Evalueringsmodel skal gavne erhvervsudvikling

17/04/2013 12:31

Administrator

En succesfuld model til evaluering af regional erhvervsudvikling, som er udviklet af Vækstforum Nordjylland og COWI, er nu på vej til andre regioner. Modellen sikrer dels kontrol med de regionale investeringer og hjælper desuden projekter, som har vanskeligt ved at nå de opstillede mål.

Vækstforum i Nordjylland har siden midten af 2010 anvendt en særlig model til midtvejsevaluering af igangsatte erhvervsudviklingsprojekter. Modellen er udviklet i tæt samarbejde med konsulentvirksomheden COWI, som også står for at gennemføre evalueringerne i Nordjylland.

En lignende model er netop taget i brug i bl.a. Region Syddanmark, hvor COWI gennemfører en anden omfattende evalueringsopgave, der desuden inkluderer slutevalueringer.

I Nordjylland forventes i alt 65 projekter støttet af Vækstforum at være evalueret ved udgangen af 2013. De hidtidige resultater viser, at omkring 90 % af projekterne kører uproblematisk, mens de resterende 10 % har haft behov for efterfølgende justeringer for at skabe de forventede resultater. Langt de fleste af projekterne har haft glæde af evalueringen, og de når alle i mål, hvilket ikke mindst skyldes de konkrete anbefalinger, der følger med evalueringen.


Evaluering skal sikre solid effekt for erhvervslivet

I Vækstforum Nordjylland finder man det afgørende, at projekterne får et konstruktivt udbytte af evalueringerne. Derfor er fremadrettede anbefalinger et meget vigtigt element i den nordjyske evalueringsmodel, forklarer Henning Christensen, som er sekretariatschef for Vækstforum Nordjylland:

- Både projekterne selv og Vækstforum har stor interesse i, at nå i mål med de initiativer, der er investeret udviklingsmidler i. Derfor skal evalueringen hjælp projekterne til at sætte ind, hvis der er udfordringer, så vi sammen kan få skabt mest mulig effekt til gavn for det nordjyske erhvervsliv, siger Henning Christensen.


En stærk kombination af flere metoder

Evalueringsmodellen, som COWI har udviklet og anvender i samarbejde med Vækstforum Nordjylland, bygger på en stærk kombination af flere metoder. Dels kvantitative surveys, som er ens for alle projekter, og dels kvalitative interview, hvor projekternes individuelle forhold belyses.

Til sammen evaluerer modellen både projekternes organisering, fremdrift og forventede effekt samt udfordringer projekterne måtte have i forhold til at nå de opstillede målsætninger. Det giver både de projektansvarlige selv og Vækstforum Nordjylland mulighed for at bruge evalueringen konstruktivt til at iværksætte hensigtsmæssige justeringer, forklarer sektionsleder Jakob Dybdal Christensen fra COWI:

- Værdien i de nordjyske midtvejsevalueringer ligger særligt i den projektnære tilgang og muligheden for efterfølgende at standardisere de målte resultater. Det gør, at vi nogenlunde præcist kan afspejle virkeligheden i forhold til fremdrift og effekter for det enkelte projekt. Samarbejdet med Vækstforum Nordjylland har tydelig vist, at projektdata af høj kvalitet er en forudsætning for at både projekt og Vækstforum reelt kan bruge evalueringerne proaktivt til at forbedre indsatsen, siger Jakob Dybdal Christensen.


Casehistorie

Evaluering styrker imagemarkedsføring af Nordjylland

Et af de projekter, som har kunnet bruge Vækstforums evaluering konstruktivt i deres videre arbejde, er VisitNordjyllands indsats for imagemarkedsføring af Nordjylland og det nordjyske turismeerhverv.

VisitNordjylland har især været tilfreds med, at evalueringen udover at gøre status over projektaktiviteter og -resultater også har bidraget med anbefalinger, som peger fremad. Det fortæller salgs- og marketingchef Sisse Wildt:

- Det har været konstruktivt, fordi vi har fået nogle konkrete håndtag, vi kan løfte i, og hvor vi sammen med vores projektpartnere kan gøre det endnu bedre. Det giver os mulighed for hurtigt at rykke os på en helt anden måde, end hvis evalueringen, som det ofte sker, blot var endt i en statusrapport, forklarer Sisse Wildt.

Mest Læste

Annonce