Gælden stiger fortsat i kommunerne trods stramme budgetter

21/02/2012 10:29

Administrator

De kommunale driftsbudgetter for 2012 ligger et pænt stykke under den serviceramme, regeringen og KL har aftalt. Gennemsnitskommunen fortsætter dog en flerårig tendens til stigende nettogæld, fordi anlægsinvesteringerne har fået et nøk opad. Det viser KREVIs nøgletal for kommunernes 2012-budgetter.

Regeringen har løsnet op for kommunernes adgang til lånefinansiering af anlægsinvesteringer, og gennemsnitskommunen budgetterer med kraftigt øgede anlægsudgifter sammenlignet med 2011. Men før eller siden skal lånene betales tilbage, og for at det kan ske, skal gennemsnitskommunen realisere et større driftsoverskud, end den har gjort de seneste 12 år.

”Den stigende nettogæld afspejler, at der ikke er balance mellem de samlede udgifter og indtægter i gennemsnitskommunen. Flere års skattefinansierede underskud skal vendes til overskud i de kommende år, og det kan kun ske ved at øge de løbende indtægter og/eller sænke driftsudgifterne,” siger projektleder Bo Panduro.

Finanskrisen slår desuden igennem i nøgletallene; 19 kommuner valgte i 2009 at selvbudgettere udskrivningsgrundlaget for indkomstskatterne.

Disse kommuner bliver i 2012 ramt af en negativ efterregulering, der sætter sine spor i nøgletallene i form af en engangsudgift i de vedtagne budgetter.

Læs mere om kommunernes nøgletal og økonomistyring

Mest Læste

Annonce