Digitale besparelser: Der er stadig noget at komme efter

29/09/2011 12:16

Kommunernes Landsforening

Der har i den senere tid været en hel del debat om, at kommunerne ikke længere kan realisere besparelser på de administrative områder. Blikket og dermed investeringerne skal derfor rettes imod fagområderne - og i særdeleshed imod de sociale områder, hvor større anvendelse af it inden for Care og lignende kan realisere besparelserne.

Fujitsu er som it-leverandør til kommunerne helt enig i dette. Der ligger store muligheder inden for disse velfærdsområder. Det, vi ikke er enige i, er, at vi er nået langt nok med at realisere besparelser inden for de administrative processer.
Der er efter Fujitsus opfattelse fortsat gode muligheder for at effektivisere driften yderligere gennem it-understøttelse af de administrative processer. Der er stadig noget at komme efter.
Kommunerne har gennem de seneste år investeret i at opbygge et fantastisk grundlag. Danske kommuner har opnået et relativt højt modenhedsniveau. Medarbejderne er rede, ledelserne er (måske) rede, borgerne er rede, og ikke mindst er teknologien nu også ved at være rede.
Denne modenhed bør udnyttes til at drage de fordele, der kan opnås ved at tilbyde digital selvbetjening til borgere og virksomheder. Grundlaget er på plads i de systemer kommunerne benytter, og de fælles offentlige snitflader er tilstrækkelige til at etablere sammenhængen.
Det vil derfor være et tab, hvis fokus i det politiske arbejde forsvinder for så risikerer det at blive en selvopfyldende profeti.
Det er Fujitsus ønske, at kommunerne fortsat effektiviserer driften gennem it-understøttelse. På samme måde vil det også være en fordel, hvis der peges på allerede gennemførte projekter, hvor kommunerne har opnået gevinster. Det kan andre kommuner lade sig inspirere af.

De lavthængende frugter
Der kan plukkes en række meget lavthængende frugter i mange kommuner:
* Kommuner er ikke i mål med at undgå manuelle indtastninger – for slet ikke at tale om manuelle dobbelte og tredobbelte indtastninger - af data, som burde være til rådighed elektronisk gennem systemintegrationer og leverandørsamarbejder.
* På hele området for digitalisering af inddata, kan der ligeledes høstes fordele. Der har været noget fokus på digitalisering af blanketter, men der er fortsat mange besparelser at hente på dette område.
* Konvertering af papirbårne data til elektroniske data, hvor der også medtages metadata, så det kan anvendes i integrationsarbejdet. Dette foregår oftest i sammenhæng med skanning, tekstgenkendelse og præjournalisering. Et område, som ikke har ret meget fokus i mange kommuner, men som rummer et stort potentiale for besparelser.
Næste skridt op ad stigen til den næste række af modne frugter, er der også stort potentiale for besparelser. Men her er udfordringerne lidt større. For at kunne høste de store gevinster kræver det større eller mindre ændringer i arbejdsgange, organisering, måske lovgivning, samt modet til at stille andre krav til kommunens interessenter – i særdeleshed til borgerne:
* Digitalisering af borgerkommunikation og borgerselvbetjening, er der mange små succes’er på. Kommunerne har ikke endnu formået at tage de store skridt og dermed også de store gevinster.
* Ændringer i arbejdsgange, hvor det ikke længere er begrænsningen i silo systemerne, der afgrænser mulighederne, men hvor det er optimeringen af arbejdsgange og minimering af antallet af handlinger og ventetid i arbejdsgangene. Dette bliver i langt større udstrækning muligt med de nye standardsystemer. De nye teknologier, som er på markedet nu, gør det muligt, at vi kan udbyde standard ramme systemer, hvor SOA strukturen anvendes til at tilbyde samme funktionalitet i forskellige og nye sammenhænge.
* Hidtil har svaret på store effektiviseringer og bedre systemunderstøttelse været centralisering. ”Flyt det hele til Udbetaling Danmark, så kan vi optimere det!”. Fujitsu påstår, at teknologier nu er på plads til, at vi kan begynde at indføre kosteffektive optimeringer i den enkelte kommune, hvor der både kan tages hensyn til kommunens prioriteringer, succes parametre, borgersammensætning mv.
De kommuner, der har investeret i fornyelse af de teknologiske platforme har således rige muligheder for at opnå en kombination af store besparelser og forbedret serviceniveau overfor interessenterne. Det kræver dog ledelsens opmærksomhed og vilje til fortsatte investeringer.

Af: Fujitsu/Christian Torp

Mest Læste

Annonce