deltage i dette samfundslaboratorium. Danmarks egen Christian Bason fra Mindlab vil også give sit bud på innovative løsninger af samfundets udfordringer, og miljøminister Ida Auken vil åbne workshoppens dag to.

CBS Public-Private Platform ser frem til at begynde arbejdet som videnscenter for udviklingen af nye ideer til løsningen af komplekse samfundsproblemer.

Mest Læste

Annonce