FOA til kvinderne: Hold fri resten af året

01/11/2012 11:09

Administrator

Der er 18 procents forskel på mænd og kvinders løn. Kvinder bør derfor også arbejde 18 procent mindre end mænd. Det mener FOA, der igen i år udnævner 1. november som kvindernes sidste arbejdsdag.

I dag – den 1. november – kan landets kvinder holde året sidste arbejdsdag. Eller rettere: Sådan burde det være.

Det mener FOAs formand, Dennis Kristensen, der dog samtidig understreger at beskeden til kvinderne er af symbolsk karakter.

”Ligesom de sidste år ønsker vi i FOA at sætte fokus på det åbenlyst urimelige i en lønforskel på 18 procent. Og den bedste måde at illustrere det på, er ved at forestille sig, at kvinderne kompenserer for deres lavere løn ved at arbejde 18 procent mindre og holde fri fra den 1. november og resten af året,” siger Dennis Kristensen.

Han efterlyser en koordineret indsats mod løngabet mellem mænd og kvinder.

”De kønsbestemte lønforskelle er sejlivede. Men en koordineret indsats kan måske være med til at indsnævre løngabet.” siger Dennis Kristensen.

Han henviser til, at regeringen og arbejdsmarkedets parter i Finland har opstillet et fælles mål for at mindske løngabet. I 2015 skal de finske kvinder ”kun” tjene 15 procent mindre end de finske mænd. Og selvom det stadig er en stor forskel, så er det faktisk en nedgang på 25 procent i forhold til 2006.

Alle parter har forpligtet sig til at opnå resultater på deres områder. Og det er den forpligtelse – og den koordinerede indsats - som Dennis Kristensen efterlyser, at Danmark lærer af.

”Vi ved en hel masse om lønforskellene i Danmark. Det er veldokumenteret af både EU og Lønkommissionen. Men indsatsen er spredt fægtning, og udviklingen sker i sneglefart. Hvis vi for alvor skal gøre noget ved løngabet er det nødvendigt, at alle forpligter sig til at arbejde frem mod et ambitiøst mål,” siger Dennis Kristensen.

Kvindernes sidste arbejdsdag bliver markeret ved en række arrangementer over hele landet. Bag initiativerne står FOA, HK, 3F, Socialpædagogerne og det nationale ligelønsnetværk.

Mest Læste

Annonce