Jannies historie: Fra velfungerende familiemor til menneske i opløsning

Indtil for tre år siden havde Jannie nogenlunde styr på sin tilværelse. I dag er Jannies liv i opløsning, og mand og tre børn sidder magtesløse og ser Jannie få det værre og værre. Flere specialister har konkluderet, at hun skal i længerevarende behandling, hvis hendes egne mål om at vende tilbage til arbejdsmarkedet skal realiseres.

Kommunens sagsbehandling fortsætter alligevel ufortrødent på nu tredje år.

Jannies historie bærer spor tilbage til en barndom, hvor faren dør, da Jannie er 4 år gammel. Moderen knokler for at få økonomien til at hænge sammen og en af storebrorens kammerater misbruger hende. Topmålet af en forfærdelig barndom kommer, da Jannie bliver anbragt på en institution, hvor hun bliver misbrugt af mindst en pædagog.

Jannie fortæller:

”Min bror og jeg var ofte efterladt alene, og han var ikke altid lige sød ved mig. Da jeg er ca. 10 år gammel flytter min storebror hjemme fra, og min mor arbejder om natten, så der skal jeg sove alene. Jeg husker denne tid som meget utryg, jeg var simpelthen mørkeræd og bange for at lægge mig til at sove. (hvilket har fulgt mig i mit voksne liv.)

Så for ikke at være alene om natten, begynder jeg at hænge ud med andre unge, som også hænger ud om natten. Jeg kommer simpelthen i det forkerte miljø, passer ikke min skole og bliver en lille smule rebelsk, og ender med at blive smidt ud af skolen.

Nu er jeg blevet 14 år, smidt ud af skolen, og min mor kan ikke styre mig. Så hun sender mig på behandlingshjemmet Bøgholt, hvor jeg har min vante gang de næste 2 år.”

Mister tilliden til voksne og omverden

Tiden på behandligshjemmet - for nu godt 30 år siden – bliver alt andet end tryg og styrkende for den unge Jannie. Hun får et ophold, som minder om flere lignende sager, der er oprullet i offentligheden de senere år. De voksne, som den unge pige skulle have et tillidsforhold til, misbruger hende.

Jannie fortæller:

”Jeg og mange andre piger bliver sex misbrugt af en pædagog. I mit tilfælde stod det på i to år, og da jeg var den sidste i rækken, skulle sagen dysses ned, da det hele blev afsløret.

Så man valgte fra institutionens side, at sende mig på en efterskole. Jeg var så ked af at være der, at de måtte hente mig igen, og overføre mig til en ungdomspension.

På det her tidspunkt føler jeg mig rigtig meget svigtet, fordi der ikke var en eneste det tog hånd om sagen, og jeg blev nærmest smidt ud, med følelsen af det var min egen skyld. På ungdomspensionen opbygger jeg et had til pædagoger og sagsbehandler. Det gør at jeg ikke kan fungere, for jeg stoler ikke på nogen.

Så det ender med at jeg flytter i min egen lejlighed, bliver ung pige i huset, og har et år hvor jeg prøver at finde mig selv. Men det er svært, jeg har utrolig meget frustration og bitterhed i mig, så jeg er på vej ud i nogle gamle mønstre.”

Får en ny start

Alligevel lykkes det den unge pige at få et voksenliv som de fleste andre. Det sker ved at gribe en mulighed for at komme væk. Jannie flytter som 18 årig til Grønland, hvor hun med en enkelt afstikker tilbage til Danmark, arbejder i ti år, møder sin mand, som hun får sit første barn med. Ifølge Jannie selv var tiden på Grønland de lykkeligste år i hendes liv.

Den lille familie vender tilbage til Danmark, hvor Jannie bliver gravid med sit andet barn, men får en kompliceret fødsel. Hun føder ved akut kejsersnit og og får efterfølgende en fødselsdepression, hvor teenage-minderne fra behandlingshjemmet dukker op, men fortrænges igen.

Bliver en sag i systemet

Under og efter depressionen kommer Jannie ind i det offentlige system, og bliver en sag.

Sygedagpenge, planer for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, uddannelsesforsøg og fleksjob er blandt de mange tilbud og planer, der lægges og forsøges. Jannie går konstant på kanten af depressionen, og ungdomsårenes minder bliver ved med at dukke op.

Jannie fortæller:

”Jeg bliver tilbudt flex job af Århus kommune, men er slet ikke parat til at tage det skridt (og blive en jobsag, red.) Jeg har brug for at bevise at jeg godt kan lykkes selv.

Så i stedet starter jeg på et kursus til en kontor blæksprutte uddannelse, og får et receptionsjob. Der er jeg de næste par år, og jeg elsker mit nye job. Det giver mig en masse selvtillid, fordi jeg kunne selv. Men jeg må gi‘ fortabt, og går helt ned med depression/stress. Det ender med at jeg må opsige mit job, og jeg bliver sygemeldt igen.

Samtidig er jeg gravid med mit tredje barn, og går med en mindre angst, fordi den forrige fødsel gik galt. Så jeg tænker, om det nu er det rette, og jeg er også bange for forløbet. Men denne gang går fødslen godt, og jeg går på barsel.”

Efter endt barsel i 2009 vil Jannie tilbage til arbejdsmarkedet, og med erfaringen fra sidst, har hun troen på, at hun kan selv. Ansøgningerne bliver skrevet, men under hverdagens praktiske overflade med mand og nu tre børn summer den fortid hun er flygtet mentalt fra siden teenageårene.

Jannie vælger at ignorere signalerne og starter i en virksomhedspraktik i 4 uger/ 30 timer ugentligt i en børnehave. Praktikken forlænges til ind i december, det bliver jul og januar 2010.

Ballonen sprænger

Jannie fortæller:

”Min sygemelding kommer i starten af 2010. Jeg kan mærke, at jeg er gået ned med en depression igen, så jeg kontakter min egen læge, som giver mig en sygmelding og sender mig til en psykolog i Silkeborg. Det står klart for mig, at min fortid altid vil være der og trænge sig på.

Jeg går ude ved psykologen ca. 8 gange, men får ikke det ud af det, som jeg gerne vil, så jeg stopper. Min læge anbefaler mig en ny psykolog, som har speciale i sex misbrugte traumer. Der kommer jeg er ca. 12 gange.

Jeg er i mellem tiden startet på nogle afklarings forløb i kompetencehuset i Skanderborg, hvor jeg stille og roligt kan komme i gang igen. Der er motion og mindfullness så det starter jeg også på.

Som tiden nu er gået føler jeg at, jeg er ved at være lidt mere oven på, så jeg starter på det sidste forløb, som er meget relateret til folk som er gået ned med stress/depression. Der får jeg gejsten til at starte en jobprøvning op med nedsat tid og skånehensyn. Det anbefaler psykolog og min læge også.”

Jannie er klar over, at hun stadig har en masse, der skal bearbejdes, men med familien bag sig, og lysten til at have en fod på arbejdsmarkedet, glæder hun sig til at komme i gang igen.

Glæden bliver dog afløst af ventetid, frustrationer og nederlag.

Succes bliver vendt til nederlag

Jannie får sammen med sin sagsbehandler i kommunen planlagt en såkaldt jobprøvning fra februar til juni 2011, og glæder sig til at selve forløbet bliver endeligt godkendt, så hun dermed kan blive godkendt til et fleksjob. Med fleksjobbet vil Jannie få fred til at indlede et målrettet forløb, hvor hun får styr på psyken samtidig med, at hun har en fod inden for på arbejdsmarkedet.

Skuffelsen er derfor stor, da jobprøvningsforløbet ikke bliver godkendt, og Jannie samtidig får ny sagsbehandler. Muligheden for at opnå godkendelse til fleksjob er dermed forsinket mindst et halvt år.

Jannie fortæller:

”Nu hvor min første jobprøvning ikke er godkendt, og min nye sagsbehandler afholder sommerferie, prøver jeg at lægge nederlaget fra mig, samt fralægger mig alt ansvar på hjemmefronten. Min mand går ind og overtager, alt der vedrører hjem og børn. Jeg sætter mine behov i første række og starter på løbekursus og mindfullness med tanke på at det nok skal lykkes næste gang.”

Jannie har stadig optimismen i behold og tror på sin fremtid.

Kommunen skaber nederlag på nederlag – og tiden går

Sommeren passerer og Jannie samler på ny energi til at starte op på et nyt forløb, så hun kan se længere tid frem og få ro til at konsolidere sin tilværelse. Familien er efterhånden godt slidt, men står bag mor og hustru, og Jannie har stadig forventning om, at hun skal gennem et jobprøvningsforløb, så hun kan godkendes til fleksjob.

Den 1. august ringer kommunen med besked om, at man har godkendt, at Jannie kan begynde på et nyt jobprøvningsforløb samme sted som hun var tidligere på året. Denne gang er kravene dog strammet op, og Jannies nye sagsbehandler mener, at Jannie skal arbejde alle hverdage.

Jannie fortæller:

”Jeg starter med det samme, jeg ser det som en ressource at komme et sted hvor jeg kender mine arbejdsfunktioner, fordi jeg jo var der i flere måneder tidligere på året. Min sagsbehandler i kommune opfordrer mig til at være der alle dage, og selvom jeg siger, at jeg har brug for hviledage oplever jeg et pres fra min sagsbehandler, der mener jeg skal op i tid. Jeg foreslår selv at arbejde mandag, tirsdag samt torsdag og fredag.”

Ifølge Jannies psykolog og hendes egen læge skal hun skånes for pres, fordi hun som følge af sine ungdomstraumer har svært ved at sætte grænser og sige fra, men sagsbehandleren holder fast, og foreslår i løbet af jobprøvningen, at Jannie prøver at komme op på 25 timer om ugen og dermed blive selvforsørgende.

Ifølge udtalelsen fra arbejdspladsen er Jannie dog ikke stærk nok til 18 timer ugentlig, men helst et par timer mindre. Jannie kæmper det bedste hun kan, men den 30. september 2011 stopper Jannies sagsbehandler jobprøvningen.

Jannie fortæller:

”Sagsbehandleren vælger at stoppe forløbet af min jobprøvning, fordi mine sygedagpenge udløber. Forløbet af mine sidste samtaler med sagsbehandleren er gået gennem min vejleder på jobprøvningsstedet, da jeg selv var meget berørt over situationen og mine fremtidige udsigter. Sagsbehandleren udtrykker at jeg ikke hører hjemme i hendes afdeling, og at der ikke er mere at gøre. Jeg føler mig svigtet fordi hun ikke vil hjælpe med råd og vejledning til at komme videre, men henviser mig til at kontakte en ny i kommunen så jeg kan få en ny sagsbehandler.”

Jannie er for anden gang i 2011 sendt tilbage til start og har sammenlagt været i jobprøvning i nu 6 måneder uden andre resultater end konstant usikkerhed om fremtiden og et konstant pres for at leve op til de forventninger, som systemet opstiller.

Trækkes gennem flere nederlag

I ingenmandsland uden sagsbehandler og ukendt forhold til arbejdsmarkedet kontakter Jannie kommunen for at finde ud af, hvad hun nu skal gøre. I første omgang får hun en ny sagsbehandler, som hun møder og sætter ind i hele sin situation. Det kræver enorme kræfter af Jannie, at begynde forfra med en sagsbehandler for anden gang på et halvt år.

Jannie fortæller:

”Jeg får kontakt med min nye sagsbehandler, og sætter ham ind situationen og hele forløbet. Men da jeg skal til møde ugen efter, erfarer jeg, at han blevet langtidssygemeldt. Jeg kontakter kommunen igen, og får en ny sagsbehandler, som har fulgt mig lige siden. Vi får etableret en ny jobprøvning, som går fra start december 2011 til midt januar 2012. Men jeg må give fortabt efter seks uger. Min psykiske balance er ude af kontrol.

Jeg kontakter min sagsbehandler for at der skal sættes gang i et møde, og her deltager min egen læge også. Min læge opfordrer til, at man ikke bliver ved med at lægge yderligere pres på mig, og snart får afsluttet sagen, for jo længere tid jeg befinder mig i den tilstand jeg er i, jo sværere er det at komme oven på igen, siger min læge.

Jeg håber på afklaring. Håber på ro.

Men kommunens vælger nu at henvise mig til yderligere udredning, og sender mig til en psykiater, som sygemelder mig i 3-6 måneder og anbefaler traumefokuseret psykoterapi fordi jeg er blevet ramt af PTSD. (Grundet min svære depression, flere nederlag og manglende indkomst)

Så nu er jeg sygemeldt igen fra starten af marts 2012.”

Der er nu gået omkring 18 måneder siden Jannie selv vurderede sig klar til at blive sluset tilbage til arbejdsmarkedet. 18 måneder med skiftende sagsbehandlere, mislykkede jobprøvninger og psykiatriske udredninger, og en ny diagnose: Post Traumatisk Stress Disorder, som flere af Jannies behandlere vurderer er en konsekvens af den langstrakte sagsbehandling samtidig med at hun har bearbejdet sine traumer.

Flere udredninger – og en smadret bil

Sygemeldingen har blot givet lidt fred, men Jannies fremtid er stadig usikker. Og den bliver endnu mere usikker, da Jannie endnu engang melder sig klar til at give arbejdsmarkedet et nyt forsigtigt forsøg.

Jannie fortæller:

”Efter sygemeldingen får jeg igen aftalt et møde med min sagsbehandler. Nu får jeg at vide, at jeg er for syg til at komme i betragtning til flexjob og jeg skal behandles med traumefokuseret psykoterapi. Endnu et nederlag…

Denne dag glemmer jeg ikke, for det var den dag jeg kørte direkte op i bagenden på en vare vogn, og smadrede hele fronten på min bil. (Chok tilstand, og dybt ulykkelig…)

Jeg skal så vente på at lokalpsykiatrien har tid til at behandle mig, så der skal jeg vente til efter påskeferien med at komme til. Og jeg kommer til samtaleterapi, og får ny medicin.

Jeg starter på et frivilligt kursus igennem kommunen, for at prøve mig selv af, og begynder at løbetræne, for at komme oven på igen. Sommerferien er ved at være slut, og lokalpsykiatrien har en konklusion.”

Nu skriver kalenderen sommeren 2012.

Ventetid og tæt på at opgive

Mange offentlige kontorer er lukkede i sommerferien, og det gælder også i Jannies tilfælde. Så mens hun løbetræner og venter på at juli bliver august, og der går endnu en uge efter sagsbehandleren er retur fra sin ferie, samler Jannie kræfter igen.

Selvom sagsbehandleren er retur, går der en uge, før hun har tid til at bede lokalpsykiatrien fremsende en status attest på Jannies forløb, og da psykiatrien skal bruge to uger på at lave den, bliver det snart midt september 2012.

Jannie fortæller:

”Jeg aftaler et møde med sagsbehandleren, hvor min privatrådgiver også deltager. Psykiatrien har ikke været præcise nok i deres formuleringer, fortæller sagsbehandleren, for ud fra det de har skrevet er jeg for syg til at komme videre. Så jeg går derfra med endnu et nederlag… Psykiatrien har nu omformuleret tingene så jeg kan komme i en ny jobprøvning, nu er vi i midt november.

Min sagsbehandler kan ikke garantere mig hvor langtid min næste jobprøvning skal vare, og hun mener jeg skal afprøves inden for flere erhverv.

Min mentale tilstand nu: At jeg har svært ved at finde min kamp gejst, er begyndt at isolere mig og har tilbagevendende angst, og har svært ved at se målstregen, jeg er simpelthen røget ned i et dybt sort hul, ventetiden har været for lang, og trukket noget andet med sig…”

Nu griber Jannie til en sidste udvej.....

Skriver til borgmesteren

Den 10. oktober måneder griber Jannie til en sidste udvej. Den form for sidste udvej, man som borger i et demokratisk land, tror, kan gøre en forskel. Jannie skriver til sin borgmester.

Jannies indleder sit brev til borgmester Jørgen Gaarde således:

”Jeg henvender mig til dig, fordi jeg efterhånden føler mig magtesløs, i Skanderborg kommunes system. Jeg har følelsen af, at jeg bare bliver trukket rundt i manegen, og at, der kører en personlig Hecht i mod mig. Jeg har brug for at få sagen belyst af en højere instans.

Jeg har været i systemet i 3 år, hvor de 2 af årene var på sygedagpenge, og det sidste år har været uden indkomst.”

Læs hele Jannies brev her

Fem dage senere, den 15. oktober, skriver borgmesterens sekretær følgende:

”Kære Jannie....

På borgmester Jørgen Gaardes vegne bekræfter jeg hermed modtagelsen af din henvendelse af 10. oktober 2012.

Jeg videregiver din henvendelse til fagsekretariatet for Beskæftigelse og Sundhed, der vil sørge for besvarelse på vegne af borgmester Jørgen Gaarde.

Du kan forvente svar inden for ca. 14. dage.”

Fire dage senere får Jannie det lovede svar fra beskæftigelses- og sundhedschef Jørgen Erlandsen. Svaret er hverken opløftende eller bekræfter Jannies forestilling om, at borgmesteren kunne gøre en forskel. Tværtimod får hun nu følgende at vide:

”Af din sag fremgår det af lægeakter fra psykiatrien, at der fortsat har været behandlingsmuligheder i form af medicinsk behandling samt elektrochok behandling.

…..

Din sagsbehandler vil derfor nu tage initiativ til en arbejdsprøvning, der burde hjælpe dig tættere på en afklaring.”

Læs hele svaret her

Jannie har nu brugt over to år på at realisere sit mål om at vende tilbage til arbejdsmarkedet, samtidig med at hun har bearbejdet fortrængte oplevelser fra sin ungdom. Hun har kæmpet for at blive en god mor og hustru igen og har haft en solid støtte fra hele familien.

Med brevet fra den kommunale chef mister Jannie den sidste tro på, at hun kan gøre en forskel selv. Det sidste håb om, at med vilje og mål kan man samarbejde med kommunen om hurtigst muligt at finde fodfæste i livet igen.

Emneord: Socialkrise tilbageblik, Socialkrise, Socialkrisen, Skanderborg Kommune, Sagsbehandling, Bureaukrati, Fejlbehandling, Nulfejlskultur, Fleksjob, Ledige, Beskæftigelsesområdet
DenOffentlige.dk på DenOffentlige.dk Bliv medlem af DenOffentlige og vær med til at skabe debatten, dele viden og fremme en god udvikling i samfundet....
Aktivitet: Artikler: 1359 | Events: 31 | Kompetenceområder: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 13.12.12
    Hvor gør det mig ondt. Men

    Hvor gør det mig ondt. Men det er det offentlige system i en nøddeskal. Fordi man ikke afslutter sagerne. Det der også er at sige om det, er, at lige nu koster hun ikke nogen kasse noget særligt, og derfor er der intet incitament, til at sende hende videre.

  • 09.12.12
    Jeg græder ! Og kender

    Jeg græder ! Og kender desværre til det hele , mht.
    Sagsbehandlingen. Ønsker at hun ikke giver op !!

  • 09.12.12
    Føj for en konmune

    Puha hvor kan jeg følge hende. Det er næsten som at læse min egen historie, som dog har varet i snart 14 år

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også