Hvordan sikrer vi tryg digital velfærd?

20/03/2013 14:28

Administrator

Regeringen, Danske Regioner og KL vil senere på året præsentere en samlet strategi for digital velfærd på sundheds-, social-, og undervisningsområdet. Et nyt debatoplæg skal starte en dialog med danskerne om, hvordan de digitale løsninger bedst kan bruges til at sikre og udvikle velfærden.


Et online måleapparat, kroniske lungepatienter kan betjene hjemme fra stuen og undgå turen til hospitalet. En direkte videoforbindelse til fysioterapeuten, så genoptræningen af den skadede skulder kan ske hjemmefra, og flere kan genoptrænes samtidig. Eller et it-system, der gør det muligt at aflevere opgaver og eksaminer digitalt til underviser og censor i stedet for at kopiere bunker af papir.

Det er alt sammen eksempler på teknologier, der giver borgerne mere frihed og medbestemmelse i eget liv, samtidig med, at det offentlige kan løse opgaverne billigere. Den type teknologier skal bruges endnu mere, så der er råd til at sikre solid velfærd i en tid, hvor økonomien er stram.

Derfor vil regeringen, KL og Danske Regioner senere på året præsentere en samlet strategi for digital velfærd på sundheds-, social-, og undervisningsområdet.

For at få input til det arbejde offentliggør regeringen, KL og Danske Regioner nu et debatoplæg om digital velfærd. Oplægget skal starte en dialog med danskerne om, hvordan de digitale løsninger bedst kan bruges til at sikre og udvikle velfærden.

Finansminister Bjarne Corydons holdning er klar:

- I en tid med stadig flere ældre og snævre økonomisk rammer, er det mere vigtigt end nogensinde før, at vi bruger vores fælles ressourcer klogt. Derfor skal vi tage tyren ved hornene og have modet til at udnytte de nye teknologier fuldt ud. Berøringsangst er ikke en mulighed, hvis vi vil sikre, at vi i de kommende år har råd til gode skoler til vores børn, pleje og omsorg af de ældre og de bedste behandlinger, når vi bliver syge. Den diskussion glæder jeg mig til at tage med danskerne, siger finansminister Bjarne Corydon.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager udtaler:

- De muligheder teknologien giver os, gør det muligt at gøre ting bedre, mere fleksibelt og med flere frihedsgrader for det enkelte menneske. For eksempel kan en kronisk syg patient blive fri for at møde op til kontrol på et bestemt sygehus, men i stedet foretage kontrollen i hjemmet. Det sparer både rejsetiden, ventetiden og besværet med at komme frem og tilbage. Vi vil skabe nye veje til bedre velfærd, siger hun.

Formand for KL Erik Nielsen ser nye muligheder ved mere digital velfærd:

- Ved brug af teknologi kan den velfærd, vi yder borgerne i dag, bringes tættere på borgerne, som derfor kan tage aktiv del i behandling eller undervisning. Fx når unge med ADHD støttes i dagligdagen gennem sms’er på mobilen, eller når ældre med demens hjælpes til at kunne lave kaffe eller tænde for opvaskemaskinen ved brug af koder, der kan læses med mobiltelefonen. I kommunerne oplever vi, at borgerne tager teknologien til sig og sætter pris på den frihed, de får. Vi skal derfor ikke være bange for at gøre brug af de muligheder, som teknologien kan give, siger formand for KL Erik Nielsen.

Formand for Danske Regioner Bent Hansen udtaler:

- I sundhedsvæsenet i regionerne har vi for længst taget hul på fremtiden og de digitale muligheder. Resultaterne er gode - både medarbejdere på sygehusene og patienterne har taget godt imod de digitale løsninger, og vi ser da også, hvordan sygehusene hvert år leverer store effektiviseringsgevinster. Med tanke på det stigende pres på sundhedsvæsenet vil nye digitale muligheder ikke bare være en vigtig del af arbejdet i de kommende år men også en forudsætning for, at vi fortsat kan have et sundhedsvæsen med både kvalitet og effektivitet i højsædet.  

Mest Læste

Annonce