Grønt budget i Greves institutioner

27/01/2012 12:09

Greve Kommune

Institutionerne i Greve Kommune får nu et grønt budget. Det sker for at sikre en samlet reduktion af kommunens og institutionernes forbrug af el, vand og varme. En reduktion på to procent af det samlede forbrug af el, vand og varme er målet med, at Byrådet nu beder de fleste af kommunens institutioner overholde et grønt budget.

Byrådet har samtidigt oprettet en belønningspulje, så de institutioner, der overholder det grønne budget, selv får halvdelen af den økonomiske besparelse tilbage, når resultatet gøres op i 2013. Men der er også en tilskyndelse den anden vej, for modsat tidligere skal institutionerne nu selv betale for hele overskridelsen, hvis de ikke overholder budgettet.

”Vi håber på den måde at motivere institutionerne til en god energimæssig adfærd”, siger borgmester Hans Barlach. ”I de sidste par år har vi nedsat det samlede forbrug af el, vand og varme i de kommunale bygninger, og med det grønne budget ønsker Byrådet at fastholde den positive tendens. Hvis vi alle sammen hjælpes ad med at spare på ressourcerne, har vi gjort vores for at sikre en mere bæredygtig fremtid”.

Grønt budget for kommunens institutioner indføres, fordi Byrådet prioriterer klimasagen meget højt. Igennem forskellige aftaler har kommunen forpligtet sig til at spare på energiforbruget og at nedsætte CO2-udledningen med mere end 20 procent frem til 2020.

Grønt budget er foreløbig planlagt til at gælde for et år, hvorefter Byrådet vurderer, om det skal fortsætte.

Læs mere om Grønt Budget på www.greve.dk/klima

Mest Læste

Annonce