Kommunal overudligning: Borgerne i de fattige kommuner får den bedste service

01/01/1970 01:00

Administrator

Desto lavere indkomster hos kommunens borgere, desto bedre service får de. Sådan er situationen nu blevet i landets kommuner. Det viser en ny undersøgelse fra tænketanken CEPOS.

Forskningschef Henrik Christoffersen forklarer, at det uventede mønster er et resultat af, at der over de senere år er sket en udjævning af de regionale forskelle i indkomster såvel som i kommunernes opgavetyngde. Yderligere er den kommunale udligning blevet skærpet. Og så betyder skattestoppet, at alle kommuner holder fast i den skatteprocent, som den nu engang har ret til at bruge, så ingen kommune kunne finde på frivilligt at sænke skatten.

”De fattige kommuner måtte tidligere holde en høj skat for at give borgerne en bare jævn service. Men efterhånden som disse kommuner har fået bedret deres økonomi både via udjævningen af indkomsterne og den øgede kommunale omfordeling, har de brugt alle pengene på at sætte deres service i vejret men veget uden om at sænke deres skat. Det er altså nu nået dertil, at jo fattigere borgerne er i en kommune, jo flere penge giver kommunen ud. Resultatet bliver derfor, at vi nærmer os en situation med regulær overudligning mellem kommunerne, hvor borgerne i de fattige kommuner får bedst service”, siger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.

”Undersøgelsens resultater viser med al tydelighed, at den kommunale udligning har taget overhånd. Den økonomiske konvergens mellem kommunerne har reduceret behovet for kommunal udligning. Trods det har politikerne løbende skruet så meget op for udligningen, at det nu har resulteret i en skævvridning, der hverken er rimelig overfor borgerne eller god for samfundsøkonomien”, påpeger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.

”Min anbefaling er derfor, at borgerne i de fattigste kommuner fremadrettet affinder sig med samme serviceniveau, som borgerne i de rigeste kommuner. På den måde kunne man reducere kommunesektorens samlede udgifter med 15 mia. kr. Og på kort sigt ville politikerne dermed kunne løse de mange udfordring for landets nuværende økonomiske situation”, foreslår Henrik Christoffersen, forskningschef i CEPOS.

Læs analysen her

Mest Læste

Annonce